Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.
Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.
Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?
Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde, til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.
Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide, alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.
Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.
Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.
Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.
OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.
Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?
Opslag
Kære Ivan,
SvarSletDu får lige en kommentar med på vejen, for ud over at være en rigtig madblogger er jeg også en rigtig teolog - og du trykker på begge knapper.
For det første: lad dig ikke skræmme af - udsigten til - at blive korsfæstet. Det var en del af pointen for Jesus og uden korsfæstelsen ville han ikke have haft lejlighed til - ifølge legenderne - at opstå fra de døde og på den måde vise, at han var mere end bare endnu en profet. Tag den del med sindsro. Du har en sag.
Når det er sagt, så synes jeg, at du skal tage sammenligningen med Jesus lidt længere; måske kan du ligefrem lære noget. Jesus havde - og har - tilhængere, ikke fordi han pegede fingre eller var bedrevidende, men fordi han solidariserede sig med de svage. På billedet, som du har valgt til dit indlæg ser man ham i en af de ganske få - måske den eneste - situationer, hvor han skælder ud og bliver vred. Men læg mærke til, hvem det er, som han renser ud: det er kapitalen, kræmmerne, der har bemægtiget sig templet. Det er dem, der fortjener pisken.
Oversat til bloglanddansk: måske ville det være klogt, at du fokuserede din galde og din uudtømmelige energi på netop storkapitalen, der med sin mærkelige logik ødelægger vores fødevarer. Du kunne så måske holde lidt igen med pisken overfor dine madbloggerkollegaer.
Jeg er sikker på, at vi alle sammen gør det så godt vi kan - og for mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at det IKKE virker, når nogen, som dig eller Mogens, fremturer med antydninge/synspunkter om, at det er bedre og mere ansvarligt, at blogge om fødeindustriens fortrædeligheder end det er, at blogge om sin kat og sin aftensmad.
Derfor forholder jeg mig ikke til resten af dit indlæg. Jeg bliver simpelthen træt i hovedet af at læse (skimme) det, for jeg har en klar fornemmelse af, at du er så sikker i dit valg af vinkel/sag, at du slet ikke er åben for en ægte dialog om tingene. Og så keder jeg mig, uanset hvor meget du end må have ret i dine synspunkter, og selvom du råber meget højt.
Nu går jeg ud og bager en småkage! Hvis den bliver god, kommer den på bloggen senere... :-)
Tak for skønt indlæg, der meget godt opsummerer mine tanker. Men nu er jeg jo også kendt for at være én af de hellige ;)
SvarSletJeg synes det er svagpisseri, men i øvrigt også bloggernes eget valg, at de ikke vil stå inde for en bedre råvarekultur. Det kan de sku´sagtens finde ud af ude i det store udland, uden at være hellige.
Jeg ser hverken dit eller Mogens indlæg som dømmende, men derimod som et "call to arms". Og det er da trist at se folket gemme sig i deres små parcelhuse, og have nok i sig selv, i stedet for at tænke, "nåh ja, jeg kunne jo godt skrive - brug økologiske æg" eller "når du laver denne svineret, så brug fritgående glade svin, det smager meget bedre".
Jeg tror der er mange der vægrer sig ved at tage ansvar i hverdagen, de vil hellere leve i deres "Matrix" og ikke bekymre sig eller tage ansvar for at ændre verden heller ikke i det små.
Så må vi andre råbe højere, og håbe at vores efterfølgende korsfæstelse tjener til eksempel for andre der ser lyset. ;)
Ellers må vi tage tage en selvmordsvest på - af rådne buræg - og rulle rundt på gulvet inde på Axelborg, så de kan lugte hvad de har gang i.
Du har min støtte og beundring for engagement og indsats.
Hej Mikkel,
SvarSletJa, Ivan - og du - fortjener støtte og beundring for jeres kamp for råvarerne. Men I fortjener i mine øjne ikke ros for jeres manglende blik og respekt for, at der er andre sider af vores mad, der fortjener opmærksomhed - og at der er andre, der har fokus på de sider.
I mine øjne er råvaren IKKE Gud. Det er smagen heller ikke. Eller dyrets livskvalitet for den sags skyld. Eller prisen. Eller oplevelsen. Eller nydelsen. Eller dyrkningsmetoden. Eller nemheden, hvormed en ret kan tilberedes. Men sådan har vi så forskellige guder, og jeg synes at det er træls med de tendenser til mad-fundamentalisme/politisk korrekthed/madmode, som jeg oplever i "de bedre kredse".
Jeg synes fx. ikke at det er rigtigt, at et økologisk æg eller en tidligere - nu død - glad gris nødvendigvis smager bedre. Der sidder rigtig meget af vores oplevelse af mad mellem ørerne, altså i vores forudforståelse, og jeg har ikke stor respekt for de ypperstepræster, der forstener i deres tro og mister evnen til at lade sig overraske og forandre af det, der ikke passer ind i deres katekismus.
Rådne øko-æg lugter også ringe!
Lise
Tak for jeres feedback, fedt at I følger med. Jeg ved at det er stærk tobak for mange, sådan at kæfte op, Lise. Men hvis vi nu ser på antal, så er det altså ikke de højtråbende der er flest af; det er jo ikke sådan at vi bøllebanker løs på enkeltindivider. 500+ madblogs i Danmark og jeg kender 3-4 stykker som bevæger sig lidt væk fra "bare" at poste opskrift på opskrift, restaurantbesøg efter hinanden. I kunne tie os ihjel, som ingenting, men reagerer alligevel. Altså må der være noget om snakken. Du bliver træt? Jeg er noget så træt af at blive sat i bås, bare fordi mine synspunkter ikke er de samme som majoriteten i madblogland. Der er så lidt variation og personlighed, der råber til himlem. Evigt og altid den her "halløj-jeg har lavet noget med asparges" tone, den er lige så trættende. Og jeg gider ikke bare at klikke væk, ikke bekymre mig. Jeg tamper (også) løs på madbloggere, fordi de er blevet større og større dele af vores forståelse af mad og der er mange som bruger madbloggene. Det giver altså noget ansvar at bære, om man vil eller ej. Og tilsidst; jeg føler jo heller ikke at andre madbloggere er åbne for debat, de gemmer sig bag undskyldninger om privatlivsfred o.l. Hvor mange af dem stiller op og står ved hvad de er og vil? 2-3?
SvarSlet