Det drejer sig om at leve livet og MUND-FULD mener jo at det ofte starter med den mad vi spiser..og hvordan den til virkes...og spises...og produceres...
Men ellers er der jo mange andre dele af et liv. Her vil MUND-FULD kigge lidt på hvem der er mest rådne; dem der bor "derude" eller dem, der tilsyneladende, bor "derinde".
Det er store tanker der flyder igennem hovedet på dén der våger sig over Langelandsbroen; i første omgang vel; "hvorfor gør jeg det her?"
Det er jo herude alle de pædofile, alle hustrumishandlerne og de drikfældige bor. Man tjekker automatisk efter om der er tændstikker, foldekniv og kerozin i bagagerummet. Man hører jo så meget. Og alt der også ud til at være til salg; det gamle rådhus i Rudkøbing er det i alle tilfælde. Havnen synes bare det der mere tom; man gruer for at skulle ud til noget værre.
Men man overraskes igen. På en forårsdag i marts er det nordlige Langeland en lang opremsning af højt besungne danske strande, landsbyer, skove og krogede veje. Og selvom man nogle gange kan blive i tvivl om man stadig er på offentlig vej, er det et fantastisk smukt sted at bevæge sig rundt. Store gårde, små haver med blomster, plads til alle hestene, som vidst er obligatoriske.
Hvad gør dog dette til et taberområde, noget rådent og bananagtigt?
Så vidt denne blog kan se, befinder denne incestbefængte ø´s modsætning sig f.eks. lige vest for København; det hedder Ballerup. Det er Ballerup alle kører til for at arbejde. Dér ligger en perlerække af danske virksomheder og producerer det der opretholder samfundet.
Ballerup, et billede på det vi jo kunne kalde Den Brune Vaniljekrans. En selvfed, lukket, sødtduftende og ærkedansk konstruktion. Det er her "vi" gerne vil bo. Herfra er der kort til alt.
Hvad; alt?
Fra Ballerup, Måløv og lignende områder rundt om de tre store byer i DK, med tæt befolkning og store arbejdspladser, har man udsigt til storcentre, motorvejsbyggerier, små parcelhushaver og S-tog til Storbyen. Der er "det hele" lige ved døren, alt hvad det jævne danske lønslaveliv siges at ville have. Man kan tage toget , gå på Strøget og på druk og være hjemme hos TVet før midnat.
Denne konformitet, den lammer os som mennesker, gør os frivilligt stavnsbundne og frygtsomme; mere end forne genrationer var. Rundt om i landet lukker hele byer og et hav af uddannelsesinstitutioner, fordi de ikke lige ligger indenfor en radius af 30 km fra den københavnske rådhusplads. Børnene i de brune vaniljekranse vil ikke flytte efter deres drømme og fremtidige jobmuligheder; disse skal ligge lige ved siden af. Det gør dem fattige i sjælen, sådan ikke bare at komme afsted. Så rejer de hellere til Sunny Beach end at få plads på pædagogseminariet i Skårup.
Dette lukkede liv, får nogle mærkelige afarter af oplevelser, som vi kan se boble op i medierne. Senest har nedskydningen af en omstrejfende hund bragt Den Brune Vaniljekrans´ befolkning i krise. En hund strejfer gentagende gange ind på naboens grund, naboen bryder sig ikke om det, giver hundeejeren beked om at denne hund skal holdes væk, det sker ikke, hunden nedlægges, helt ifølge loven. Og dér står så en travl fødevareminister på TV og udtaler at loven må laves om, da hunde jo idag er en stor del af den danske familiestruktur. Nej, den er måske en del af familien Lønslave i Den Brune Vaniljekrans, men andre steder er hunde stadig blot dyr, der opdrages ordentligt og bruges til det de er egnede til.
Et andet scenarie er når en up and coming resaturantion på vesterbro i københavn, gerne vil gøre deres kunder opmærksomme på hvor maden kommer fra. Spisestedet opretter et helt projekt, der inviteres og deltager så i slagtningen af en flok ænder, der følgende serveres på spisestedet, hvor gæsterne så fortælles om forløbet. Eller noget i dén retning, det er noget med at gøre maden vedkommende, siges det. Et fint initiativ som sådan, men det viser jo bare hvor langt nogen mennesker er kommet fra deres egen krops ernæring. Når det kan gøres til et projekt, hvordan dyr slagtes, så er vi kommet (for) langt væk fra virkelighedens verden.
Ikke at vi alle skal rende og slagte dyr, der er jo andre jobs at tage sig af, der er kultur der skal skabes, broer der skal bygges. Stadig, vi er hvad vi spiser og det ved vi ikke nok om; påstanden i dette indlæg, er at beboerne i Den Brune Vaniljekrans, den dominerende og herskende modsætning til Den Rådne Banan, har direkte forskruede idéer om det. Man har med tiden lagt så mange love og regler ned over hovedet på folk i forstaderne, at de jo ikke engang må have noget levende i baghaverne. Skoler må ikke hole høns pga. smittefarer, græsplæner i offentlige anlæg skal være 4 cm høje og absolut ikke rumme dyrkningrum eller knæhøje eventyrpladser til børnene.
Hvem er længst ude; de der (stadig) bor på Langeland eller dem der bor i hovedstaden? Hvem af disse to grupper har de største demografiske problemer og hvem af dem vil komme ud på toppen, når 100 år gået?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar