Tænk selv Dan Jørgensen, please?

Der var blevet tomt indeni; tomt og skuffet. Trods årevis af deltagen i debatterne, blev der fra magthavere og industri handlet stik imod fællesskabets bedste igen og igen og ingen lyttede. Det var de mørke dage, de ligeglade og opgivende dage. Men modløsheden er overvundet, man kan ikke undsige sig sine inderste tanker, drømme og lyster; MUND-FULD er tilbage.

Dan Jørgensen, et håb da han tiltrådte sin post som Fødevareminister, har med et pennestrøj vækket en døende frontsoldat til live. Lyset var fristende, at lade kamp og modvind og vrede være, bare flyde med, det var så lokkende. Falde ind i et modent livssyn, blive konform, tænke sig selv først; hvor var det dog fristende. Og fuldstændigt umuligt. Et forræderi som Dan Jørgensens, var ikke muligt for denne blog. Det var ikke muligt at søge magten ved at gå i seng med den fjende, der bare venter på at humanismen igen skal vende sin bløde mave opad, bare for at hugge sine tænder i den.

MUND-FULD ville aldrig deltage i en tænketank, der åbentlyst blot er en syltekrukke og med formand af selveste Søren Gade, Lndbrug og Fødevarer. Gad vide hvor grøntsager og bæredygtighed er henne i dén mands agenda. Alene den udnævnelse er et hån imod de tusindvis af mennesker, der idag arbejder med at at dæmme op for et industrielt landbrugs fortsatte ødelæggelse af vores allesammens natur. En hån, hr. Minister.

At gode folk som Per Kølster, Søren Ejlersen og Anne-Birgitte Agger deltager, vidner blot om deres ukuelighed og herligt konstruktive tilgang til deres metier.De mener sikkert at de er konstruktive, jeg siger at de er naive.

Listen er således:
Formand Søren Gade, administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer

Adam Price, manuskriptforfatter, dramatiker, madanmelder og
restauratør
Anne-Birgitte Agger, direktør for Københavns Madhus
Arne Astrup, professor i ernæring, Københavns Universitet
Bjarne Hastrup, formand for Ældresagen
Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, forfatter og kommunikatør
Christian Bitz, foredragsholder, forskningschef og TV-vært
Claus Egeris Nielsen, sekretariatschef for Måltidspartnerskabet
Claus Meyer, kogebogsforfatter, iværksætter og foredragsholder
Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet
Helle Brønnum Carlsen, lektor Zahles Seminarium og madanmelder
Jacob Grønlykke, bestyrelsesformand for Løgismose A/S
Jesper Uggerhøj, administrerende direktør for Irma
Jørgen Dirksen, administrerende direktør for Rynkeby Foods A/S
Lotte Holm, professor i madsociologi, Københavns Universitet
Ole G. Mouritzen, professor i fysik, Syddansk Universitet – Leder af
Smag for livet
Ole Wehlast, formand for fødevareforbundet - NNF
Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne og Haver til Maver
Torben Hansen, professor i forbrugeradfærd, Copenhagen Business
School

Lidt meningsdannere, lidt uddannelsesfok, lidt kendisser "med fingeren på pulsen" et par professorer m.m. til at validere soliditet og særligt udvalgte personer, til at være overgangsfigurer imellem de mere kreative i gruppen og så de tunge drenge, industrien og deres partnere i fagforeningerne. 
Det spænende er det mellemste lag, de der skal stå imellem det vidtløftige Agger-fløj og produktionsapperatet i form af Løgismose, Irma, Rynkeby, NNF og formanden selv, Landbrug og Fødevarers formand.

Astrup, Meyer, Holm og Hansen. 
Altså, fire vigtige personer, med erfaringen, videnen og meningerne i industriens favør. Gad vide hvor progressive de vil være med  deres erfaringer, hvor meget af deres output skal tilpasses fortidige arbejder og nuværende økonomiske interesser?

De har erfaringer fra begge sider af bordet, både i uddannelsessektor og i erhvervslivet. Hvor ligger deres lod? Ja, vi ved Arne Astrup igen og igen har satset på forskning, der har vist sig at tilgodese de selvsamme der betalte hans løn. Claus Meyer har en ordentlig kommerciel indsigt og indflydelse i de større byer og en ditto vinding for øje. DEn blinde makker er Lotte Holm, der er en seriøs og respekteret forsker, hældende til det konservative, senest i sin udmelding omkring tænketanken, hvor hun stiller sig tvivlende overfor om spagetti bolognese nu også er så slemt. "Man skal i hvert fald træde forsigtigt. Måltider og fødevarer er et meget normbesat område. Man kan hurtigt komme til at stikke nogle bestemte normer ud, hvor folk føler sig ekskluderet,« siger professoren.(link)

Jokeren hedder Torben Hansen, professor(mindre kan åbenbart ikke gøre det, der er hele tre med i tænketanken) på CBS og som allerede i 2008 udtalte at Aarstiderne(med i tænketanken) og Irma(med i tænketanken) og lokale gårdbutikker m.m. var de tre største fødevare kommunikative succéser i landet. (link) og som siden har analyseret købsmønstre o.l. særdeles grundigt. Vil Hansen kunne, med sin nøgterne tilgang til fakta, information og viden, kunne trumfe de underliggende dagsordner i gruppen?

Hvor er de folkelige, de udførende og de modtagende repræsentanter i denne tænketank? Er de ikke repræsenteret ved Agger-fløjen? Jo, det er "de gode", de repræsenterer folkekøkkener, foreningen Praktisk Økologi og beviset på økologisk økonomisk bæredygtighed. Agger melder selv ud, på dagen for offentliggørelsen af tænketanken, at hun har sin tvivl; "For få kvinder, for lidt kant, for meget konventionelt landbrug, for lidt reel madkamp, for mange ord og for lidt handling..."

Handling. Der er nemlig ingen handling i dette oplæg, fra en stækket minister, der, som socialdemokrater altid gerne vil, i sit behov for at gnubbe skuldre med de rigtige kapitalister, glemmer sit eget fokus. Som allerede er en tabersag. Staten lave om på danskernes spisevaner? Det sker ikke uden industriens medvirken. Det har det aldrig gjort og det ved den. Men åbenbart ikke ministeren
Ved han heller ikke at staten, som meningsdanner, har spillet fallit, for længe siden? Tag et smut i det nærmeste supermarked og tjek selv; det vi vil købe, er billigt til fals og det består oftest af industrielt sammensat salt, sukker og fedt. At ministeren er facineret af sydlandske lande, der har begreber som "madglæde" og "måltider sammen" på deres liste over sunde madvaner, betyder jo ikke at de opfundet inde i statsapperatet. Fransk og brasiliansk madkultur er netop eksempler på at leve på trods af staten. Det er rebelkulturer, og Dan, du er minister for en provensionel lilleputstat, der aldrig har evnet "handling". Din tænketank er en stor selvmodsigelse og det ved industrien, der grinene tager til møder med dig. I kan så lege ansvarlige og fortsætte som I plejer bagefter. Ministeren har handlet, resultatet blev....ingenting.

Heldigvis er undergrunden derude lige nu, i køkkener; i gårdbutikkerne, i haverne, på rejserne, de træder deres barnesko i tomme skolekøkkener, de bytter sig til varer, de søger alternative samfundsformer. De er annonyme og de må endelig ikke fanges ind til lange borde med økologiske sodavand og formænd for landbrug og industri. De vender i stigende grad ryggen til et stivnet system, der siger det tror på vækst og "handling", samtidigt med at det er det sidste systemet vil. De er livet levet, ikke tænkt. DE er fremtiden af i dag.

Mit forslag til deltagere i en tænketank? Tænk selv, money well spend.

Et år med "almanak"; hvem har tiden til at lave god mad?

Det er idag, på datoen endda; ét år siden at MUND-FULD gennemgik Claus Meyers bog "almanak" . Læs om forventningerne her .
Og jeg må sige at, når man som jeg kan leve et Meyer-frit liv på alle andre planer; har den bog mere end indfriet forventningerne. Side for side giver bogen en daglig inspiration for en madansvarlig i et hjem, som undertegnede er. Den fungerer simpelthen som en kæmpe indkøbsliste, uge efter uge, hele året igennem. Det er et formidabelt redskab.

