Viser opslag med etiketten bagning i hjemmet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bagning i hjemmet. Vis alle opslag

onsdag den 16. oktober 2013

Det virker, Selina

Dette burde vel egentligt blot være en personlig mail, men dette er en bevægelse af ressourcer, større end noget mail. Faktisk er det i dag, 16 oktober, (link) World Food Day.
Men, Selina, din kamp imod madspil virker; jeg finder jo nærmest ingenting i containerne, når jeg skralder. Herunder vil jeg komme ind på hvilke årsager det kan have, men den altoverskyggende er følgende;det personlige initiativ vil altid vinde.

I Danmark har kampen imod madspil være personificeret af Selina Juul, stifteren af (link) "Stop Spild Af Mad" - en bevægelse  jeg ikke har haft noget at gøre med, siden jeg meldte mig ud af Facebook gruppen for år tilbage, fordi man nærmest blev spammet halvt ihjel derfra. Siden har jeg kunne følge optrædender af stifteren på TedX, i TV, ved bogudgivelser og på nettet. Og nu har jeg set det med mine egne øjne, der hvor det tæller aller mest, i affaldcontainerne.

Jeg havde mine betænkligheder ved at skulle indlede denne sæson af affaldskravlerier. Det er min egen snobbethed, der gav mig griller.Jeg gider jo ikke at købe det meste af det jeg finder i containerne, men fordi det er gratis, rager jeg det hjem til martriklen. Når jeg køber ind, er det helst biodynamisk, med økologisk gåran. Meget få madvarer, som jeg har håndret over, er konventionelle. Det er meget af det der er i containerne derimod og det tager jeg gerne med hjem. Det er blevet lidt en belastning at tænke over i løbet af denne sommer, men løsningen kom fra en uventet side. Der er nemlig ikke særligt meget derude nu.

Jeg har før skrevet om hvor meget jeg har kunne hjembringe, nogle gange så meget at supermarkedesbesøgene blev 14-dages begivenheder. Sådan ser det ikke ud til at blive i denne vinter.Af flere årsager, skulle jeg mene. Den altoverskyggende er berørt; Takket være "Stop Spild Af Mad"-bevægelsen og dens ivrige forkæmpere, er detkommet på dagsordenen  at vi smider alt for megen brugbar mad ud.
Man har det seneste år, kunne konstatere at nærsagt alle supermarkeder har 10-kroners områder, hvor udgåede non-foodvarer sælges til nedsat pris. Det er man ikke for fin til mere i Føtex heller.
Og hvad angår fødevarer, er det det samme. Varene bliver samlet og udbudt til en ofte endog, meget nedsat pris, pga. datoen, som der står. Jeg har ikke fået sat mig ind i om lempelsen i forhold til datomærkningen faktisk blev indført; et eller andet er der sket. Mejeriprodukter er stort set fraværende, det frugt og grønt der findes er i væsentlig dårligere stand end førhen(sidste vinter) og der er nærmest ingen non-foodvarer at finde nu.

Følgeårsager af bevægelsens kamp kunne være følgende.

  • Man sælger rent faktisk flere varer inde i supermarkedet. Med billigområderne, kommer kunderne til at hjemtage store mængder af varer, der ellers var blevet smidt.
  • Medarbejderne tager deres del. Det er blot en teori, men som lavtlønnet ansat, har det altid undret mig at man kunne stå og smide udmærkede varer direkte i affaldscontainerne. Som en lokal trubadur jeg hørte synge i går, sagde: "Jo vigtigere vort arbejde er, jo mindre er det værd. Dén tanke har måske nået lidt flere ansatte nu, også,med det fokus man fra firmaerne bag supermarkederne, har fået. Hvorfor ikke selv tage den pakke havregryn med hjem, i stedet for at smide den ud, når eneste problem med den, er at den har fået et hul? Ja, den er i hvert fald ikkei affaldet mere.
  • Der er kommet flere skraldere. Jeg har allerede nu, tre uger inde i min privaterklærede "sæson" mødt flere end jeg gjorde hele forrige år. Flere skraldere, mindre at finde for den enkle.
  • Flere aflåste containere. Nogle af mine "kolleger" har desværre, med deres rod og svineri, sat en effetiv stopper for stadigt flere containere, da disse bliver aflåst ved lukketid.  Jeg kan kun, igen, beklage dette og advokere for "ninja-styl": Sort tøj, ingen rod udenfor caontainerne, ingen opsnittede poser i containerne, hurtige besøg, natlig aktivitet og høflig optæden, når man bliver antastet af ansatte fra forretningerne.
Det er rigtig, rigtig gode tegn og jeg håber at jeg en dag kommer fuldstændigt tomhændet hjem. 

Mit private indsamleri har dog også skiftet lidt fokus, nu går jeg hovedsageligt efter mad til kaniner og høns og det er der stadig rigeligt af. 
+ de 4 kilo løg, de 12 fennikel, de 5 dåser ricottaost, rugbrød, alle slags brød, rødkålshovedet, de fire majskolber, appelsinerne og mandarinerne og den 1 kilos pose med Sure Fisk jeg satte til side her til aften.

lørdag den 28. juli 2012

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!

tirsdag den 19. juni 2012

Exit mad+sygdom. Enter mad+glæde

Skal vi som forbrugere slås internt om at være tykkest/tyndest/sundest/mest ligeglad eller skal vi danne fælles front imod den ødelæggende fødevareindustri og dens to hjælpere, detailhandlen og reklameindustrien? Er denne indbyrdes kamp så hård, at vi har trøstespist os til en fedme-/anorektiskepidemi, en fødevarekrise og et forskruet syn på fremstilling af mad?

I den seneste tid, har denne blog svunget sig omkring forbrugernes egen skyld i de fødevarer vi bliver tilbudt. Manglen på lyst til udforskning af mad, viden om mad, krav til industrien.


Nu er turen kommet til vores følelser. Hvilken rolle kan vores følelser have i de problemer vi, som samfund, står over for?


Ingen tvivl om at vort ophav som pattedyr, den søde brystmælk, kan ligge til grund for menneskets evige jagt på sødestoffer. Det føles bare rigtigt, når noget er sødt og/eller fedt. Det er helt fint med kalorier, når man skal vokse op, bevæger sig meget; så længe det ikke gør os syge, gør det os vel stærkere.
Problemet er blot at vi ER blevet syge af maden. Enten af for meget eller for lidt og der er tilsyneladende ikke nogle rationelle forklaringer på det.


I vort samfund er viden ikke problemet. Ingen kan vel være i tvivl om at 1 liter cola om dagen og ingen motion giver et kalorieoverskud, der er skadeligt på længere sigt? At øllet, kagen, de uendelige mængder af slik jeg selv har indtaget; ikke just er beforende for hverken det fysiske eller det mentale sundhedsniveau? Men hvorfor gør vi det så?


En medblogger, Lise Lotz, gjorde mig opmærksom på det faktum at vi mennesker jo ikke er rationelle skabninger. Og det har hun så evigt ret i. Vi reagerer på indtryk og udtryk med irrationelle handlinger. Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende. Dertil reagerer vi med at vende "sundhedsapostlene " ryggen, bede dem om at passe sig selv. Vi spiser måske endda lidt ekstra kage, bare for at vise "dem" hvem der bestemmer.


Så realiteterne af i dag er altså at vi kigger på alle "de sunde" i TV o.l., mens vi trods-/trøstespiser, fordi det er så ligegyldigt/svært at "gøre det rigtige".


MUND-FULD vil gerne her tage det endelige opgør med disse begreber; "det rigtige" eller "det sunde valg", fordi det ligger en hindring imellem alle os der gerne vil fortælle om madglæde og alle de potentielle modtagere af dette budskab. Vi er på samme side i denne kamp om vores allesammens mad. Det handler ikke om at være mere eller mindre rigtig; det handler om fællesskab og at mad bare er mad.


Løsningen set herfra, er at finde lysten og livsglæden frem. For det er som om vi mangler noget. Noget større.


Lad os starte med dette billede; en opgørelse over nordamerikanske priser for forskellige fødevaregrupper.


Ved første indtryk, er det jo den sædvanlige smøre om at junkfood er dårligt, rå råvarer er billige. Derfor bliver budskabet jo så enkelt;spis de rå råvarer og bliv både sund og rig. Et af de budskaber, der virker så oplagte at den føromtalte "trodsrefleks" træder i kraft. Vi vil ikke høre på noget der er så enkelt, for det får os til at føle os dumme, når vi så endelig køber junk. Og der er jo ingen der kan lide at blive kaldt dum.


Det gør det bare ikke mindre sandt; at spise junk er dumt. Hvorfor det er så farligt at påpege, er denne blog stadig ved at regne ud. Men det skaber konflikt, madformidlere og borgere imellem, det er helt sikkert. Og imens lever der flere parasiter af denne konflikt. Fødevarespekulanter, GMOindustrien, detailhandelen og sidst, men ikke mindst; reklameindustrien, der skal gøre alle disse manipulerede produkter spiselige til aftagerne.


Dette er listen over de begreber man mest benytter sig af; når en ny kampagne for et underlødigt stykke "mad" skal sælges til os. (kilde: entrepreneur.com)


  • Frygt
  • Skyld
  • Tillid
  • Økonomi
  • Gruppetilhørsforhold
  • Konkurrence
  • Øjeblikkelig tilfredsstillelse
  • First Mover
  • Mode
  • Tid
Ikke et ord om kærlighed, lyst, ernæring; det er de mere egoistiske begreber der arbejdes med. Os selv først. Men hvor stærk er denne trang til at være en ener, stikker den særligt dybt, når det kommer til stykket?

Kig på billedet af de tre madvaregrupper igen. Ikke prisen, kig på billedet. 
Er vores trang til at være en del af gruppen så stor at vi vælger den fuldstændigt uniforme junkfoods udseende igen og igen? På trods af den rationelle viden om både pris og sundhedsrisiko? Vil du og jeg være ens? Måske, hvis vi spiser det samme, så bliver vi det samme. Forne tiders kannibalisme og blodblanderi kan måske bruges til sammenligning. Vi indtager hinanden og bliver det samme, det lyder jo som en ren kærlighedshistorie. 100% følelsesbaseret madkultur.

Men. Vi er ikke ens, vi har forskellige liv. Om vi så var siamesiske søskende; vores verdner vil altid være forskellige. 

Kan det være at vi, udover alle mulige industrispekulative rationaler, ikke magter tanken om at vi er alene? At vi i den vestlige kultur har forsaget Gud og al hans væsen,  så betyder at vi nu sætter trøstespisning/bulimi/anorexi/megarexi over den mere almindelige ernæring og naturlige glæde ved mad?

Hvis det er sådan sat sammen, har vi et stort arbejde foran os. Et arbejde, der kun kan løses, hvis vi, som borgere og forbrugere, tager skeen(!)i den anden hånd og tager magten til at være forskellige til os.    Forstår at forskellighed ikke holder os væk fra hinanden og slet ikke når det kommer til mad. Vi skal nemlig alle spise; deri ligger samhørigheden, på tværs af alt.

Gud eller ej, vi er afhængige af hinanden i dette liv; mere end vi tror. Vi er ikke alene, for alle vil vi leve et godt liv, et liv uden sorg, ensomhed og smerte. Vi skal lave mere mad sammen, for mad er det ultimative fællesskab.











lørdag den 2. juni 2012

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 
For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 
Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!










tirsdag den 22. maj 2012

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

fredag den 13. april 2012

Følelser og fakta - Når Ulla Holm pisser madeliten af

Sociolog Ulla Holm har gjort det igen; ved at fremkomme med en række halvkvædede viser om tilstanden i den nærværende danske madkultur, får hun hele Speltsegmentet op i det røde felt. Det fortæller mindre om Holms vage argumenter og mere om hvor tæt på overfladen følelserne sidder hos de kritiserede, samt hvor lidt højde man i debatten har taget for følelsernes rolle.

Skribenter, debattører, producenter, forfattere, bloggere og ægte kvinder fra indre København/Århus, står i kø med allehånde fakta, for at modbevise og latterliggøre Holm´s pointer om at en privilligeret gruppe af forbrugere køber sig til en tænkt naturlighed og sundhed. Tænkt fordi nogle produkter blot udstyres med en indpakning, der oser af grøn tankegang og åbne vider; når de, højst sandsynligt, ikke er meget bedre end det billigste industriprodukt; Holms påstand.
Holm sætter kløerne i en øm luns, når hun beskylder de selvgode speltmennesker  for at købe sig til et bedre liv og dermed, bedre status, end andre. Andre, det kan være mindrebemidlede og mindre uddannende, selvom dette ikke udtales helt så direkte. Det er måske ikke elegant (nok) skrevet, men det er spot on. Og derfor er de kraftige reaktioner også sigende, for de beviser jo at der er noget om snakken.

Modargumenterne har spændt fra om Holm mon ikke er ansat til at "dumme sig", til at tvivle på hendes intelligens og til de mere lødige; hos Madkultur, der bryder med Holms sort/hvide opdeling af bæredygtig produktion versus konventionel.  MUND-FULD er ikke sen til at være enig i rigtig meget af kritikken af Holm. Det gør bare ikke hendes pointe om modetendenser og bedrevidenhed mindre værd. 

Ét sted i de mange stemmer om og imod Holm, bliver der henvist til New York Times anmeldelse af bogen "An Economist Go To Lunch" skrevet af den tilsyneladende højreorienterede og ultra liberale, Tyler Cowen. Også i denne anmeldelse latterliggøres forfatteren for at være uvidende og slå plat på middelmådighed. At Cowen f.eks. finder et besøg på Noma kedeligt, trækkes sammen med hans (tilsyneladende) hang til gadekøkkener, citat:
“For a few years running Noma, in Copenhagen, has been judged the world’s best restaurant, but my meal there bored me,” he declares in a typical formulation. Soon enough he’s back home slumming around in decrepit neighborhoods for food carts...".

Som i Holms tilfælde, udnævnes forfatteren til at gå storindustriens ærinde og til at ikke vide tilstrækkeligt. Han, siges det i anmeldelsen, sværger til billige udskæringer og ordinære grøntsager, gjort interessante med krydderier og saucer, i dunkle køkkener udenfor bycentrummer og i provinsen. Dette udstilles, som i kritikken af Holm, som et eksempel at han ikke kærer sig om hvordan fødevarer produceres og at han ikke forstår hvad steder som Noma biddrager med. Det antydes også at netop fordi Cowen finder sin inspiration udenfor hipstermiljøets snævre rammer, kan han ikke have ret i sin påstand. For denne blog vidner det bare om at kritikerne er utilfredse med at der kan ske store madrevolutioner udenfor den håndfuld darlings man man har så dejligt tæt ved hånden, når man bor  på f. eks.  -broerne i København og kan se hinanden på gå-i-byen-websites og glittede magasiner.

Men ordinære råvarer og billige udskæringer, det er jo også hvad bla. det nye nordiske køkken handler om. Midt i al jublen over at have mødt Søren Wiuff in the flesh og vide hvem der står bag spise steder som "GRØD" og "Nose2tail", glemmer madeliten og særligt deres medløbere, at det er lige der, i det almindelige, slaget om bedre ernæring til alle skal stå.  
I det ordinære, det som supermarkederne evner at have i deres kølemontre. Det er med de råvarer de store kæder vil fremskaffe, at den jævne forbruger skal trylle stadig sundere og bedre mad frem. Det er en kamp for bedre udbud i butikkerne vi skal føre, sammen. Som mennesker; følelsesdyr

Ingen af parterne i denne diskution tager højde for følelsen, som magtfaktor. Ikke de indignerede speltmennesker, ikke sociologen Ulla Holm og ikke engang økonomen Cowen. Og det selvom netop økonomi, det kapitalisttiske udgave af den, er totalt styret af følelser.

Hvis vi, som borgere i et fælles samfund, skal kunne gå op imod de store firmaer, der bestemmer over vores indkøbsvaner og dermed vores sundhed, må vi erkende at vi er styret af følelser og finde ind til de gode af dem. Vi skal gribe ud efter hinanden og hvis det kræver at de der har større muligheder for at gå udenom de industrikontrollerede kanaler, skal bryde brød med de ignorente og de fattige i troen på renere mad; so be it.
At man kører "på landet" og køber sit kød, hjælper ingen andre end én selv og bonden der producerer bøffen. At lave en kasse med gulerødder i baggården, er kun for de få der står bag den. Det lugter for meget af mode og for lidt af reel vilje til at lægge sin livsstil om. Modetendenser er nemlig, også, præget af en seen ned på de der ikke følger den, hvis ikke man er med, er man ikke så god som dem der gør. Men dette handler om mere end mode.

Tilhører du det overskudssegment, som denne blog så spydigt kalder "Speltsegmentet"; der bager af økologisk mel og har en hønsegård, måske endda plukker dine egne ramsløg, så er det din forbandede pligt at byde din Aldihandlende nabo indenfor i din verden. Hvis du vel og mærke mener at du har noget bedre at tilbyde og hvis du vel og mærke vil give de mishandlede Danpokyllinger respekt, ved at leve i et ærligt alternativ til den.

Nå? Er du bedre end andre? Vil du indrømme det og gøre noget ved det?




torsdag den 12. april 2012

Knæfald for en kage, ode til måltidet

Som parthaver i et samskrivningsprojekt med andre madbloggere, har MUND-FULD kastet sig ud i at skrive om og tage et foto af,  en cup cake. Det lyder nemt. Det er det ikke. Det er det slet ikke.

Første dag - 8.55
Det er min egen skyld, at sætte sig op imod cupcake-trenden, burde jeg have været for klog til. Men jeg er nu på vej ind i en kulinarisk eventyrverden, der vidst fortæller mere om mine begrænsninger, end om den lille dumme kage, der er blevet så pokkers populær. Vil min madlavning nogensinde blive den samme?

Opskrifterne er på plads, de fleste af ingredienserne er i hus, der er også købt små forme til at få dem bagt i. Der er bare så stille inde i mit hoved. De tænder mig slet ikke. Også selvom jeg har fundet ud af at cupcakes faktisk bare en muffin med en overgearet hat på. Der er sgu´ da mange lækre muffins. Er faldet ned på 3 af  Dan Lepards; Sweet yoghurt and cream muffins, Black olive muffins og Sweet potato. Skulle man opfinde en mad-cupcake? Det lyder fancy, men der er stadig stille i mit hovede.

9.50
Nu står de der så; cupcakes. Ikke nogen fancy; æble/banan/chokolade med hvid glasur på toppen. Mission complete. Men der er stadig tomt indeni mig. Små, nemme kager, ungerne vil sikkert elske dem, når de kommer hjem i eftermiddag. Ligesom de elsker ketchup på deres pasta. Og fredagsslik. Sidder her og føler at min madlavning som hjemmegørende måltidtilbereder, er en fiasko. De gider jo ikke spise mine indiske curries, de marrokanske græskarkager eller blot en gang pasta med broccolli/bacon/ristet pinjekerne; de er pisse kræsne, er de. Også bliver deres far sur. Og serverer havregryn istedet. Uden sukker. Og læser bagefter artikler om hvor forkert det er. Trist.

9.58
Men det er da vidst noget med at "sød og blød mad", er noget nedarvet, pattedyrsagtigt noget. Vi vil have modermælk hele livet. Så hvis det er "natur" at ville have sødt, er al anden mad vel "kultur"; naturens modsætning. Nøj, hvor er jeg kulturel.

10.07
Det er sgu ærgerligt jeg ikke kan sætte mig ned med en stor kop øl lige nu og skrive løs om hvad min egen drøm om mad er. For med cupcakes og børnefaser omkring mig, ligner det bare en drøm lige nu.
Med nemme løsninger og alt for lidt tid, er den danske hverdag om mad, noget man skal omgå hurtigst muligt. Og der må også være megen trøstespiseri i de danske hjem. En gennemgang af reklameaviser, viser i alle tilfælde at slagvarerne består af sodavand, slik, kage o.l. Det er det der kan sælges og det er det vi køber som hverdagsdanskere.
Nu skinner solen og jeg vil ud, helt ud.

Næste dag - 9.29
Solen skinner stadig, men nu er det tid at få det gjort. Se nederlaget til cupcaken i øjnene og rejse sig fra støvet. Kagerne blev spist igår, børn, naboer; de var her alle og guffede cupcakes ned. Fedt, kager er dejlige.
Jeg står blot stadig tilbage med spørgsmålet; hvordan blev det således at det altid er kage vi skal have, når det skal være godt og hyggeligt? Er den danske madkultur en "blød og sød"-kultur? Er hele det sunde og nordiske bare noget vi udholder, for så, når vi virkeligt skal være gode ved os selv; at spise supcakes, vingummi og sodavand med alkohol i? Det er de sælger til os i butikkerne, det må være det vi vil have?


Nok om hvor for; nu da denne opgave med cupcaken er blevet mig for stor, for sød og blød. Da den har besejret mig med min mangel på at kunne se dens berettigelse, tager jeg nu mig tid og plads til at beskrive min egen drøm om øjeblikket af total overgivelse til nydelsen af mad. Og af kage.

Og vi starter langt fra tallerkenen, langt fra det primitive behov for at få bryst, i form at sukker og forarbejdet stivelse.

Vi starter ude på gaden, ude på traveturen, ved stranden, ved arbejdsbordet, i legen. Det er her vi mærker sulten, fordi vi har brugt det forrige måltid op, vores krop skal tankes. Vi mærker måske en tom mave i form af en lille svimmelhed, en mangle på styrke; ikke bare en lyst. Vi er sultne. Tørstige.














Vi bevæger os igennem et landskab af natur, blandet med kultur. De bugtede veje har skove og krat, søer og vandløb, med mennesker. Fiskere, landbrugere, små haver med grønt og dyrehold, jagthytter. I den lille by er der sørmig en bager, en slagter, et skilt med slag af honning. Kaffeduften fra caféen kan være fra hvorsomhelst, det vigtige er ikke indpakningen; med kvalitet kommer respekten for råvarene.

Solen er  næsten stærk nok på denne forårsdag, så vi kan godt sidde udenfor. Brød, pølse, ost, en bitter salat og perlende klar øl i glasset; frokosten er hurtigt serveret og fortæret. Vi glider tilbage i stolene, med mætheden kommer sløvhed; vi misser imod solen og lukker øjnene. Der tales intenst ved bordene omkring os; vi kan se de arbejdende gå tilbage til deres virksomhed; vi er på besøg idag og bliver bare hængende. Langsomt kommer kulden igen, snigende ad gaderne og med den forsvindende sol. Efter at have rundet aviser, smartphones og bøger, kan vi trække indenfor.
Enkelt, varmt indenfor; kaffen lokker os til disken, hvor kagerne står under glaslåg. Bevæbnet med pastis, varme drikke og søde brød, nyder vi at se folk kommer tilbage, bestille deres udvalgte og trække til bordene eller småsludre ved baren.

Lysene tændes, eftermiddagen er blevet til aften og duftene fra køkkenregionerne bliver for overvældende. Duftene, der har spillet vores næser et puds enkltvis i løbet af vores dag her. Den rå lugt af kød, dampene fra brassieringen, løgenes svovl og de varme krydderier, vinens tunge drue; på vores tallerken er de ikke at finde mere. De er blevet ét.
Glassene klirrer i opvasken, der trykkoges mælk i baren, stemmerne bliver højere; der grines til egne spejlbilleder. Menneskene finder sammen ved et vandhul og nyder frugten af deres arbejde; enten ved at betale sig fra den eller som biddragydende; der sidder slagteren jo; tjeneren fra frokosten har fundet den anden side af baren og ryger cigaretter med kvinden i rødt. Sterinlys og nøgne lyspærer er vore sole, måltidets dele, er vores krop. Nyder vi dem, som på denne dag, kan vi træde ud af denne kirke for ernæring og glæde, velvidende at vi har gjort os selv og hinanden lykkelige. Hvor ellers end i måltidet bliver vi menesker mest smukke....og mest grimme?

Smukke efter denne drømmedags dele af enkelthed, vellevenhed og styrke; grimme, når vi æder uden respekt for sulten, tiden eller os selv. Bare æder fordi der er tre for tos pris.


10.07
Har ikke læst mit drømmesecenarie igennem, nyder bare tilstanden af at kunne have sat ord på. Så endte en cupcake alligevel med at blive en smuk svane. Tak cupcake.


tirsdag den 20. marts 2012

Hvad er der inden i - maden?

Der er mange ting indeni, også indeni  vores mad og dermed os. Mere nærværende kan det ikke blive. Og mere tæt kan vi ikke komme på hvad denne blog handler om; maden i dig og hvad du vil gøre ved det.
Du bør i alle tilfælde gøre dig selv den tjeneste at læse hvad der er i de efterhånden meget dyre, dagligvarer. Det gjorde MUND-FULD på en flad tirsdag og det var.....tankevækkende.

Af forskellige årsager kan MUND-FULD ikke komme ud og skralde, noget der var blevet en stor del af dagligvarebudgetet den seneste tid. Det er slemt savnet, selvom man som skralder nedsætter sit økologiske forbrug, til fordel for gratis mad af hvilken som helst oprindelse. Med nedenstående in mente, kan det godt være at der vil blive sorteret endnu mere, når vi kommer ud igen. Det er også forår, så der er ikke meget at hente i denne´s køkkenhave.

Altså off to the supermarket.

Økologisk hakket kød fra Änglamark, eller rettere, Østrig
At det hakkede svinekød er fra Danmark og det hakkede oksekød er fra Østrig, kan der jo være gode forklaringer på. Jeg mener, Jensens Bøfhus importerer jo store mængder af afrikansk kød , så hvorfor ikke? Vi er vel alle venner her, selvom man jo som forbruger altid håber at de produkter vi indtager er "af dansk kvalitet". Det der undrede mest ved denne opdagelse, var dog da blikket fandt på den tredje pakke med hakket kød. Hakket svine- og oksekød fra Änglamark er nemlig rent dansk produceret, iflg. pakningen. Hvordan det hænger sammen, kunne være rigtigt spænende at høre om.

Fiskefrikadeller med torsk; 51% torsk for at være helt præcis.
Der står "TORSK" med en skriftstørrelse på en cirka 28-32 stykker, siger det gamle grafiker øje. Det er jo nok for at skelne pakken fra nabopakken; "LAKS".
Billedet af de to fiskearter er vel heller ikke nok for den uvidende dansker, der i snit spiser 175g fisk om ugen .
Jeg ville nok anbefale producenten at sætte skriftestørrelsen lidt ned i forvejen, da det reelle indhold af torsk jo altså kun er 43%. Udover det er der 31% anden fisk i dellerne. Altså styrer torsken med hele 12%.
Men hov, vent, med en noget mindre skriftstørrelse, vi er i nærheden af 12-14 punkt størrelse nu; står der da også "fiskefrikadeller med ".

Torskerogn, med tomatpuré
Jooh, hvad skal man sige her? Én ting er at man kun får hummet sig til at putte 76% af den annoncerede vare i dåsen, men tomatpuré? Vi lader den stå (for evigt) på hylden.


Der er altså noget indeni i din mad; men ikke altid det du tror der er indeni.

Samme supermarkedskæde, som MUND-FULD frekventerede, udgiver også magasinet "Samvirke" og dette magasin bringer i det nyeste nummer en række artikler om det høje saltforbrug vi som danskere har. Der er grafer og ord om det vigtige emne, det er spænende. Mest interessant er dog illustrationen af hvorfra det høje salt forbrug stammer.

70% kommer fra forarbejdede madvarer, altså dem der er forarbejdet for dig, nede fra supermarkedets hylder og tilbudsaviser.

Lad det være; bag dit eget brød, pres din egen rulle pølse; gør hvad du kan for at få styr på hvad der er indeni DIG.


torsdag den 29. december 2011

2012 - Nostra-Mund-Fuld om året der kommer

Den sidste post i 2011 på denne blog bliver en kort en. Der er nemlig gået vinter i den og vinter er haveplanlægningstid. Så der tegnes streger og skridtes af, istedet for at internettes. Undskyld.

2011 var krise; 2012 er muligheder; det skal det være.
Vi har sammen, alle muligheder for at skabe en bedre verden, nu da den sidste af de store fortællinger falder i grus. Vi kan finde ind til de rigtige værdier af et menneskeliv, hvis bare vi slipper den frygt, der kommer med at være så priviligerede og rige, som vi er i Danmark.

Vi skal ned på jorden igen, finde ydmygheden frem; kan vi?
MUND-FULD er et alter-ego, men der ligger ægte tanker og følelser bag; det håber jeg at du har noteret dig i løbet af 2011. Endelig fandt jeg ud af hvordan man bager (tak, Dan Lepard) og 2011var også et år hvor vi gik seriøst til stålet med det nye statsorgan, Madkulturen. Et år hvor køkkenhaven leverede godt, et år hvor vi gik Freegan ; det var sgu´ OK altsammen.

Der er intet der bliver billigere, når det kommer til at bruge penge. Tror du benzinen, melet og rejserne bliver? Det går kun imod at være dyrere. 2012 bliver et af disse "mellemår", hvor den gamle verden spræller og den nye ikke ved det findes. Derfor vil dine indkøb stadig bare blive dyrere, fordi vort samfund og politikere stadig tror åpå "vækst" som værende af økonomisk art. Og det sker imens dit arbejde bliver mindre værd; økonomisk, men måske også på et større plan, måske er det tid at lære at dyrke, være mådenholden og at være innovativ uden computere? Det bliver blandt andet op til dig og mig at lave om på det. Om ikke andet for sportens skyld, what ever makes your heart kick.
For selvom du måske ikke er så udadfarende, som MUND-FULD, så koster den vestlige verdens tankegang dig penge tid og liv; hver dag. Gider du snart mere?
Hvem er det du løber hurtigt for, hvem tjener på det? Hvor skal du hen?

Livet er simpelt; "in between the duel and sex, is the meal". Det drejer sig om at kæmpe, at elske og at spise. Alt andet ser ud til at være tidsspilde; indklusive at blogge.

Nytåret er håbets tid og vi har fundet de to bedste taler om netop dette til Jer; Charlie Chaplin og V for Vendetta; så bliver det ikke bedre.

Godt nytår, tak til 2011, y´all. Tak for at I følger bloggen; more to come in 2012.


søndag den 11. december 2011

Små skridt, men i den samme retning...

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

   


torsdag den 8. december 2011

"Once more into the breach...

...Or close the wall up with our English dead."
Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche der hedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til at tage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer i kølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendes gastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte i affaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, der normalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del af den risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.
Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter


Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versus lærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag. En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til at ville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat foran dem. 


Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, er jeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag og niveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse at sige.


Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød på knogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid. 
Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikke få ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") og risengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når det så er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fra deres egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smide madprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker de fødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker, bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedste børn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på en husholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det. 
Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et af livets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtter en uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med i hverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gang til eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude; jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto med porrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere; "smagen af rådenskab og/eller slim"). 

Det bliver dejligt klamt, unger.

søndag den 27. november 2011

Follow the money

Madkulturen byder til sin første konference og MUND-FULD deltager. Vi deltager gerne for det bliver interessant at se hvorledes man vil håndtere den tøjlelsløse madindustri/fødevaresektor. Hvordan kan man tro at samtale og videnskabeligt baseret viden, kan flytte noget så primitivt, som øget indtjening via mindre indsats?


Well, det tror man på Madkulturen og MUND-FULD kommer til at følge det projekt nært. Hovedanken herfra, er at Madkulturen ikke lader til at ville være en forbrugergarant, men en mikrofonholder, for fødevareindustrien. Please, vis det modsatte.


Tilbage til den aktuelle konference.
"Konferencen vil belyse markedsmæssige og madkulturelle udfordringer og muligheder i tendensen mod det individualiserede måltid – produkter og mad, som er målrettet individuelle sundhedsbehov og/eller indtages alene....Hvordan kan madkulturen og industrien favne begge?"


Madkulturen og konferencens program trækker sin eneste trumf, partnerskabet, og byder på oplæg fra fødevareminstre, direktører, marsters i sundhed og formænd for bestyrelser; der alle har den hellige ild med. De er alle dybt engagerede at gøre danskernes liv sundere og bedre bla. igennem mad. 


Mere interessante for denne blog, er oplægsholderne fra den forreste frontlinje, eller skal vi sige den eneste gfra frontlinjen; Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus. Hun vil være den eneste af deltagererne, der dagligt står med hænderne i maden og med ansigtet i øjenhøjde med modtagerne. Det bliver spænende at høre hende.


Det bliver endnu mere spænende at se hvem der sidder iblandt publikum. OG denne blog noterer sig også at de to repræsentanter fra reklameverdenen, har fået luxuspladserne i programmet; lige efter frokosten og til aller sidst. 


Med den placering kan ingen da klage over eksponeringen af pengenes magt over mennesket. Er det forresten ikke det vi skal lave om på??

torsdag den 24. november 2011

Er det kun Kyster-segmentet der må...og vil, bage selv??

Det er ikke fordi Carsten Kyster er en ond mand, han virker faktisk meget rar og har igennem en del år snart, arbejdet indenfor mange medier med mad som fokus. Men hvorfor er det en mand som Carsten, der skal på kursus hos én af DKs førende møllerier? Og hvorfor skal vi læse om det i Politiken en søndag i oktober?
Det kan jo være fordi at Carsten og de folk der læser Politiken Søndag udgør det segment af mennesker, der rent faktisk bager derhjemme. Måske.
Skal vi ikke have nogle flere til at bage hjemme? Og hvordan kan vi få det?

Vi kunne jo starte med at opfordre folk som Carsten og firmaer som Skærtoft Mølle til at engagere sig i socialt frivilligt arbejde, med de ressourcer de har. Det ville være befriende at se andre vinkler på det at kunne blande mel, gær og vand sammen i en god rækkefølge, end endnu en feature i et særligt udvalgt medie, der kun betjener et segment, der allerede burde bage meget mere selv.Eller i alle tilfælde, kan sætte igang med det selv. Vi ser gerne et rullende bageri, de turnerer til skoler og viser hvor nemt et brød kan lægges sammen. Gerne sammen med bagere af forskellige skoler og med produkter fra flere møller; det ville give de deltagende firmaer og bagere lidt at gå efter, rent fagligt og det ville lugte mindre af reklame, hvis det var et samarbejde imellem flere.

Denne blog synes ofte er der er nogle velhavende, velmenende og meget travle mennesker, der bliver forfordelt på madfronten i DK. Og at der er mere udsatte grupper, der ville have godt af at blive inddraget i, f.eks bagningens magiske verden. Men begrebet "spelt-mødre" kommer ikke ud af ingenting. 
Der ER nogle, der finder mad mere vigtigt end andre. Og det er ofte uddannede, velstillede borgere.

Men på det seneste er det også blevet klart for MUND-FULD, at også det forfordelte segment har brug for en hjælpende hånd. For selvom man er økonomisk ovenpå, bosiddende i behagelige bynære områder og med økohatten skruet godt ned over ørerne, er der også faremomenter, der kan bringe alle de gode intentioner i fare. 

Den fare hedder "arbejd-køb-dø" og er markedssamfundets treenighed. Særligt økonomisk velstillede mennesker lever bundet af dette kampråb og i deres bestræbelser på at være gode mennesker, giver de sig mange interesser og lyster, i vold. Det er en dårlig vane, men også en stor del afat være borger i et markedssamfund, der må og skal købes nyt hele tiden. Ting tager blot tid og dukker der en cupcake trend op, ja, så tager det tiden fra andre "likes" på FaceBook, hvis du forstår dén metafor. Der er mange muligheder og det kan være svært at være koncentreret om ét emne længere tid af gangen, når man nu "kan" så meget.

Det er dén fare, den kapitalistiske svøbe, MUND-FULD er til for at bekæmpe.

Fordele ved at bage eget brød:

Hippieargumentet: Den meditative tilstand ved at bage selv, er uovertruffen. Processen ved at finde råvarer frem, lægge dejen, følge hævningen, smage resultatet; unikt.

Det økonomiske argument: Brød i butikkerne er hysterisk dyrt. Hver jeg vender to rugbrød ud herhjemme, har jeg sparet (og jeg kører den hysteriske øko/biodynamiske stil) 55 kroner per kilo, sammenlignet med butikspriser på samme type brød.

Sundhedsargumentet: Senest er det selve indpakningen af bla. færdige melblandinger, der er blev mistænkt for at indeholde giftstoffer. For et par år siden var det selve blandingerne, der indeholdt modificerede hvedeproteiner, til stor skade for vores allesammens helbred. ved at vælge producenter, der er transperante i deres produktion, vælger du alt det fra.

Ælt løs. (Men helt ærligt, så tror jeg ikke på de lange æltetider, herhjemme kører vi Dan Lepard style og det styrer for vildt, dér. Og når vi bager cup cakes, foregår det via dette site: http://bakeanddestroy.net/ )