mandag den 28. juni 2010

Sats alt på Orange

Kulinarisk Sydfyn 2010, nordens største fødevaremarked, har lukket ned for denne gang. En årlig festliggørelse af god stil på madfronten skal strækkes over hele året og det kræver mere end en frivillig forenings heroiske indsats. Endnu en succes på havnen i Svendborg råber til højere magter om at gribe chancen for at skabe et nationalt madcenter i byen Svendborg, i regionen, ja; i Europa.

MUND-FULD var så heldige at deltage helt oppe forrest på markedet, vi stod faktisk i indgangen og kunne begge dage følge slagets gang i blandt boderne. Fra markedets start i 2002, har målet været at præsentere det optimale indenfor fødevarer for et bredt publikum og med godt 12.000 publikummer, må der siges at have været mange mennesker. Særligt med en økonomisk krise hængende over hovedet og med en stigning i indgangen fra 25 til 40 kroner, kan man kun være tilfreds.

Det er fantastisk, slet og ret; at se alle disse mennesker arbejde for at vise publikum det ypperste indenfor luxus ernæring. Luksus og et meget voksent publikum, det er indtrykket der står tilbage nu.
Her på bloggen har vi før slået fast at disse to er hinandens perfekte partnere. Og i foreningen bag er der vilje til at inddrage nye vinkler på markedets mål, som er:

"… at synliggøre og markedsføre regionale råvarer, producenter og spisesteder, herunder skabe en national bevidsthed om Sydfyn som et kulinarisk område med en kvalitetsbevidst kost- og spisekultur og som et nationalt mødested for ”madfolk” i bred forstand."

Nytænkningen på 2010-udgavens ændringer/forbedringer kom i to udgaver.
De helt nye og rodskuddene med egne rødder. Til den sidste kategori hører ”Nordisk Festival”. Den er nu lagt på et helt andet tidspunkt, sidst i maj og her giver den endnu mere opmærksomhed for Svendborg som et internationalt madcenter. De nye tiltag bestod i at inddrage anderledes medspillere. Således fik de lokale og de økologiske i år selskab af Danish Crowns undervisningstelt. Ikke til udelt begejstring blandt fanatikerne kan man forestille sig, men sammen med Årstidernes madlavningstipi og den lille grønne vogn fra kommunen, viser de vejen til den formidlingsdel om fødevarer som må være et naturligt skridt fremover. Det naturhistoriske museum Naturama deltog med nordiske dyr og den forventede desikering af et dyr, god underholdning for børnene og der var oplæg fra producenter og vidensmennesker i Slow Foodteltet hele markedet igennem.

Som forening har Kulinarisk Sydfyn efterhånden nået sin maksimale kapacitet. Der er masser af idéer, masser af vilje og masser af know-how blandt disse arrangementsveteraner. Men det er også de samme personer der træder op hver gang. Med hvert nyt tiltag, bliver disse mennesker presset yderligere i deres formåen.
Som by har Svendborg draget enorme fordele ved dette arbejde, det er snart tid til at satse alt på den orange farve som Citta Slow sneglen bærer og byde ind med resourcerne til komme op på næste niveau. Faste lønsummer til nøglemedarbejdere og beviste valg i nye tiltag for at promovere kommunen.
Vi savner endnu at se politiske tiltag i form af søgning og etablering af helårs aktiviteter, sprunget ud af Kulinarisk Sydfyns madorgie.

Lad os da få en seriøs drøftelse af det tænkte MadEksperimentarie/MadHus/FødevareMekka, bruge nogle kræfter på et prospekt og få sendt nogle følere ud.
Mad er jo bare en gren af hele konceptet og vil man inddrage nye tiltag; musikfestivaler,turistkampagner, temaparker, er det da klart at det skal tegnes i lignende orange farver udad til. Nok er Svendborg en perle, med et fortjent renomé som kulturby og vel er Citta Slow Diplomet fortjent.
Men så længe man har travlt med at konstatere dette, i stedet for at tænke ud af kassen, så længe der bruges mere tid på at nyde frugten af andres arbejde, frem for at give mere plads, vil det politiske niveau være en stopklods for ambitionerne om et sydfynsk madcenter i Europa.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar