"Once more into the breach...

...Or close the wall up with our English dead."

Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche der hedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til at tage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer i kølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendes gastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte i affaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, der normalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del af den risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.

Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter

Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versus lærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag. En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til at ville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat foran dem. 

Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, er jeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag og niveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse at sige.

Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød på knogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid. 

Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikke få ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") og risengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når det så er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fra deres egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smide madprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker de fødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker, bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedste børn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på en husholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det. 

Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et af livets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtter en uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med i hverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gang til eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude; jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto med porrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere; "smagen af rådenskab og/eller slim"). 

Det bliver dejligt klamt, unger.

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Ikke i formen; i indholdet.

Informations aldrende musikanmelder Klaus Lynggaard kan ikke lide højskolesangbogens musiske indhold. Hvis han kan sætte meningen bag det antikverede i bla. Grundtvigs sange, på moderne toner, skal jeg nok synge med.

Grundtvigs tekster er nemlig dannelsestekster, der er særdeles vedkommende i disse år. Tekster om livsoplysning, frem for vores pres for uddannelse hurtigst muligt. Og hvad med Grundtvigs idéer om sam-tale og vekselvirkning i debatten? I dag lader det til at en politisk debat i TV bare går ud på at overbevise modparten om at hun har uret.
Vi er så langt fra de højt besungne danske idealer for en skole der danner for livet og det hele livet igennem, som vi måske kan være.
Det fremadstræbende ligger ikke i formen hos højskolesangbogen mere, det ligger som sagt i teksterne og deres tolkning. Derfor er det svært at se hvad kunstnere fra de seneste 40 års populærmusik skulle lave i en lærebog om samfundssind og fællesskab. Grundtvig ville mere end at underholde og tale til vores sentimentale kærlighedsfølelser, han ville danne demokratiske tænkere i hver og én af de der læste hans tekster. At de måtte på vers og i sang, var måske endda en nødvendighed for at teksterne overhovedet kom frem til kirker og skoler.
I dag har vi igen brug for at vække fællesskabet. Væk med underholdningsprogrammer, hvis formål er at mobbe og tale ned. Vi har brug for skoler der lærer vore børn, unge og voksne at respektere hinanden, kort og godt.

Sådan en skoleform findes allerede, selvom bare navnet på den er en tørvetriller. Der er 15 tilbage af dem, de kaldes Husholdnings- og håndarbejdsskoler. Tænkte du lige frikadellefars og kniplinger dér? Tænk om igen.

Lidt baggrund først. Regeringens uddannelsesmål kalder på 95 % uddannelse til hver ungdomsårgang, den kalder på at 50 % går i gang med en videregående uddannelse; tal som oppositionen ikke sætter sig imod. Dette mål er godt, det kræver nemlig inklusion og ikke nutidens eksklusioner af alle der ikke lige falder passer ind. Alle skal med, også de skæve, de udsatte og dem med diagnoser; man skulle tro at regeringen var blevet socialistisk allerede.
Det er taberne vi taler om her, vort fællesproblem er bare at taber-begrebet er udvidet kraftigt de seneste år. Vi kan ikke teste os ud af præstationsangst og depressioner, vi kan ikke belønne os ud af drenge med krudt i måsen og piger med intet selvværd. For at løfte de mange ud af deres blindgyder og offertænkning, må vi motivere dem. Lader tabere sig motiverer? Ifølge Forskningscentret for forebyggelse og sundhed og regeringens egen Forebyggelseskommision, gør de. Ønsket er der, og får de hjælpen, er procentdelen af de der klarer skærene, lige så høje som hos højtuddannede. Se vores blog om det felt her

Denne hjælp, denne motivationskatalysator findes hos Husholdnings- og håndarbejdsskolerne. Disse skoler er i familie med høj- og landbrugsskolerne. Men imens højskolerne blev de langhåredes refugium fra et materialiseret samfund og landbrugsskolerne udklækningsanstalter for overforbrugets, EU-støttede fabrikker, er Husholdnings- og håndarbejdsskolerne stadig tro imod dannelsesidealet.
Elverne her er stadig en skøn blanding af unge, der vil tænke over deres valg fremover. Bogligt stærke, men usikre piger. Halvt-kriminaliserede drenge. Elever med diverse diagnoser på utilpassethed; de søger alle disse skoler, der kan give dem ro og omtanke, samt en stærk voksen kontrakt. Og skolerne gør det vel og mærke med et fagligt udgangspunkt. Servicefagene får brug for dem, produktionsfagene ligeså. På Husholdnings- og håndarbejdsskolerne bliver eleverne samlet efter de mange slag et ensformigt samfund giver og finder en styrke i at kunne styre eget bosted, egen madlavning, egen uddannelse. Alt under et tag, med lærere, der følger dem tæt og støttende.
Den motivation som stærkere unge selv rummer eller finder i fællesskaber med ligesindede, er ikke oplagt for mange. På Husholdnings- og håndarbejdsskolerne finder de såkaldt svage, plads til at finde eller genfinde selvværdet og glæden ved at udfordre sig selv. Igennem almen oplysning om fag og ånd, igennem samvær med mennesker de måske aldrig ville have fået kontakt med.

Ganske i tråd med Grundtvig og ligesindedes drømme i poesi og sangskrivning. Så hvis ikke rytmen fænger os mere, bør teksten stadig give os omtanke.

OPUS; sundere mad, bedre liv, nyt nordisk køkken

Der blev i juni d.å. holdt konference om OPUS, det nye 100 millionerkroners-projekt, der skal give os bedre liv, bedre mad og mere nordisk i køkkenet. Et noget regionalistisk projekt kunne man tro; noget der lugter af udelukkelse og mistro til andre regioner. Det var i alle tilfælde det jeg havde med, da jeg satte mig på forreste række.
Istedet blev jeg positivt overrasket. Æggehovederne fra KU, med Arne Astrup i front, ville dele med os madundervisere og -formidlere. Dele deres idéer om at lægge danernes underlige madkultur om til at være bæredygtig, glædelig og sund. Skam over fordommene!

Så hvad kan en husholdningslærer bruge fedme-tal og beviser på at nordiske produkter snildt kan erstatte importerede i sundhed; hvad kan han stille op med Aarstidernes idéer om fremtidens landbrug og Tor Nørretranders fabuleringer om hvor vi som stenaldermaskiner, kommer til at overleve? Ganke oplagt bruges det i undervisningen med eleverne, hvor man nok skal møde fordomme og anderledes holdninger.
man kan undres over 16-17årige, der hårdnakket nægter at spise fisk eller grøntsager, men gladeligt vælter sukker/saltholdige "fødevarer" i svælget; ja, man kan nærmest irriteres. Indtil man møder forældrene til selvsamme elev. Så tilgiver man eleven alt. Der er i disse dage ikke megen sund fornuft i forældres madkultur, den de giver videre til poderne. Enten er de fuldstændigt ligeglade eller også nærmer deres attitude sig ortoreksi. Forældrene, det er os med børn, os der har for travlt til at helt tænke over måltidet og dets værdi.

Det skal glæde mig at se om OPUS kommer frem til måltidet i al deres videnskab.