Frøbytteri, fallerede fødevareministre og verdenshandel

Tænker du at give nogle frø til naboen, fordi dine agurker var ekstra gode sidste år?? Overvej det igen, for det er faktisk ulovligt. Gentager; det er ulovligt at give plantefrø bort!

Få en mere detaljeret forklaring og støt underskriftindsamlingen MOD bekendtgørelsen på dette link.

Faktisk har det været forbudt at dele frø siden Danmark trådte ind i EF i 1973, men det gør det jo ikke mere OK, som også det pæne Haveselskab skriver her.

Det er selvfølgelig vanvittigt, men hvor mange andre gode mennesker i den stadigt voksende selvforsyningskultur i Danmark, forhåbentligt bare trækker på skuldrene og fortsætter med at udveksle frø på mere eller mindre organiseret plan, vil MUND-FULD gøre en lille gimmick ud af det. Og så er det forresten i dag, at Frøsamlerne, sender deres forårskatalog ud til medlemmerne. Du kan blive medlem her.

Derfor arrangerer jeg d. 1. marts d.å. et fuldt offentligt og så presseomtalt som muligt, Frøbytteri i privaten. Forhåbentligt kan det give lidt omtale om det problematiske i ikke at kunne give noget så livsbekræftigende som frø, væk  uden at bryde loven.
Link til facebookbegivenheden her.

Som set i de igangværende forhandlinger imellem EU og USA, er det kommercielle interesser, der arbejder for at kunne få eneret på handel med "liv", det være sig vor mad eller ingredienserne, der skal til at producere mad. En ny lille film forklarer fint, hvordan demokratisk valgte regeringer agerer gummistempler for internationale firmaer. Se den her. Når aftalerne er indgået, vil de samme regeringer være sat uden for indflydelse, når det kommer til forbrugerbeskyttelse.

Den kommende aftale hedder TTIP og ud over den er blevet forhandlet på plads under de mest lyssky forhold, vil den kort sagt betyde at virksomheder kan få vetoret over lovgivning, med henvisning til at loven kan skade handelsforhold for samme virksomhed. Ræven, der vogter høns.

Og da intet er hyggeligere end at møde nye og gamle havebekendte, gøres der lidt ekstra ud af det her.
Samme dag vil filmen "Cowspiracy" tilfældigvis også køre på mit TV hele dagen og der vil altså være god mulighed for at tale fremtidige opgaver for fødevarepoitiske emner at blive talt igennem.

Desværre er der nok ingen støtte at hente hos vores Fødevareminister, der nu har ændret holdning i så mange forhold at han ikke er til at genkende, som det stærke holdningsmenneske han startede ud som. Der findes stadig folk, der har forhåbninger til ham via den nys lancerede "Økologiplan 2020", men hvor mange ben har en sådan plan at gå på, med en kommende borgerlig regering, og TTIPaftaler? Dan Jørgenden har sænket stemmen og taletempoet, samtidigt med at han jubler over at "vi" kan eksportere pølser til Kina snart, at vi må "revurdere" sprøjtekravene og at selfies er fede. #sellout #notmyminister #omjeggad #P1
Interviewet, hvor han indtager rollen som nikkedukke for industrien, kan lige nu findes her.

Der er nok at tage fat på for os almindeligheder og det starter hver gang vi køber vores mad eller dyrker den selv. #civilulydighed

Humane forhold...for dyr....for menneskets bedste.

De nye sort inde for fødevareproduktion, kan meget vel gå hen og blive human behandling af de dyr, vi har valgt til at være noget vores føde. Rettigheder for forsøgsdyr i landbrugssektoren er nemlig ikke de samme for andre forsøgsdyr. Faktisk er der steder, hvor de ingen rettigheder har.

Hvor vi i årevis har set kampagner for forsøgsdyr i kometikbranchen, har der været stille omkring landbrugets "produktudvikling". Så da Starbucks formullerede deres nye krav til leverandørerne i december 2014, gik det ikke stille af sig. Kravene er bla.:

• "...støtte til et ansvarsfuldt brug af antibiotika."
• "Eliminering af brug af kunstige væksthomoner i al dyrehold"
• Fokus på afvikling af fjernelse af horn, halekupering og kasteration, både med og uden bedøvelse."
• Udfasning af buræg og fastholdelse af søer i båsene

Dette kan jo kun glæde kaffedrikkere kloden over. Endelig er tankerne om en sund opvækst for vore fødevarer, nået til tops i vores forbrugssamfund. Mon ikke agroindustrien snart fanger den? Menneskelige forhold for dyr, er trods alt for vort eget bedste og det må der være kroner i.

For den store agro-industri har det bare ikke været et tema man har berørt før, faktisk tvært imod.
Her har det til stadighed drejet sig om en maksimering af udbyttet, på baggrund af samme indput i føden for dyrene, eller en ændring af fødeemner og senest, genmodificering af fødeemnerne. Og modiificering af dyrerne selv osv. I alle tilfælde har fokus ikke været på dyrenes bedste, selvom deres bedste jo ender med at være vores bedste...da vi jo spiser dem? Profitmaksimeringen tog over.

Denne logik; at behandle sin mad, som man vil behandles selv(igen, fordi vi faktisk allerede behandler os selv, som vi behandler maden), har ramt en større nordamerikansk kaffeserveringskæde og sender chockbølger igennem den konventionelle mælke- og æggeproduktion i samme land. Hvad stiller man op med den KZ-lignende drift af landbrug, når store aftagere af produkterne ikke vil have resultaterne af disse dyrefabrikkers årelange og systematiske ødelæggelse af dyrevelfærd/menneskevelfærd? Der må blive grublet godt igennem, men dem om det. Den amerikanske agro-lobby er langt ude.

Hvordan nåede vi andre dog med så langt ud?
At vor mad skulle vrides ud af dyr, der har mistrivedes hele deres liv, ultimativt til skade for sundheden i blandt os mennesker? Måske dengang man gik fra a villet lave godt og tilstrækkeligt, til at voldtage landbrugskulturen, for at den kunne blive en pengemaskine, uden blik for miljø, trivsel eller fremtid?

Hvis man følger pengene, finder man hurtigt, både i Danmark og i dette nedenstående eksempel, at man i USA startede med en helt valid grund til at skabe en sikker fødevareproduktion, der endte med et monster af Frankensteinske proportioner
Der var engang hvor man søgte at skabe en, nationalt baseret, forskning og udvikling af en selvforsyning. Dengang man lige havde været i gennem verdenskrige og havde bruge for mere, stadigt mere. Særligt af animalsk oprindelse. Man oprettede statslige institutioner, for at sikre der ikke var markedsmæssig indflydelse på forsyningssikkerheden.

Den tid er for længst væk, men både i USA og i Danmark(link til DCA her) opretholder man et stort, statsejet og -betalt, forskningsarbejde i en stadig større landbrugsproduktion.


Hvorfor et selvudnævnt liberalt erhverv, som landbruget, skal støttes med subsidier, har altid undret denne blog. Men at man også er serviceret af staten, når det kommer til af udvikle sine produkter, kan måske komme bag på nogle.
Det gjorde det på mig og også på journalisten Michael Moss (New York Times), så for nyligt skrev han en artikel om forholdene på disse udviklingsprojekter i USA. De er horrible og artiklen kan læses i fuld længde her . Bla. omtales "udviklingsarbejde" med får, domesticerede fåreracer, man forsøger at gøre i stand til at læmme uden hjælp, på markerne selv. I hundreder af lam er gået til i dette arbejde, der startede i 2004. Århundreders viden om at fange moderfårene ind og hjælpe dem til læmming, blev ignoreret. Man har udført andre forsøg, der skulle klarlægge tyres egentlige kønsdrift. Derfor lukkede man en enkelt ko ind til 5-6 tyre, i timesvis. Koen måtte derefter aflives, men først efter "undersøgelser" var udført på den. I USA er landbrugsdyr nemlig, til denne dag, ikke omfattet af landets egen dyreværnslov.

I Danmark har forsøgsdyr deres helt egen lov, heldigvis. Den ligger til læsning her . Vi er dermed langt foran et land som USA og kan roligt være stolt af det. Men denne lille catch i bekendtgørelsen:
"Stk. 3. Dyr, der opdrættes som led i landbrugsmæssig produktion, omfattes dog først af bekendtgørelsen, når dyret overgår til en leverandørs varetægt, flyttes til det sted, hvor forsøget skal foregå, eller, hvis forsøget skal foregå i besætningen, fra det tidspunkt forsøget starter."

Forædling er hvad vi som menneseker har overlevet af. Det er denne blogs opfattelse at dette er den eneste grund til vi er mennesker; spekulationen over hvor det næste måltid sak komme fra.
Men vi er langt forbi det mål nu og må lave om på problemformuleringen. På verdensbasis producerer vi allerede mad nok til over 9-10 milliarder af os, forsyningen er ikke længere et problem. Det er produktionen, der er problemet. Et problem, der kan lede til vores egen udryddelse.

Og selvom vi her i landet ikke har rædselsforsøg, som i USA, er der dele af vort landbrug, der mener at resultaterne er gode nok til at kunne anvendes. GMO, køer med tvillingefødsler, selv-læmmende får; en stadig vej til mere og mere.
Grådigheden er en dårlig forretningspartner for fællesskabet og vi kan kun håbe på at kræfterne, der har fået Starbucks til at omlægge deres kvalitetsrav, kan vinde over profittænkningens umenneskeliggørelse af vore dyr. For menneskets bedste.

Apokalypsen må vente en uges tid...

Om mindre end en times tid, tager undertegnede på en uges arbejdsrejse og der vil blive pænt stille bloggen. Men jeg vil gerne efterlade Jer læsere med lidt tankestof.

Måske er det hele alligevel lige meget, måske har vi mennesker allerede påført vor planet så megen forurening og ødelæggelse, at den vil være ubeboelig for os om 50 år.

Hvordan jeg kom fra at være madblogger til at være dommedagsprofet ved jeg ikke helt, men når forskere anslår at vi allerede har nedbrudt 4 af 9 konditioner for at vi kan bebo planeten Jorden og de ALLE har rod i vor fødevareproduktion, er vejen måske ikke så lang.

At sidde her, se på min familie, mit hus, mit dagligliv og allerede nu vide at det måske var det. At mine børn vil vokse op i en verden, som de måske bliver de sidste beboere af, er heldigvis umuligt at se for sig.

Læs mere på følgende link, den skulle være god nok: link her

Det var planen at næste indlæg skulle handle om hvorvidt vi moderne mennesker, ville accpetere at vore børn måske skulle vænnes til at arbejde med hårdt, fysisk landarbejde, for at vi kunne drive en bæredygtig, klimagenoprettende tilværelse fremover. Det er ikke blevet mindre aktuelt nu. Nu er det måske bare noget de kan gøre et stykke tid, mens de venter på sygdommene, vandet, vinden eller tørken kommer og tager dem.

...nå, jeg skal på skitur, ses

"Mad vs. Fødevarer" - en gennemlæsning

Det sværeste er at skulle forholde sig kritisk til et udsagn, man er 100% enig i. MUND-FULD er 110% enig med Lone Vitus´ nyeste bog "Mad vs. Fødevarer".

Vitus bringer det fødevarepolitiske helt ind på spækbrættet og burde deles ud til alle de mænd, der de seneste 10 år, har sat sig på køkkenreigonerne rundt om i det danske land. Og alle vore skoler.
I en række letlæste og spørgende kapitler ristes vor hjemmeværende fødevareproduktions præstationer af en forfatter, der har haft fingrene helt nede i møddingen som svinebonde selv. Hun har sågar siddet i Danish Crowns hovedbestyrelse.

I denne gennemgang, skal jeg undgå at komme for tæt ind på de mange fortrædeligheder og fejldispositioner man i landbruget, detailledet, på det politiske plan og, særligt, som forbruger, har foretaget sig de seneste mange år. De remses op på smukkeste vis i bogen og fordi vi ved at Vitus har været der selv, giver det så meget mere vægt bag ordene.

Første del af bogen henvender sig spørgende til læseren og sætter os på arbejde, ved at skulle svare på "helt enkle" spørgsmål om vort fødevareforbrug. Hvor kommer vores mad fra, hvem har interesser i den og hvorfor er nogle fødevare billigere end andre? Inderst inde ved videt godt, men Vitus kræver at vi erkender forskellen imellem "mad" og "fødevarer". Det sidste er der hvor der er pillet ved madens egentlige natur, kan vi godt afsløre her.

Det kræver en kold gastromand ikke at vedkende sig at man faktisk godt kender svarene på disse spørgsmål. Prøver man alligevel at undslå sig og kalde kravet om mærkning af konventionel produceret mad med et dødningehoved, for "hippiefrelsthed uden for pædagogisk rækkevidde", kaster Vitus følgende ud i en Tour de Force om produktionsformerne i dansk landbrug i dag.

Fra kartofler, over lammekød, øl, sukker, æg og lightprodukter. Fair and square, dette er læsning, der er så let tilgængelig, at der burde uddeles en folkeligheds pris, for at bringe så komplicerede emner, ned på jorden til os dødelige. Alle; kokke, lærere, hverdagsmennesker, forældre, indkøbschefer; alle kan vi hæve noget fra denne vidensbank.

Men sker det? Vil denne bog have den indflydelse, som den vitterligt fortjener? Her har vi en fagligt funderet forfatter(jeg gentager,fagligt funderet, fordi vi andre tågehorn ofte får vredet i næsen at vi jo faktisk ikke ved hvad vi taler om), der læser os lektien, så tydeligt, at vi bare kan lytte og derefter handle.

Hvor kan sådan en bog virkeligt gøre sig brugbar? Den er skrevet til et mennesker, der interesserer sig for mad allerede, den udfordrer og giver derefter en detalieret gennemgang af vore basale råvarer og deres oprindelse, den runder en række sygdomme og lidelser, som alle er følgevirkninger af skævt frembragte levnedsmidler og slutter af med et par enkle råd.

Udfordring, viden, sundhed og gear i fire ord.

Hvem er det nu, der falder over hinanden, for at få fingrene i netop flere udfordringer, mere viden, bedre sundhed og det bedste gear, når det kommer til det gastronomiske?

Det er Manden ude i køkkenet. Ham der har vredet komfuret ud af hænderne på deres kvinder igennem de seneste 10-15 år. Ikke fordi hun kæmpede særligt hårdt for det, samfundsmæssigt har kvinderne siden 40erne jo haft travlt med at komme alle andre steder hen og fred være med det. Med mændenes entré, er statussen for køkkenarbejdet i hjemmet, atter steget og vi har i dag en opmærksomhed om det felt, som aldrig før.

Havde "Mad vs. Fødevarer" dog bare været en coffeetablebog. Med et format på mindst 35x45 cm, glittede sider og farvefoto i alle opslag. Havde "Mad vs. Fødevarer" dog bare været et TVprogram eller endnu bedre, en youtubekanal. En app, måske. Noget med blinkende lygter og lidt drengerøvsfnis, så havde vi en sællert af proportioner. Havde forfatteren dog for helvede bare svunget sig halvnøgen rundt under hanebjælkerne ude på gården. Slanget sig blandt rodfrugterne i haven og drukket sin perlende vin ned af sin mands spændte overarm. Havde hun dog bare fået et par aftaler med magasiner, om at besøge hende og have en snak om hønsehold for forstadskvinder og hendes egen rådgivningsside om bedre(fedtfri) måltider til den travle karrierekvinde. Fulgt op af en artikelrække om hendes opvækst og de problemer der derefter har præget hendes liv.
Den bog er bare ikke sexet nok.

I stedet fik Vitus, forventeligt og ufortjent, 15 minutter i P1, hvor landbrugets repræsentanter efter 3-4 minutters debat trak det forbandede "sult"kort. Dansk landbrug skal brødføde hele verden, iflg. dem selv. Takket være elendigt forarbejde og dårlig ordstyrerunktion, fik Martin Merrild, Fødevarer og Landbrug, al for megen tid til sin evige klagesang om hvor synd det er for dette korrumperede og ødelagte erhverv.

Vi står her med et snit direkte ind i vores allerinderste. Vores mad.

Med den handlekraft hankønnet kan mønstre i forhold til alt hvad det ellers kaster sig over, vil denne bog være en idéel gave til ham du kender, der elsker sin grill, sin vaccuumpakker og sin ismaskine.
Giv ham den, mens han nærstuderer teknikkerne i bagedysten på nettet, når han handler står ved køledisken, når han er på vej til endnu en vinrejse i Frankrig. Han fortjener den, for han interesserer sig oprigtigt for at omsætte råvarer til fødevarer.
Nu skal han bare lige lære at lave mad.

Miljøforkæmper? Drop kødet, Del 3

Den personlige konklusion ligger klar; Kødspiseriet må nedsættes, hvis ikke ikke helt afvikles for mit vedkommende.
I dette tredje indlæg om filmen "Cowspiracy", vil jeg forsøge at klargør hvorfor det er et valg jeg mener mange bør overveje. Læs det første her og det andet her.

Fortidige generationer har altid været drevet af "Mere", denne tid revolutionerer dette, vor fremtid hedder "Mindre".

Og måske er det en machokistisk træk hos mig, men tanken om at afstå fra noget, for det fælles bedste, liger pænt op ad mine øvrige indgange til livet. Men, er en væsentlig nedgang i sit kødforbrug virkeligt så stort et offer? Eller er jeg, som mange andre, drevet af vanen? Mange af reaktionerne jeg har fået på mine indlæg, tyder på at jeg ikke er den eneste med en kødvane.

Som arbejdende i restaurationsbranchen igennem mange år, som underviser i køkkenfag og havedyrker, som familiefader og kogebogsnørd og ikke mindst, med en konstant sult på nye smage, har jeg vendt min del af bøfferne i køkkenet. De smager godt, men prisen for dem er ved at slå min planet, mine børns fremtid, ihjel. Dettte er et faktum, som ikke kan ignoreres. Landbrug i dag, som et hele, er ikke bæredygtigt. Industrielt landbrug er en ødelæggende pestbyld og frilandskødproduktion er ikke muligt med kun en planet til rådighed. Faktum.

Klimaforandringerne er her allerede, de truer vores eksistens; det har været en rød tråd i megen debat og forskning og bliver ikke ignoreret mere, end ikke de værste benægtere. Dér, hvor der har været et kvantespring for undertegnede ligger i at løsningen på dette, faktisk er i mine egne hænder.
"Cowspiracy", sort/hvidmalet og fuld af amerikansk drama som den er, blotligger at det er ved at omlægge vor tilgang til fødevare produktion, løsningen findes. Den viser os, hvor stor en del af den samlede produktion af drivhusgasser og øvrige hovedforureningskilder ligger.

Hos vores overdrevne produktion af kød.

Den fortæller også at de organisationer, der forestiller at skulle varetage naturen, for en stor dels vedkommende, slet ikke tør adressere dette, da landbrugslobbyen og deres politiske agendaer, trumfer al politisk beslutning. Sådan er det i USA, jeg ser ikke grunde til at det ikke også skulle være sådan i Dnmark. Her spiller man bare ikke med musklerne, nej, i Danmark spiller landbruget dygtigt offerollen, mens de ejer størstedelen af vor landjord og skalter og valter med den som de lyster. Eller flytter deres svineri til udlandet og fortsætter der. Men  dette er ikke et nationalt spørgsmål, det er blevet globalt for længe siden.

Det være sig friland eller industrielt, kødproduktion tager så mange ressourcer fra naturen, at regnskabet bare ikke går op. Ikke nogen nyhed, men for denne pen, der har skrevet om dette faktum i årevis, er tiøren åbenbart fladt ekstra hårdt denne gang.

Også fordi løsningen er så nem og ligetil, er det tiltrækkende. For jeg behøver jo ikke spise kød. At ernære sig ved et vegetarisk diæt er jo ikke just en landevending. For langt de fleste i vores vestlige verden, er det bare ikke cool. Kød på bordet har været målet for så mange af vores forfædre, at vi nu ikke tror at vi kan leve uden, at det er en naturlig ret at skovle 125kilo kød og godt 90 kilo mælkeprodukter ned årligt. Det ironiske består så i at denne jagt på mere kød, er ved at slå os ihjel.

Jeg HAR hørt argumenterne for at kød skulle være fremtiden, har læst hvad jeg kunne om bæredygtig og naturbevarende kvægdrift, om at vi i Danmark bare skal producere løs, fordi vi er så gode til det med at lave meget kød. Jeg gider ikke tænke på et eller andet BNP, der måske skal se anderledes ud, hvis alle spiste mindre kød. Jeg er træt af landbrugslobbyen og sådan set også feel-good-frilands-økoproducenterne af kød og mælk, der på hver sin vis, vil gøre sig uundværelige. Jeg synes at de er drevet af egoistiske og kortsigtede, nærmest suicidiale argumenter om "ret til" og "det frie valg" og "verdens sultne", når det hele drejer sig om at de bare vil æde kød selv, tjene flere penge og åbenbart er drevet af at det er så forbandet naturligt at spise kød for alle andre. Hvem talte om at folk, der argumenterer som jeg, er pedantiske og fanatiske? Mine små indlæg her på bloggen har vist at fanatismen vidst trives på begge sider af hegnet, kødspiserne er ikke for gode selv. Og kødproducenterne skulle til at overveje at tjene deres penge på noget andet.

Efter alle drengerøvskommentarerne, al hånen til vegetarerne og al vreden over at blive opfordret til at faktisk gøre noget, kommer der et stille øjeblik i alles liv. Og det er dér vi skal spørge os selv; Er det virkeligt det værd? Er vores børns fremtid, deres børns fremtid, virkeligt dét værd?

Dette er nok det vigtigste spørgsmål vi bør spørge os selv og der håber jeg på at vi vil træde frem som de humanster jeg tror vi alle er, inderst inde. Jeg tror faktisk stadig på at vi godt ved hvad der det rigtige at vælge, men at vi er blevet forledt af grådighed efter stadig mere, til at huske det helt klart.

Ved at se "Cowspiracy" får vi et indtryk, for første gang i hele den industrielle tids hersken, at vi, som enkeltindivider kan gøre noget for at tage fremtiden i vore egne hænder. Noget meget enkelt. Holde op med at spisekød.

Det lyder som et quikfix, men tænk hvis det virkeligt virkede? Ville det ikke være et forsøg værd?


Når jeg ser på industrielt fremstillet kød, vil jeg fremover vende det ryggen. Hvilket er nemt nok, jeg køber jo allerede lokalt og hele molevittenen. Jeg har kaniner i baghaven, så mit kødforbrug er egentligt så englerent som det kan være. Som jeg så vil gøre i mindre grad fremover. Man kunne sige det således at målet er at få én køddag om ugen, i stedet for det gamle råd om at have én kødfri dag om ugen.

Nej, den store kamp kommer, når jeg begynder at se på forbruget af pålæg og andre, forædlede produkter vi omsætter i vor lille familie. Og mælkeforbruget (der allerede er lokalt, økologisk og 100% græsfodret jersieko, intet mindre). Smør, yoghurt, fløde, de er udadskillelige fra mit køkkenliv. Og alligevel, skal jeg have dem i mit hus, må de gøres til det de er; deres vægt værd i guld. Hvis ikke jeg kan producere det selv, vil jeg ikke have det i huset. 2015 bliver for alvor året hvor jeg kaster mig ud i hjemmeproduktion og af en eneste og temmelig flagelantisk årsag; det bliver pissebesværligt. Og dermed så meget mere værdsat og eksklusivt. Resultat, en stadig mere vegetarisk diæt. Og nogle spænende udfordringer i køkkenarbjdet, ikke at forglemme.

Nu gør jeg det bare ikke kun for at være elitær og gastromandeagtig i køkkenet; jeg gør det fordi det er det der kræves af mig som tilhørende menneskeslægten, Intet mindre.

Hva´behager, var det et nytårsfortsæt der ville noget?

jeg håber at du som læser, tager udfordringen op også. Du kan faktisk gøre en stor forskel med en lille handling.

Godt nytår derude

Miljøforkæmper? Drop kødet, Del 2

OK, så argumentet om at vi bør droppe kød, for at kunne afhjælpe klimakrisen, gav lidt skvulp i andedammen på internettet. Efter det første indlæg om filmen "Cowspiracy" her på bloggen, har der været gang i læsningen om pro-og conargumenterne i forbindelse med kødproduktion, særligt kvæg.
Læs første indlæg her.

Men, hvor skal man starte, når film som "Cowspiracy" hævder at kvæghold er årsagen til over halvdelen af forureningen med drivhusgasser, mens andre hævder at vi har brug for kvæg til netop at bekæmpe global opvarmning, ja, så kan vi jo ikke bruge tallene til særligt meget. Det vælter med fakta-

Om vi er et af verdens mest kødfortærende nationer, med ca. 125 kilo per indbygger om året og et mælkeforbrug på 92,8kg, som kødbranchen selv og magasinet Ingenøren hævdede i 2009? Måske.

Om der med velstand følger et øget kødforbrug og indere og kinesere er ved at æde os alle ud af planeten? Måske.

Er store naturområder rundt om i verden ligefrem afhængig af animalsk kvælstof og derfor er fritgående kvæg en nødvendighed for planetens fremtid? Måske.

Bliver der fjernet en kvadratkilometer i sekundet af den brasilianske regnskov, for at gøre mere plads til kvægdrift? Måske.

Det er alt sammen tal og prognoser, betalt videnskab og mavefornemmelser. Motivforskning og politik. Og ingen ved hvad der ret eller vrang.


Men hvis det er det; når det kommer til stykket. Bare holdninger og forretninger, der skal passes. Ja, så vil denne ydmyge streg, en stemme i forbrugerhavet jo have lige så megen vægt som alle andres.

Lad mig tage et par af argumenterne op her.

"Kvægdrift binder kvælstof og er en vigtig spiller i kampen imod drivhusgasserne".
I USA hedder en af de store fortalere for dette Nicolette Niman, en omvendt vegetar, der før har kæmpet imod kødbranchen, men nu er blevet det frigående kvægs advokat. Sammen med sin nye mand, kvægbaronen Bill Niman. Uden særlig forskningsmæssig baggrund, opregner hun i artikler, foredrag og sin seneste bog, de mange fordele kvægdrift har på jorden og henviser til Australsk forskning.
Et af argumenterne herfor er at kvæg efterlader særlige planter i deres græsning. Planter, som binder kvælstof. Hvilket kan være sandt, når der er tale om frilandsdrift men det er langt fra den største produktionsmetode til kød i dag.
Desuden udleder køerne jo stadig metan, den ægte dræber, når det kommer til at være en farlig drivhusgas. Andre forskningsresultater viser at faktisk er den indsamlede gødning fra konventionelt landbrug bedre for miljøet, hvis den anvendes i biogasanlæg, hvor metangasserne bruges til opvarmingsformål og ikke udledes direkte til atmosfæren. Resterne fra anlægget er metanfri og stadig kvælstofholdige, lige til at gøde den jord, vi afholder fra at få kvælstoftilskud af naturlig veje og som ikke behøver være af animalsk oprindelse.

"Kød produceret på friland, er sundt."
Mine venner i den bæredygtige branche har givet på sig, da de jo ikke er sat på jorden for at redde den, men for at producere og særligt, promovere, "godt" kød. I Danmark er der en stadigt voksende producentled, der specialiserer sig i at skabe frigående dyr, gerne økologiske, der står ud fra de konventionelle brugs produkter. Prisen på disse fritgående dyrs kød er høj, der er en stor efterspørgsel efter det, særligt i bynære områder, med en høj indkomstsrate. De er kræsne kunder, der ser en særlig værdi i det man på landet har vidst længe, fritgånde dyr lever bedre og giver bedre kød. I teorien.
Så der produceres altså ikke fritgående kød for planetens skyld, men fordi der er et marked. Ingen problemer herfra med det, men det retfærdigører jo ikke at dyrene faktisk belaster miljøet med deres metangas. Og det er lige meget, hvor mange kvælstofbindende planter de efterlader sig i deres græsning, for fritgående dyr er forsvindende få i den samlede produktion. En fritgående ko går ofte også længere og udeleder derfor mere metan, end en konventionel ko.
I filmen bruger man Nimans egne tal til at regne sig frem til at hele USA, det have af Canada, hele Mellemamerika og halvdelen af Brasilien, hver en kvadratmeter, skulle lægges om til sletteland, hvis bare det amerikanske kødforbrug skulle tilfredsstilles af kød fra fritgående dyr. De allerede begyndt at følge op på den plan i Brasilien, med katastrofale miljømæssige følger i form af tabt skovområde.
Jeg ved ikke helt hvad der menes fra folk i kød-feel-good-branchen med at fritgånde kød er "sundt". Det er muligvis sundt, fordi det ikke er pumpet med medicin, men at producere kvægkød i store mængder, er ikke sundt, for planeten Jorden.

"Naturen har direkte brug for drøvtyggere til at holde områder skovfri"
"Naturen" har ikke brug for os mennesker og da slet ikke nogle særlige, drøvtyggerholdte,biotoper. At de findes, den russiske taiga eller den, nu forhenværende, nordamerikanske prærie, er jo ikke takket være drøvtyggerne alene. Situationen er den at mennesket har sat sig på store områder af naturlig slette, marsk og englandskab, så VI har brug for drøvtyggerne til at sikre os biodiversitet, ikke omvendt.

"Mennesker har brug for at spise kød".
Jeg spiser selv kød og meget af det, synes jeg. Om jeg har brug for det, er så spørgsmålet.
I 1915-16 skrev Mikkel Hindhede (af regeringen sat i spidsen for at sikre en dansk selvforsyning af levnedsmidler, nu da man ikke kunne opretholde svineproduktionens krav om købt foder pga. krigen) at danskernes kødforbrug var steget med næsten 50% siden 1870, man var i 15/16 på ca. ca 50 kg per person. I dag er det som sagt, 120 kg. Danskerne overlevede krigen på en stor del grøntsagsprouktion og man noterede sig en god folkesundhed i årene efter krigen, vegetarkosten havde sat positive spor.
At mennesker er altædende og derfor kan leve af både plante- og animalskbaseret kost, burde jo kun være en fordel i dette tilfælde. Og tilhængere af rationelle argumenter, burde jo kunne se at vi har fået en alt for kødbaseret diæt. Så man kan jo bare lade være. De logiske grunde til at stoppe står i kø; ødelæggelse af havområder udryddelse af dyrearter, biotopdestruktion, tjek Oppenlander for mere(som blot er pletlæst af undertegnede; Richard A. Oppenlander, Food Choice and Sustainability: Why Buying Local, Eating Less Meat, and Taking Baby Steps Won’t Work.).

"Jeg vil have kød. Punktum".
Det mest sete og brugte argument. Og det mest ærlige. I nation af inkarnerede kødædere, som Danmark, er det offentligt seppuko at argumentere for mindre kødforbrug. Dels fordi vi som stamme, ikke vil have at nogen skal komme og tro de er klogere end os. En nærmest indavlet tendens, som vi prøver at skjule, med en overdreven lyst til at fortælle andre befokningsgrupper hvordan de skal leve deres liv, men nok om det her.
Den anden grund er kultur. Vi har et køkken, en velstand, og en madkultur, der kalder på kød. Kød er bare godt, det er som om dette udsagn bærer sandheden i sig selv. Man starter i Danmark sin middagsplanlægning med at vælge hvilket stykke kød, der skal ligge centreret på tallerkenen. Kød er nem mad, kød er mandemad og eftersom manden har overtaget køkkenet i familien Danmark, skal der kød på bordet. Vacuumpakket, hjemmerøget og specialsaltet, lokalt købt og med en keramiskkniv skåret, kød.
Det personlige valg er nummer 1, denne tankegang og den huserende palæokostmodel, bakker op om et landbrugserhverv, der producerer sygelige mængder af kød til mændene i køkkenerne. Mænd med en køkkenkniv, skal man vare sig for.
Når jeg sammenlægger hvad jeg kan grave op om kødproduktion, i Danmark, og på verdensplan, bliver disse mænd mig dog noget latterlige og farlige i deres stædige kødkonservatisme.

Jeg er nok stædig, men ikke dumstædig. Jeg må ændre mig og mine vaner og jeg må fortæller andre hvorfor. Det vil næste og sidste indlæg i denne tankerække handle om.

Miljøforkæmper? Drop kødet Del 1

Tager du korte bade, for at spare på vandet?
Glem alt om det og lad i stedet være med at spise den næste burger; den har på sin produktionsvej brugt ca. 2500 liter vand. Og det var én burger.

To tal mod hinanden. 13 versus 51.
13 er den samlede procentdel af den samlede transportsektors CO2udledning, 51 er animalsk produktions andel.

Så enkelt kan det siges, men over 1½time viser filmen "Cowspiray" igen og igen at det er ikke vores energisparepærer og en droppet rejse til Thailand, der tæller i det store klimaregnskab. Det er vort kødforbrug.

Den seneste stjerne på himlen over dybdeborende dokumentarer om vor fødevareproduktion, er "Cowspiracy" og den vil overgå forgængere som "An Inconvenient Truth (2006)", "Food Inc"(2008) og "Wasteland"(2010) i betydning. Denne film går nemlig bag om de miljøorganisationer, der burde være vore forkæmpere for et forbedret miljø, men som i virkeligheden lukker øjnene for det virkelige problem. Muligvis ved at blive betalt for at holde mund.

"Cowpsiracy" starter med at blotlægge de faktuelle beviser, der alle peger på animalsk dyrehold, som værende den langt største bidrager til vor jords elendige, grænsende til det apokalyptiske, tilstand. Med mange længder. Mange, mange længder.

En ko producerer 130 gange så meget affald, som et menneske, er beregningen fra filmen og der er mange af dem i filmen.

Næste naturlige skridt vil være at se på hvad miljøorganisationerne gør. og svaret er, ingenting. Overhovedet. Mange af organisationerne tør simpelthen ikke. Og der angives mindst to grunde til dette.

1. Man vil ikke se sine medlemmer forsvinde. At skulle være vegetar eller veganer, for rigtigt at hjælpe miljøet, er ret meget sværere end at skifte en pære eller cykle på arbejde.

2. Pres fra den store Agrolobby. I filmen vises det at man, i USA, ved at sige sandheden om animalsk dyreproduktion, faktisk vil blive dømt for samfundsskadelig virksomhed ifølge The Patriot Act. Det vises også at grønne organisationer stå højere end islamisk terrorisme, når det kommer til at udgøre en trussel imod USA. Kunne være spænende at se på hvor vi er i Danmark, på det område.

Vi støtter altså organisationer som Greenpeace, køber deres argumenter om at forsile brændstoffer og transport, er den store synder, mens agroindustrien går fri.  

Filmen er fuld af fakta,der synes svært at tilbagevise, mest forstemmende er dog det blinde øje som ikke bare regeringer har til den massive CO2forurening(RETTELSE, der skal stå "Methanforurening"), men også at stort set alle miljøorganisationer har. De tør simpelthen ikke at gå op imod landbruget, men har resigneret til at koncentrere sig om forureningsproblemer, der stort set ingen betydning har sammenlignet.
Selv FN er tilsyneladende røget med på vognen, når man påstår at vi er ved at løbe tøt for jord til at føde verdens befolkning. Det er jord til kvæg, man mangler.

Med den stigende privatisering af forskningen, vil det også blive tvivlsomt om vi i fremtiden vil blive oplyst om hvad der er hvad, derude i naturen. 

Så her går vi og sorterer plast fra metal, slukker lyset hver gang vi forlader et rum og cykler på arbejde og tror at det har betydning. Vi skriver under på protester imod olieudvinding og atomlagring, mens landbruget bruger 34 liter vand, hver gang de producerer 1 liter mælk. Det gennemsnitlige jordforbrug ved den nuværende animalske produktion, kræver 375 gange så meget plads,som en vegansk livsstil, 100 gange så meget som en vegetarisk. Food for thought indeed.

Se filmen, den koster 20 dollars på nettet og for undertegnede var det noget af en øjenåbner af kaliber.
Dog har MUND-FULD været kritisk, vidst at vor landbrugsproduktion slet ikke stod mål med vor naturs evne til at kunne følge med. Men at forskellene på hvad vi som miljøbevidste mennesker gør og hvad vi faktisk kan gøre, for at det har en indflydelse, kan være så nær og alligevel så fjern.

Drop kødspiseriet, end of story. De 5 ord skræmmer mig helt vildt. Næste indlæg vil blive en tankerække over min egen livsstil og de forandringer den står overfor.

Godt nytår derude.