Knæfald for en kage, ode til måltidet

Som parthaver i et samskrivningsprojekt med andre madbloggere, har MUND-FULD kastet sig ud i at skrive om og tage et foto af,  en cup cake. Det lyder nemt. Det er det ikke. Det er det slet ikke.

Første dag - 8.55
Det er min egen skyld, at sætte sig op imod cupcake-trenden, burde jeg have været for klog til. Men jeg er nu på vej ind i en kulinarisk eventyrverden, der vidst fortæller mere om mine begrænsninger, end om den lille dumme kage, der er blevet så pokkers populær. Vil min madlavning nogensinde blive den samme?

Opskrifterne er på plads, de fleste af ingredienserne er i hus, der er også købt små forme til at få dem bagt i. Der er bare så stille inde i mit hoved. De tænder mig slet ikke. Også selvom jeg har fundet ud af at cupcakes faktisk bare en muffin med en overgearet hat på. Der er sgu´ da mange lækre muffins. Er faldet ned på 3 af  Dan Lepards; Sweet yoghurt and cream muffins, Black olive muffins og Sweet potato. Skulle man opfinde en mad-cupcake? Det lyder fancy, men der er stadig stille i mit hovede.

9.50
Nu står de der så; cupcakes. Ikke nogen fancy; æble/banan/chokolade med hvid glasur på toppen. Mission complete. Men der er stadig tomt indeni mig. Små, nemme kager, ungerne vil sikkert elske dem, når de kommer hjem i eftermiddag. Ligesom de elsker ketchup på deres pasta. Og fredagsslik. Sidder her og føler at min madlavning som hjemmegørende måltidtilbereder, er en fiasko. De gider jo ikke spise mine indiske curries, de marrokanske græskarkager eller blot en gang pasta med broccolli/bacon/ristet pinjekerne; de er pisse kræsne, er de. Også bliver deres far sur. Og serverer havregryn istedet. Uden sukker. Og læser bagefter artikler om hvor forkert det er. Trist.

9.58
Men det er da vidst noget med at "sød og blød mad", er noget nedarvet, pattedyrsagtigt noget. Vi vil have modermælk hele livet. Så hvis det er "natur" at ville have sødt, er al anden mad vel "kultur"; naturens modsætning. Nøj, hvor er jeg kulturel.

10.07
Det er sgu ærgerligt jeg ikke kan sætte mig ned med en stor kop øl lige nu og skrive løs om hvad min egen drøm om mad er. For med cupcakes og børnefaser omkring mig, ligner det bare en drøm lige nu.
Med nemme løsninger og alt for lidt tid, er den danske hverdag om mad, noget man skal omgå hurtigst muligt. Og der må også være megen trøstespiseri i de danske hjem. En gennemgang af reklameaviser, viser i alle tilfælde at slagvarerne består af sodavand, slik, kage o.l. Det er det der kan sælges og det er det vi køber som hverdagsdanskere.
Nu skinner solen og jeg vil ud, helt ud.

Næste dag - 9.29
Solen skinner stadig, men nu er det tid at få det gjort. Se nederlaget til cupcaken i øjnene og rejse sig fra støvet. Kagerne blev spist igår, børn, naboer; de var her alle og guffede cupcakes ned. Fedt, kager er dejlige.
Jeg står blot stadig tilbage med spørgsmålet; hvordan blev det således at det altid er kage vi skal have, når det skal være godt og hyggeligt? Er den danske madkultur en "blød og sød"-kultur? Er hele det sunde og nordiske bare noget vi udholder, for så, når vi virkeligt skal være gode ved os selv; at spise supcakes, vingummi og sodavand med alkohol i? Det er de sælger til os i butikkerne, det må være det vi vil have?


Nok om hvor for; nu da denne opgave med cupcaken er blevet mig for stor, for sød og blød. Da den har besejret mig med min mangel på at kunne se dens berettigelse, tager jeg nu mig tid og plads til at beskrive min egen drøm om øjeblikket af total overgivelse til nydelsen af mad. Og af kage.

Og vi starter langt fra tallerkenen, langt fra det primitive behov for at få bryst, i form at sukker og forarbejdet stivelse.

Vi starter ude på gaden, ude på traveturen, ved stranden, ved arbejdsbordet, i legen. Det er her vi mærker sulten, fordi vi har brugt det forrige måltid op, vores krop skal tankes. Vi mærker måske en tom mave i form af en lille svimmelhed, en mangle på styrke; ikke bare en lyst. Vi er sultne. Tørstige.

Vi bevæger os igennem et landskab af natur, blandet med kultur. De bugtede veje har skove og krat, søer og vandløb, med mennesker. Fiskere, landbrugere, små haver med grønt og dyrehold, jagthytter. I den lille by er der sørmig en bager, en slagter, et skilt med slag af honning. Kaffeduften fra caféen kan være fra hvorsomhelst, det vigtige er ikke indpakningen; med kvalitet kommer respekten for råvarene.

Solen er  næsten stærk nok på denne forårsdag, så vi kan godt sidde udenfor. Brød, pølse, ost, en bitter salat og perlende klar øl i glasset; frokosten er hurtigt serveret og fortæret. Vi glider tilbage i stolene, med mætheden kommer sløvhed; vi misser imod solen og lukker øjnene. Der tales intenst ved bordene omkring os; vi kan se de arbejdende gå tilbage til deres virksomhed; vi er på besøg idag og bliver bare hængende. Langsomt kommer kulden igen, snigende ad gaderne og med den forsvindende sol. Efter at have rundet aviser, smartphones og bøger, kan vi trække indenfor.
Enkelt, varmt indenfor; kaffen lokker os til disken, hvor kagerne står under glaslåg. Bevæbnet med pastis, varme drikke og søde brød, nyder vi at se folk kommer tilbage, bestille deres udvalgte og trække til bordene eller småsludre ved baren.

Lysene tændes, eftermiddagen er blevet til aften og duftene fra køkkenregionerne bliver for overvældende. Duftene, der har spillet vores næser et puds enkltvis i løbet af vores dag her. Den rå lugt af kød, dampene fra brassieringen, løgenes svovl og de varme krydderier, vinens tunge drue; på vores tallerken er de ikke at finde mere. De er blevet ét.
Glassene klirrer i opvasken, der trykkoges mælk i baren, stemmerne bliver højere; der grines til egne spejlbilleder. Menneskene finder sammen ved et vandhul og nyder frugten af deres arbejde; enten ved at betale sig fra den eller som biddragydende; der sidder slagteren jo; tjeneren fra frokosten har fundet den anden side af baren og ryger cigaretter med kvinden i rødt. Sterinlys og nøgne lyspærer er vore sole, måltidets dele, er vores krop. Nyder vi dem, som på denne dag, kan vi træde ud af denne kirke for ernæring og glæde, velvidende at vi har gjort os selv og hinanden lykkelige. Hvor ellers end i måltidet bliver vi menesker mest smukke....og mest grimme?

Smukke efter denne drømmedags dele af enkelthed, vellevenhed og styrke; grimme, når vi æder uden respekt for sulten, tiden eller os selv. Bare æder fordi der er tre for tos pris.


10.07
Har ikke læst mit drømmesecenarie igennem, nyder bare tilstanden af at kunne have sat ord på. Så endte en cupcake alligevel med at blive en smuk svane. Tak cupcake.