Det ser lyst ud, der er mange gode tiltag indenfor madverdenen i DK, ingen tvivl om det. Både i det private og det offentlige, er der fokus på bæredygtighed og det er heldigvis blevet et buzzword for mange lag i befolkningen; omend de nederste klasser stadig hænger gevaldigt bremsen. Dem skal nogen sørge for at få med; ellers står den på stigmatisering og polarisering meget snart. Vi har en dyr samfundsmodel og når partier i vores parlament(læs; Liberal Alliance) seriøst mener at man ikke kan have stemmeret, hvis man modtager offentlige ydelser; er vi allerede langt nede af glidebanen. På et punkt kan man dog godt følge dette rabiate parti, når man er fattig og uden arbejde HAR man mere tid til at tænke alternativt i forhold til hvorledes maden skal anskaffes. Der kan bruges tid på indsamling i naturen, der kan bruges tid på at se nærmere på supermarkederne enorme udsmidning af madvarer; ja jeg mener at stå på hovedet i deres affaldscontainere. Man kan bruge tiden på at bage selv, man kan sylte, presse, salt, koge; alle de ting som et vist andet segment; dem der faktisk HAR råd til at købe Meyers bøger og som opfordres til at gøre det via bøgerne, men aldrig har tid til. Et underligt paradoks.
Og måske noget vi, som fællesskab, endelig skal til at gøre op med; denne stræben imod mere, for "mere´s" skyld alene. Wenneberg og Bom beskriver det så smukt.

Men i dette opgør med de antikverede forbrugsnormer, vil persondykelsen forhåbentlig også træde i baggrunden. Derfor bemærkningen om det "Meyer-frie liv".
Et Meyer-frit liv vil sige at jeg har udviklet en blind plet for mandens enorme dominans på madfronten i DK. På bestsellerlisten for første halvår af 2011 havde hr, Meyer hele tre bøger i top 3; med hans bagebog på 2. pladsen, salatbogen på 3. pladsen og "almanak" på en 6. plads. (Nr. 1 er Kraks vejviser over Købemhavn 2011). Dén slags tal siger vidst det hele; Claus Meyer er en institution her i landet og en force i kampen for et bedre madliv for danskerne.

Denne blog har det bare svært med persondyrkelse som sådan. Og det har intet med Jantelov at gøre; manden har fortjent al den succes han har. Set herfra er der ikke en spekulativ tanke i hele historien om drengen fra Sydhavsøerne, der voksede op på konserves og opbagt sovs, så lyset i Frankrig og siden har ville gøre Danmark til en fødevareelskende land, fremfor et fødevareproducerende land.

Set med mere realistiske øjne, er der vel altid brug for forbilleder, nogen at følge efter. Specielt for et fodslæbende, dovent folkefærd, som det danske. Vi gider jo åbenbart ikke mad, når det kommer til stykket.

Lad os tage hjemmebagningen som et eksempel. Meyer stiller sig op hvorsomhelst og fortæller om glæderne ved at bage selv og særligt de økonomiske fordele. Jeg tror at han angiver en kilopris på små 300 kroner på almindeligt bagerbrød. Havde alle køberne af hans bagebog, der foresten er kraftigt inspireret af Dan Lepards ditto fra 1999, bagt løs; var salget af mel vel gået seriøst i vejret i 2011.
Det får vi at se; i 2010 steg det økologiske salg med 4% overall. Mel var status quo i forhold til 2009, men stadig næsten en fordobling i forhold til 2007. The Meyer Impact?

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Velkommen, Fedtafgiften..

...og fuck dig btw. 

Statsstyret madkultur smager sært...

En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".

Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:

(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:

"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".

Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af? 

.

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag. 

Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.

For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet.  Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn. 

Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr. 

Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre? 

Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?

Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er. 
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden. 
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være. 
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?


Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man  sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.


Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem. 

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden. 

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.


Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?


Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen. 

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk. 

Er køkkenhaven samfundsomstyrtende?

Man læner sig tilbage og åbner endnu en flot kogebog; pludselig står det pludselig klart; ved at dyrke sine egnefødevarer, ligger man afstand til den kapitalistiske udbytning af borgeren.

Ja, hov, det var da lige noget gammel kommunistsnak på din skærm.
Forkert!
Det er noget grøn anarkistisk propoganda, for at du kan komme ud og blive et helt menneske igennem at dyrke dine egne gulerødder eller holde dine egne høns.

Det ligger jo lige for, at når borgeren selv har høns i baghaven, vil han ikke være afhængig af at skulle købe dem i supermarkedet. Simpelt ergo, han er i oprør med købmandssamfundet af idag. Var han og hans familie klar til det, kunne de nok gøre sig helt fri at skulle købe ind. Hvis de skrev sig helt ud af et hverdagsliv, som vi kender det. og hvem vil det? Hvem kan? Ikke mange er villige til det.

Så lad os tage det lidt for oven, mens vi pakker dagligvarene ud og læser lækre kogebøger.
Som nu den føromtalte; "Gris & Søn" af Stéphane Reynaud. 360 sider om at spise alle dele af en gris.
MUND-FULD har med vilje ikke googlet manden, men han ligner en fransk udgave af Claus Meyer, en stout herre, med lokale råvarer, nytænkning og tradition i baghånden. Han har en restaurant lidt udenfor Paris og lur mig om ikke også der er et par luxusglas med patéer og marmelader, lavet til større luxussupermarkeder, der bærer hans kontrafaj.

Der er blot en afgørende forskel på de to forkæmpere for en bedre forståelse for fødevarer. Kulturen. Mens Hr. Meyer fik sin gastronomiske genfødsel på en rejse til Frankrig; Monsieur Reynaud er født fransk. Et lille Calivinistisk og nedkølet land versus et stort, revolutionært med plads til forskellighed.

Helt konkret; side 22-25 i Reynauds bog viser svidningen af en hjemmeslagtet gris. Utænkeligt i Danmark, her må Hr. Meyer nøjes med at opfordre os andre til at plukke skovmærke og bøgeblade. Hvis vi respekterer reglerne omkring skovenes brug. Reglerne.

Reglerne siger følgende: "§ 13. Slagtning eller aflivning af enhovede dyr, kvæg og strudsefugle må kun foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning." (Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr)


Så ville jeg have lyst til at holde mig en gris, med det formål at slagte den, skal jeg i Danmark få den fragtet til et slagteri og tilbage igen. En væsentlig udgift, der vil ødelægge hele idéen om at have svinet gående. Dette regelrytteri bunder måske i åringers erfariner med forkerte metoder og dyremishandlinger. Måske. De kan jo også bunde i at et par faggrupper og en industri, der gerne vil have monopol på denne arbejdsdel i vort samfund. Således bliver vi andre koblet af en helt menneskelig funktion, at skaffe sine nærmeste føde, via "fornuftige" regler og en frygtkultur omkring fødevarer som et hele.

Det er ting som dette, der får denne blog til at kalde sig anarkistisk; den gider ikke den slags ævl og formynderi. Denne blog tror på at mennesker egentlig gerne vil gøre deres bedste. Derfor anarkisme.

Anarkisme er idealet om den enkeltes følelse for ansvar i gruppen, uden nogen form for udefrakommende direktiver. Så simpelt er det og tænker du sådan, vil der være meget få regler der er nødvendige. Få regler betyder få håndhævere af disse regler og dette vil være undergravende for nærmest alle samfundssammenhænge og derfor er din selvforsyning af radiser i disse skønne majdage, en samfundsomstyrtende handling.

Endnu en gasballon?

"Smagen af Fyn" er foreningen, der skal bringe fynske fødevarer ud i verden. Nu er der kommet penge til at sætte handling bag ordene. Vil de forsvinde i snak og møder?

1,5 mill. kroner skal nu bruges af den førhen lidt hengemte interesseorgaisation, til at dels skabe et fælles fodslag, dels finde løsninger til at få varerne ud til forbrugerne. I skrivende stund, er det kun på 3. hånd og igennem pressen at MUND-FULD er orienteret om arbejdet, men herfra skal det blot pointeres at faren for at falde i snikkesnakke-fælden, er snublende nær. Med Svendborgs Citta Slow arbejde in mente, må det være på sin plads med et heads up.

