Vi har været der; den positive overraskelse over raw food (link) og erkendelsen af dens begrænsninger. Vi har læst os igennem Jonathans Safran Foer´s bestseller om at gå undercover i kødbranchen (link) og set at det er en lidt anden verden at producere kød i USA, måske.
Senest har vi genset filmen, der efter sigende, skulle omvende folk til at gå 100% veganer efter en gennemkigning; Gary Yourrofskys foredrag på Georgia Tech fra 2010 (link) . Og for et par dage var det så den æstetisk smukke, men afskyvækkende "Holocaust on a Conveyor Belt - Assembly Line of Death" (link)
Alle stærke fortalere for at droppe ud af kødshowet og begynde at gnaske grønt på fuld tid. Dervar en tid hvor jeg foretrak det grønne, men et alt for travlt arbejdsliv med børn, har trukket vores familie tilbage til mange måltider, hvor allehånde hakket kød og bryststykker indgår. I en længere periode, var denne pen diktatorisk herre over alle andres diæt, hvilket jo endte med oprør og kollaps hos undertegnede. Alle de gode intentioner om mindst økologi, mindst muligt kød, mest mulig smag; strandede på forskrækkede børn, forsmåede hustruminer, stress over madlavningen og mangel på samvær, for der skulle laves mest muligt selv.
Det var lige ved at gå galt; der måtte en kollaps fra denne side til. Jeg smed forklædet og forlod køkkenet, såret, vred over deres mangel på viden, deres rynken på næsen, deres utaknemmelighed over hvad jeg gjorde for dem, deres sundhed, udvidelsen af deres smagshorisont, deres mangel på medfølelse og overbærenhed, når eksperimenterne ikke lykkedes.
Så gjorde vi det vi skulle have gjort fra starten af; vi begyndte at lave mad sammen.
Og nu er det på vej tilbage. Vi finder sammen ud af hvad vi kan lid, hvad vi vil lave; det er først startet, men det er klart bedre at være i nærheden af køkkenet og spisebordet nu.
Her er det kødet kommer ind; gider vi spise det og hvad er prisen vi vil betale? Den yngste datter sorterer ubevidst kødet fra,den store søn spørger til hvordan dyret så ud, hvordan det havde det og hustruen, blev i sin tid vænnet tilbage til at spise kød af undertegnede, der synes det ofte er sjovere at lave mad med grønt end kødstykkerne. Alt i alt, vi burde ikke have svært ved at blive veganere, i hvert fald vegetarer.
Der er mange argumenter for at kun spise grønt, men lad os tage de to, der ser ud til at dominere. Der er det biologiske argument og der er det etiske.
Der bliver argumenteret for at vi slet ikke er bygget til at spise animalsk. Vore tænder, vore nærmeste slægtninges vegetarisk dominerede diæt, vores fordøjelsessystem er ikke bygget til animalsk føde, sygdomstyper som cancer, der ser ud til at stige i befolkninger, der spiser meget kød. Listen på skrækscenarier er lang og sikkert helt beviselig.
Så er der det etiske. Måden vi frembringer vores kødprodukter på er syg; det er et perverst livsyn at opdrætte andre dyr, med formål at fortære dem og deres sidegevinster, som mælkeprodukter. Denne blog har mange gange støttet dette argument med eksempler på stadigt forringede forhold for dyr og mennesker i den animalske fødevaresektor.
Alligevel ser det ud til at vegetarismen og den rene veganisme ikke får et ben til jorden hos toneangivende grupper som politikere og fødevaresektoren. For tiden ser det jo ud til at lille DK, med nærværende fødevareminister i front, skal stå for hele Kinas svinekødimport. Der er masser af penge at tjene og så er alt godt.
Men nu skal jeg jo ikke blive revet væk her; denne tid er ren meta for undertegnede; hvad kan jeg selv gøre, hvor langt er jeg villig til at gå, med familien taget med på råd og behov.
For mig er det ikke biologiske eller etiske grunde der skal afholde mig fra at spise kød; det er min mangel på overblik. Overblikket over hvad det er jeg kommer i munden, for som det er nu, ved jeg det ikke Altsådet kød jeg køber i butikkerne, jeg aner ikke hvad det har gennemgået, før det ligger i min indkøbspose eller i rygsækken. De, producenterne og detailhandlen, kan jo bilde mig hvad som helst ind. Og det ser ud tilde gerne vil fortælle mig gode historier om græsmarker og, næsten, smilende dyr, på vej til slagtehuset.
Jeg gider ikke at blive løjet for, så derfor vil jeg gøre afstanden til min animalske føde så kort som mulig.
Vi har haft kaniner i et 1½ år nu og i julen, var det tæt på at jeg slagtede de tre sidste moderdyr og glemte alt om det. Det tager tid, koster penge, sviner lidt; var det virkelig det værd? Men fanden tage mig.
Hvad jeg er blevet klar over, i en sen alder, er at jeg må vælge. Og jeg vælger at kunne se mig selv i øjnene. Så jeg vælger at slå mit eget kød ihjel; det er prisen for mig. Kan du slå det ihjel, så kan du spise det.
Og, modsat alle de hjerteskærende film på nettet, så tror jeg på at dyr og mennesker, er skabt til at dræbe for at overleve. Overalt i naturen bliver slået ihjel, som en del af livet. Jeg som nulevende menneskedyr, bebor i et uhørt komplekst samfund, der betyder at jeg aktivt kan og skal vælge hvordan jeg vil overleve. Vi har blot glemt de helt basale krav, blandt andet altså, at kunne slå ihjel, at døden er en faktor i vort liv. Lidt mere fra en kendiskok her.(link)
Det tager ca.20 sekunder, fra jeg har fået fat i en kanin, der skal slagtes, til den er stendød. Og de 10 er gåtid fra burene om til skuret. 20 sekunder ud af et helt liv, fuck, det er da den måde jeg selv vil dø på. Slået i baghovedet et par gange, halsen skåret over, jeg sidder ved hvert enkelt dyr, mens det kramper og spjætter og jeg ser at øjnene er døde før jeg end fører kniven. Jeg har intet problem med at spise de dyr. Og hvem siger ikke at gulerødderne skriger, når det bliver hevet op?
Opslag
Tak Ivan - Tak for et ærligt og tankevækkende indlæg. Tankevækkende for mig mest fordi jeg i det daglige sagtens kan miste forståelsen for folks ringe mulighed for at gøre det "rigtige". For at tage de rigtige hensyn - overfor miljø og dyrevelfærd men samtidig over for deres medmennesker.
SvarSlet//Søren Kvist
Jeg lever sammen med en vegetar - men heldigvis med en fordomsfri vegetar. Jeg må spise, hvad jeg vil, og der vil aldrig være et belærende ord med på vejen. Der i mod er jeg slem til at dømme ham, der køber den billige kam i Bilka.
Hvis jeg ikke havde muligheden for at spise dyr, jeg vidste, hvor kom fra, ville jeg også blive vegetar. Måske ikke i morgen, men på sigt efter hånden som min indsigt vokser.
Jeg spiser så vidt muligt ikke dyr, jeg ikke ved, hvor kommer fra, og det gør det uendeligt svært at fungere i det almindelige samfund. Først var det udvalgte dyreracer og mest på grund af den vigende kvalitet (jeg kan ikke klare den ammoniaksmag og duft staldgrisekød har)men efterhånden har det bredt sig - en manglende lyst - en manglende appetit og kun ærgrelse efter kødet er spist, og så er det bare ikke det værd.
Jeg synes dit princip om kun at spise noget, man selv har slået ihjel er sundt - for dig og mig, men ikke for ret mange almindelige mennesker. Det behøver heller ikke at komme så vidt. Hvis man bare kunne få folk bragt lidt tættere på det, de spiser. Anerkende at det er et levende dyr, de ikke kun er skyld i skal dø, men endnu værre faktisk er skyld i lever. Få dem til at forstå at de beder om det dyrs elendighed ved at ønske at spise det. Lige så snart det går op for folk, stiller de krav - og de krav skal gøre forskellen. Ingen andre kan.
Uanset hvilken farve ens kryds har ved folketingsvalget, så går det hele kun op i kroner og øre. Og selv en, troede jeg, fornuftig fødevareminister sidder i disse dage og puster månegrise op. Jeg er ved at brække mig over den leflen for det dødsapparat, de fejlagtigt kalder dansk landbrug.
Nå men jeg ved egentligt ikke, hvor jeg vil hen med det her svar til dit indlæg - andet end at understrege det indlysende. Du er ikke alene....
Tak for feed back, Søren. Min pointe er ikke helt klar i indlægget, men det jeg mener er jo det samme som du siger; vil man so forbruger være i stand til at erkende sit ansvar og i yderste konsekvens selv slå ihjel; så er vi kommet et langt stykke. Desværre oplever jeg at vi som samfund stadig taget skridt væk fra livets egentlige vilkår; vores egene kroppe, døden, anderledes mennesker. Hvornår fanden var det at man begyndte at stå og vaske sig under badebukserne i baderummet før svømmehallen? Måske kanindræberkurser er vejen frem alligevel?
SvarSlet