Følelser og fakta - Når Ulla Holm pisser madeliten af

Sociolog Ulla Holm har gjort det igen; ved at fremkomme med en række halvkvædede viser om tilstanden i den nærværende danske madkultur, får hun hele Speltsegmentet op i det røde felt. Det fortæller mindre om Holms vage argumenter og mere om hvor tæt på overfladen følelserne sidder hos de kritiserede, samt hvor lidt højde man i debatten har taget for følelsernes rolle.

Skribenter, debattører, producenter, forfattere, bloggere og ægte kvinder fra indre København/Århus, står i kø med allehånde fakta, for at modbevise og latterliggøre Holm´s pointer om at en privilligeret gruppe af forbrugere køber sig til en tænkt naturlighed og sundhed. Tænkt fordi nogle produkter blot udstyres med en indpakning, der oser af grøn tankegang og åbne vider; når de, højst sandsynligt, ikke er meget bedre end det billigste industriprodukt; Holms påstand.
Holm sætter kløerne i en øm luns, når hun beskylder de selvgode speltmennesker  for at købe sig til et bedre liv og dermed, bedre status, end andre. Andre, det kan være mindrebemidlede og mindre uddannende, selvom dette ikke udtales helt så direkte. Det er måske ikke elegant (nok) skrevet, men det er spot on. Og derfor er de kraftige reaktioner også sigende, for de beviser jo at der er noget om snakken.

Modargumenterne har spændt fra om Holm mon ikke er ansat til at "dumme sig", til at tvivle på hendes intelligens og til de mere lødige; hos Madkultur, der bryder med Holms sort/hvide opdeling af bæredygtig produktion versus konventionel.  MUND-FULD er ikke sen til at være enig i rigtig meget af kritikken af Holm. Det gør bare ikke hendes pointe om modetendenser og bedrevidenhed mindre værd. 

Ét sted i de mange stemmer om og imod Holm, bliver der henvist til New York Times anmeldelse af bogen "An Economist Go To Lunch" skrevet af den tilsyneladende højreorienterede og ultra liberale, Tyler Cowen. Også i denne anmeldelse latterliggøres forfatteren for at være uvidende og slå plat på middelmådighed. At Cowen f.eks. finder et besøg på Noma kedeligt, trækkes sammen med hans (tilsyneladende) hang til gadekøkkener, citat:
“For a few years running Noma, in Copenhagen, has been judged the world’s best restaurant, but my meal there bored me,” he declares in a typical formulation. Soon enough he’s back home slumming around in decrepit neighborhoods for food carts...".

Som i Holms tilfælde, udnævnes forfatteren til at gå storindustriens ærinde og til at ikke vide tilstrækkeligt. Han, siges det i anmeldelsen, sværger til billige udskæringer og ordinære grøntsager, gjort interessante med krydderier og saucer, i dunkle køkkener udenfor bycentrummer og i provinsen. Dette udstilles, som i kritikken af Holm, som et eksempel at han ikke kærer sig om hvordan fødevarer produceres og at han ikke forstår hvad steder som Noma biddrager med. Det antydes også at netop fordi Cowen finder sin inspiration udenfor hipstermiljøets snævre rammer, kan han ikke have ret i sin påstand. For denne blog vidner det bare om at kritikerne er utilfredse med at der kan ske store madrevolutioner udenfor den håndfuld darlings man man har så dejligt tæt ved hånden, når man bor  på f. eks.  -broerne i København og kan se hinanden på gå-i-byen-websites og glittede magasiner.

Men ordinære råvarer og billige udskæringer, det er jo også hvad bla. det nye nordiske køkken handler om. Midt i al jublen over at have mødt Søren Wiuff in the flesh og vide hvem der står bag spise steder som "GRØD" og "Nose2tail", glemmer madeliten og særligt deres medløbere, at det er lige der, i det almindelige, slaget om bedre ernæring til alle skal stå.  
I det ordinære, det som supermarkederne evner at have i deres kølemontre. Det er med de råvarer de store kæder vil fremskaffe, at den jævne forbruger skal trylle stadig sundere og bedre mad frem. Det er en kamp for bedre udbud i butikkerne vi skal føre, sammen. Som mennesker; følelsesdyr

Ingen af parterne i denne diskution tager højde for følelsen, som magtfaktor. Ikke de indignerede speltmennesker, ikke sociologen Ulla Holm og ikke engang økonomen Cowen. Og det selvom netop økonomi, det kapitalisttiske udgave af den, er totalt styret af følelser.

Hvis vi, som borgere i et fælles samfund, skal kunne gå op imod de store firmaer, der bestemmer over vores indkøbsvaner og dermed vores sundhed, må vi erkende at vi er styret af følelser og finde ind til de gode af dem. Vi skal gribe ud efter hinanden og hvis det kræver at de der har større muligheder for at gå udenom de industrikontrollerede kanaler, skal bryde brød med de ignorente og de fattige i troen på renere mad; so be it.
At man kører "på landet" og køber sit kød, hjælper ingen andre end én selv og bonden der producerer bøffen. At lave en kasse med gulerødder i baggården, er kun for de få der står bag den. Det lugter for meget af mode og for lidt af reel vilje til at lægge sin livsstil om. Modetendenser er nemlig, også, præget af en seen ned på de der ikke følger den, hvis ikke man er med, er man ikke så god som dem der gør. Men dette handler om mere end mode.

Tilhører du det overskudssegment, som denne blog så spydigt kalder "Speltsegmentet"; der bager af økologisk mel og har en hønsegård, måske endda plukker dine egne ramsløg, så er det din forbandede pligt at byde din Aldihandlende nabo indenfor i din verden. Hvis du vel og mærke mener at du har noget bedre at tilbyde og hvis du vel og mærke vil give de mishandlede Danpokyllinger respekt, ved at leve i et ærligt alternativ til den.

Nå? Er du bedre end andre? Vil du indrømme det og gøre noget ved det?