Første omtale af arbejdet tegner ikke godt:

• Man samler en gruppe producenter og udsætter dem for et reklamebureau.
• En markedundersøgelse fremlægges; københavnere kender ikke til fynske fødevarer.
• Professor fastslår at producenterne har for travlt med at arbejde, de mangler en brandingsplatform.
• Der skal foretages en rundtur til producenterne af brandingseksperterne. 
• Der skal fortælles en fælles historie om det fynske madeventyr.

Gad vide om der ikke også skal skabes en form for karavane, måske er den på benene allerede til luxusfestivalen MAD Foodcamp i KBH til august. Det kunne være flot. Det er altsammen meget flot.

Men!
At ville sælge fødvarer er jo bare ikke en ny opfindelse. Der må da være nogle der kan se luften blive pumpet ind i endnu et luftkastel af godhjertet tro på at analyse og gårdbesøg, samt et lækkert website?

Har man tænkt på de kommende torvehaller, der åbnes til sommer på Israels Plads, midt i Hovedstaden? Var det ikke noget at stoppe en ladvogn med fynske fødevarer, få sig en stand og sælge skidtet? Og så gentage det dag efter dag?

Det er underligt at se at man skal have en hær af sort- og slipseklædte reklamefolk til at gå hele vejen over Rusland, for at komme til Roskilde. Særligt, når der kun er 1,5 million at komme med til hele projektet.

Hvis man kigger helt banalt på det, så er drømmen om det fynske fødevareeventyr måske bare en tænkt tanke, uden rod i realiteterne? Man har spurgt københavnerne om fynske egnsspecialitetter, men det kunne jo være ineressant at høre hvad fynboerne selv kender til det felt. Med afsæt i Svendborg Citta Slow, ser man jo en total mangel på rodfæste i lokalbefolkningen. Projektet lever på trods og gode hensigter, men er ikke en del af livet i byen.

De fynske fødevarerproducenter er der og de har brug for hjælp. Hjælp til at sælge deres varer mere loklat, så de ikke alle skal ende som svineavleren, der sender sine skinker til Parma. Det må vi håbe at de får. Det må der være gamlekendte købmandskneb der kan bruges til. Nogle man ikke skal opfinde på ny.
Men så kan det jo være at der ikke er andre end de egentlige hovedrolleindehavere, der vil tjene penge på projektet. Og så har reklamefolkene og markedsundersøgelserne jo ikke noget at lave. Og det kan vi jo ikke have?

Tak skal du have, Claus - en gennemkigning af "almanak"

Det tog mig et stykke tid at ryge med på hypen, men nu ligger den på køkkenbordet, "almanak" af Claus Meyer. Der er en eneste grund til at den bog er blevet et instant hit hos denne husholdning og det er dens evne til at samle de sidste 15 års nye danske køkkenkultur i et brugbart værktøj for den almindelige, flade dansker.

Sølle 696 sider, mere skulle Claus Meyer og Mikkel Karstad ikke bruge for at lave dette landemærke af en fortælling om det nye årtusindes køkken i Danmark. Med sine ca 25x30cm, er der tale om en stor bog, i bogstaveligste forstand. Og med et gennemført grafisk forlæg, er hvert opslag en fornøjelse at gennemse. Fornøjelsen har helt været på grafikerne side, man har endda haft overskud til at nævne de brugte skrifttyper i kolofonen, en skik, der bruges alt for lidt nu om dage. (Hvilket kan undre, når nu der aldrig har været så mange skrifttyper til rådighed, som nu.) Selve designet forholder sig klogt i forhold til Hr. Meyers sædvane for klare, barnlige farver og forkærlighed for klodsede skriftsnitsvalg. Det er et rent design, der giver overblik og flow hele vejen igennem; der er stop med helsides billeder lige præcis hver gang man er ved at gå død på den lange, lange opremsning af opskrifter.

Indholdsmæssigt har Hr. Meyer allerede i forordet gjort det klart for læseren at dette ikke er en lærebog, men et opslagsværk. Han tager også fornuftig afstand til faren for at falde ned i den fanatiske Nyt Nordisk Køkken Sekt, med dens strandurter og selvplukkeri. Han antyder blot værdien ved alt det nære og giver den så gas i opskrifterne og de tilhørende  beskrivelser af enkelte råvarer. På den måde synes jeg at han kommer fint fri af den kritik, der må komme af dette propogandaværk om gammelkendte tilberedelsesformer, ny-holistisk tankegang og hverdags-Noma.

I skrivende stund er der ikke blevet produceret én eneste ret fra værket  her i huset, fatisk hænger plastikstanken af indpakningen stadig over bogen. Og selvom den ikke passer ned i bogholderen på køkkenordet, skal de nok få sin del af pletter og slagmærker; den her er røget ind i top 5, når det kommer til brugbare opskriftbøger i MUND-FULDs samling allerede.

Er det det så de mange opskrifter til hver eneste dag,der gør den til en vinder? Er det årstidskonceptet eller det nordiske islæt? Kan det være at det er fordi det er min generations mest fremsynede madtænker, der er forfatter, kunne det være de mange flotte fotos? De mange kvalificerede konsulenter så?  Er det så det faktum at bogen ser ud til at ligge under ca. 1,3millioner juletræer og dermed bliver et madkulturelt fremstød, ikke set før i Danmark? Eller snobeffekten ved at der også er en "almanak"butik?

Nej og særligt ikke det sidste. Bare tanken om at det københavnske østerbro-segment (endnu engang) skal komme stryende ud af den forretning og fortælle os andre, bonderøvene og de andre tabere, at korn og køer der har gået på saltenge, har en helt særegen smag, giver mig smag af opkast i munden. Vi ved det, venner og imodsætning til Jer, lever vi med det hver dag, fordi vi ikke har bosat os i asfaltjunglens fattigdom af et metrobyggeri. Jeg har plukket slåen hvert år i 20 år nu(næsten), og det gøres i oktober og så fryser man bærrene ned. At der d.d. på almanaksitet fortælles om slåen, må være en joke, solsorten var der for to måneder siden, tro mig.

Nej, det er ikke samtaler med Hella Joof i Meyers Deli, der får denne pen til at svinge sig i lieanerne af glæde over "almanak". Det er maden. Solid, let tilgængelig og sund mad i lange baner. Og anrettet som i bogen; med let hånd og udsyn til alle råvarer.

Tak skal du have, Claus.

OPUS; sundere mad, bedre liv, nyt nordisk køkken

Der blev i juni d.å. holdt konference om OPUS, det nye 100 millionerkroners-projekt, der skal give os bedre liv, bedre mad og mere nordisk i køkkenet. Et noget regionalistisk projekt kunne man tro; noget der lugter af udelukkelse og mistro til andre regioner. Det var i alle tilfælde det jeg havde med, da jeg satte mig på forreste række.
Istedet blev jeg positivt overrasket. Æggehovederne fra KU, med Arne Astrup i front, ville dele med os madundervisere og -formidlere. Dele deres idéer om at lægge danernes underlige madkultur om til at være bæredygtig, glædelig og sund. Skam over fordommene!

Så hvad kan en husholdningslærer bruge fedme-tal og beviser på at nordiske produkter snildt kan erstatte importerede i sundhed; hvad kan han stille op med Aarstidernes idéer om fremtidens landbrug og Tor Nørretranders fabuleringer om hvor vi som stenaldermaskiner, kommer til at overleve? Ganke oplagt bruges det i undervisningen med eleverne, hvor man nok skal møde fordomme og anderledes holdninger.
man kan undres over 16-17årige, der hårdnakket nægter at spise fisk eller grøntsager, men gladeligt vælter sukker/saltholdige "fødevarer" i svælget; ja, man kan nærmest irriteres. Indtil man møder forældrene til selvsamme elev. Så tilgiver man eleven alt. Der er i disse dage ikke megen sund fornuft i forældres madkultur, den de giver videre til poderne. Enten er de fuldstændigt ligeglade eller også nærmer deres attitude sig ortoreksi. Forældrene, det er os med børn, os der har for travlt til at helt tænke over måltidet og dets værdi.

Det skal glæde mig at se om OPUS kommer frem til måltidet i al deres videnskab.