søndag den 11. december 2011

Små skridt, men i den samme retning...

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

   


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar