Magasinet "Copenhagen Food" og andegården vi lever i

At det ny foodie-magasin er en reklamesag er én ting, men at vi i Danmark ikke evner at levere et stykke reelt og ikke-nepotistisk fortælling om vort kommende guldæg; nordisk mad, er sørgeligt.

Jeg sidder og har betalt 50 spän for en pæn reklamesag; heldigvis vidste jeg det godt. Det nyeste skud på den danske madblads himmel hedder "Copenhagen Food" og er udgivet af COFOCO-folkene. Det er et københavnerlækkert blad og ligger heldigvis ikke skjul på det. 2. nummer er lidt heftigere sat til med reklamesider og " 3 must haves..."ditto end det først udgivne, men ellers leverer bladet artikler om rejser, opskrifter, trends og deslige, supert at bladre igennem.

Det er først ved anden gennemkig at man ser djævlen i detaljen; dette er blot et udvidet skoleblad oveni at være en reklamesøjle.

For det første er designet plagieret efter det hedengangne "CPH LIVING", siden "Copenhagen Living"; helt ned til de håndtegne ilustrationer versus det meget enkle og stramme grid/layout. Men fair nok, "CPH LIVING" var jo banebryende i dansk grafisk formgivning, for 10 år siden.

Sådan så CPH LIVING ud

Sådan ser Copenhagen Food ud

Det bliver mere krasbørstigt, når man laver artikler, hvor venners venner og ansatte optræder som fotomodeller og fotografer. Jeg ved ikke om skribenterne også har drukket dus med folkene fra COFOCO, tanken ligger nær. Stadig, det er der vel intet i vejen med, nepotisme og selvhævdelse er jo faktisk kimmen til rigtig mange kreative samarbejder; jeg ved bare endnu ikke om jeg gider smide en halvtredser hver gang andre vil se sig selv på glimmet papir.

Nu er min interesse vagt, hvad er det egentligt der skal gøres med dette blad? Har man noget på hjerte? Jeg sidder endda og får den grumme tanke at hver og én "artikel" er købt og betalt, allerede FØR jeg købte bladet.
Der er arikler om "Joe And The Juice"(reklame), hele butikssegmentet fra Østerbrogade/Rosenvængets Allé(reklame), Christian Bitz(rekalme på siden efter, for samme mands nye bog) og det sammen med en ordentlig samling af disse opslag over dimser jeg skal købe(reklame) og annocer for COFOCOs julemenu.
MEN igen, det er en reklame, jeg havde bare forventet lidt mere solid skrivning her.
Får jeg så det i artiklerne, der er tilbage? Der er i hvert tilfælde mange opskrifter at tage af og lækre fotos at kigge efter, når jeg nu står der og laver vaniljekranse; hvordan var det nu lige, nåh ja, runde kranse, runde kranse.

Som sagt mange gange allerede, dette magasin er et forstørret reklameblad, men en radaktionel linje, der satte en højere stadard for indholdet, kunne være fedt.Når nu formen er så flot.
Man kunne da i det mindst få luget ud selvsmagende kogebogsforfattere, der givet 4 bøger at anbefale; anbefaler sig selv og så bør man heller ikke omtale Ølfabrikkens produkter som"udsøgte og specielle"; ikke hvis man vil fremstå som en kvalitetsmagasin. Men hov, dér var bagsidenannoncen for Harboe(ejer af brandsne "Ølfabrikken" og Gourmet Bryggeriet) jo så også, alting hænger sammen.

Næh, mere interessant, er at dette blad har potentiale til at kunne sprænge rammerne for dansk madformidling. Det er et flot blad, de skriver om madtatoveringer og rejser efter Gordon Ramsay, som aldrig bliver fundet; det er sgu´ da friskt. Men så hold da stien ren og skær sideantallet ned, hvis det kan spare på behovet for productplacement og andet lir. "Copenhagen Food" ender som et hvert andet dansk madblad,fyldt med vennerne og blottet for redaktionel hårdhed og kritik. Pokkers.

Der findes nok et eller andet fransk magasin, der giver fanden i hvad annoncører og branchen tænker, men jeg kender det ikke. Det er jo nok derfor jeg blogger.

Kunne man for sulan da så bare, på landsplan, producerer et magasin som canadiske "LCBO Food & Drink". Et magasin, der som Copenhagen Food, har side op og side ned af reklamer og reklameartikler og massevis af lækre fotos til de overdådige opskrifter. Lir, og atter lir.

Men 2 ting adskliller det fra dets danske pendant.
1. Det er gratis, betalt af Liqour Control Board of Ontario. Jeg kan få udleveret 200+ sider om mit yngligsemne ved døren af min lokale vinbutik, boede jeg i Ontario. Det ville være en dejlig måde at få brugt sin overbetaling af spritus på.
Og 2. Der er ikke et eneste indlæg om enkeltpersoner; alt drejer sig om mad, madsteder, madtilberedelse, madkærlighed. Ikke skyggen af X-faktorsygen.



Så dette er ikke et indlæg om et blad der krænker min Jantelovsbevidsthed; det er den anden vej rundt; jeg opfordrer bladet til at komme fri af selvsamme lov. Eller rettere; jeg håber at en ikke kommerciel udgiver vil tage chancen med madkulturen i DK.