Hvor ligger Citta Slow?

Er det ikke lidt symptomatisk at Svendborg ikke nævnes med en stavelse, når man læser ”mad og venners feature" om Slow Food bevægelsen? Kunne Citta Slow Svendborg blive mere usynligt end det er nu, hvor uenigheder om hvem der må have den orange snegl på sin bil, har cirkuleret i snart 2 år på de kommunale gange? Skal Svendborg overhovedet kunne se sig selv i spejlet, må der snart ske noget.
PÅ MUND-FULD tror vi på en strålende fremtid for hele Sydfyn som region, men kræver at nogle mennesker på ledende poster samler battet op og smasker til bolden.
Først; dette skal ikke være en hacceleren over Svendborg Kommunes fraværende brug af et certifikat fra en italiensk forening, der er mere vigtige emner at tage fat på end en række dogmatiske(læs; fanatiske) regler for drift af et bysamfund.
Lad os blot illustrere dette ved at konstaterer at den ledende medarbejder for Citta Slow Svendborg, har været sygemeldt i mange måneder nu, angiveligt pga. stress. Need we say more? Denne personlige katastrofe, fortæller et og andet om Svendborgs mangelfulde ambitioner i det hele taget.

Så hvad gør man så? Citta Slow er en god idé, på MUND-FULD tilslutter vi os fuldstændigt alle aspekter om en by med borgerens liv og nærværd i centrum. Den ro og sikkerhed en lokal forankring skaber, vil åbne en person eller en by op imod verden omkring den. I den robusthed man finder hos italieneren, ligger også gæstfriheden og interessen for det fremmede. Det kan vi lære meget af i det kolde nord.
Svendborg og Sydfyn er ikke København og i et land af Danmarks størrelse betyder det ”provins”. Vi har nemlig kun plads til én stor by med landets befolkningstal. Når vi så er kommet os over at være udenfor landets største antal kebabjoints og værste luftforurening, kan vi tørre øjnene og se på hvad vi ellers kan. Dette ”ellers” vil være vores redning. Vi giver lige to spalters plads til dem der allerede nu er blevet bange og gerne vil ind til S-toget og Hvidovrecentret


…så skulle de være smuttet og vi kan se på Sydfyns muligheder som region.
To ting flader en tilflytter i øjnene, rent historisk. Færgerne(skibene) og Frugten. Både ind og ud af havnene langs hele sydkysten, masser af øer, masser af liv sommeren igennem, en del beskæftigelse for byerne. Frugtkurven, hele Danmarks Frugtkurv, er til dels blevet solgt til EUmidler, men landskabet og stædige avlere, begge dele er stadig derude. Det burde de forskes mere i.
Vi kunne gøre hele regionen til et fødevaremekka af de helt store. Det var alligevel Kulinarisk Sydfyn, landets største fødevaremesse, der bag byens ansøgning til Citta Slow igennem. (regionale) Fødevarer som produktion, uddannelse, salg, turisme, bæredygtig livsførelse; det er lige til højrebenet. I stedet fremhæves ”guidede byvandringer, Qi Gong i Krøyers Have, Tankestationer rundt i Svendborg, marked i Maritimt Center, interaktiv blog på Harders” som eksempler på fremsynetheden fra kommunen. Med undtagelse af Tankestationerne, er dette jo gamle tiltag, der intet har at gøre med en deltagelse i Slow Food bevægelsen.
Jesus, man glemmer endda det eneste interessanteste indslag man deltog i som Citta Slow; litteraturfestivalen ”Ordskælv”, hvorom man frygter at det var en enlig svale.

Et skridt tilbage og lidt klipperi fra verden udenfor torvepladsen(hvor Farmers Market, er så godt som dødt, hvad skete der lige dér?)
Klitmøller er en lille vestjysk by, der nu i over 20 år har overlevet som samfund, fordi en tysk surfer kunne lide bølgerne derude. Heldigt, for de sidst fiskere havde lige forladt stedet, der så kunne rådne stille op. Nu vokser byen stadig og de seneste tilflyttere er ikke engang surfere, men bare yngre mennesker med lyst til livet deroppe. Pernille Stensgaard skrev d. 22. januar i Weekendavisen om udkantsområdernes overlevelse i Sverige. Ja, Svendborg og Sydfyn er et udkantsområde, jf. den tidlige tese om at vi kun kan have én stor by i DK. Tillad os at sakse i hendes slutning, selvom hun faktisk nævner Svendborg ved navn i sin artikel, og drage samme slutning;
”…det er netop den tråd, der løber igennem den udenlandske inspiration til danske yderkanter: De fleste folk er kun på gennemrejse i de tyndt befolkede egne. Det gælder om at slå kloen i dem ved at tilbyde den glæde og fornøjelser. Giv dem gamle østtyske godser eller svenske bondeslotte at sove i. Giv dem store bølger. Giv dem markeder og brugskunst. Giv dem temabyer – med bøger, kunst, mad, stilhed. Giv dem luksus (og/) eller ensomhed. De har ikke tænkt sig at blive rigtigt.”

Svendborg og dermed Sydfyn, kunne gøre dette. Vi har allerede fødevaremarkedet, vi har små produktionsvirksomheder, vi er Citta Slow, for crying out loud. Kom nu i hug, politikere, tag nogle seriøse og grundlæggende beslutninger om vor områdes fremtid. Sats alt på maden, vi er så godt i gang. Skab gourmetrejser og uddannelse af alle skoleelever udi madkunstskaber. Giv små fødevareproducenter ekstra gode forhold, få det Farmers Market til at virke. Gør dog alvor ud af at give borgerne fri til…………………………nå for pokker, der fandt jeg lige teksten om ”Ordskælv” i Kommunens 2009 plan. Jamen, så er alt jo fint, det er jo beskrevet og alting.

Nej, det er ikke. Svendborg kommune har gjort Citta Slow til bureaukraterne på rådhusets projekt, med deres borgergrupper og alenlange hensigtserkæringer. Der er gjort meget lidt for at ligge initiativet ud til befolkningen. Initiativ er at give fri, ikke plastre hjemmesider til med smukke ord.

Lad os holde her, bare et enkelt og tyvstjålet eksempel på hvor enkelt en folkeliggørelse kan være. En folkeliggørelse der er alfa og omega for en overlevelse af Svendborg som Citta Slow, eller i det hele taget som et levende sted at bebo.
Tysk kunstner planter, i samarbejde med bystyre, ét egetræ. Ved siden af egetræet ligges 999 stykker egetræ. Hver borger der ønsker det, kan tage så mange træstykker hun ønsker og få dem vekslet på kommunens genbrugsplads til lige så mange små nye egetræer. Vedkommende kan så tage træerne med hjem og plante dem i haven. I løbet af meget kort tid er alle stykkerne væk og rundt om i byen, er der plantet 999 små historier om drømme om en grønnere by. En meget effektiv, til og med billig, inddragelse.

Politikere, det er ved at være sidste chance; giv Citta Slow tilbage til folket. Og tjek så den her side; www.mulighedernesland.dk

Skolernes helt egen fugl Fønix

På Husholdningsskolerne af 2010 er det ikke frikadeller der vendes i luften, det er livssituationer. En stor del af elevgruppen er socialt belastede og med skolernes hjælp, kan de unge få dannelse og motivation til at starte en ændring af et fortsat liv som socialt udsat. ”Husholdning” er blevet til basal undervisning i hygiejne, boforhold og ernæring. Ser man sig lidt omkring, er dette emner en endnu større del af befolkningen ville kunne drage nytte af, men lad os holde os til landets sidste 14-15 husholdningsskoler.

Iflg. Forskningscentret for forebyggelse og sundhed(FCFS)(Nyt om forebyggelse; feb. 2010), kan det konstateres at sundhed og social klasse hører tæt sammen. Fysiologisk og socialt er børn fra ringe kår udsat for flere usunde påvirkninger under graviditeten, usikre opvækstvilkår, en ustabil skolegang, kriminelle ricisi og en seriøs dårlig livsstil. Hele deres liv kan disse mennesker risikerer at ligge samfundet til last. I et land, hvor der stadigt bliver længere imellem indkomst- og uddannelsesgrupperne, er det nødvendigt at satse på dette område, for at undgå en alvorlig social marginalisering, der igen kan ende med asocial adfærd klasserne imellem.

For en del af Husholdningsskolerne i dag, er det netop de udsatte, de tilsidesatte der udgør elevgrundlaget. Det er længe siden skolerne var udklækningsanstalter for fremtidige husmødre, i dag står arbejdet på almindelig skoleuddannelse og, i særdeleshed, skoling i at kunne styre egen rede. Rengøring, madlavning, ansvarsfølelse, og samarbejde, er dagens program.

I dette arbejde er det fortrøstende at vide at det faktisk kan gøre en forskel. For selvom socialt udsatte starter med minus på livets store konto, kan undersøgelsen ”Inter99” fra FCFS konstatere at der ikke sammenhæng imellem motivationen til at leve et sundere liv og social gruppe. I undersøgelsen bliver der gjort op med myten om at de socioøkonomiske nederste grupper ikke er motiverede for en sundere livsstil. Motivationen er lige høj i alle grupper og det er de helt almindelige menneskelige håb om et bedre helbred der er på spil. Alt hvad der skal til er hjælp; hjælp som højere uddannede i en vis grad, er i stand til at kunne give sig selv via betalt træning eller oplysning. For andre er der brug for udefrakommende motivation.

Enter Husholdningsskolerne.

Desværre opleves livet som Husholdningsskole, som værende ret del udsat i disse dage. Det gamle grundlag for skolerne er ved at skride bort, skolerne søger i forskellige retninger for at udvikle sig og den landspolitiske støtte kan der ses langt efter. Særligt når den siddende regering nærmest får produceret undersøgelser om folkesundheden der passer i deres eget kram, i stedet for at ville folkets bedste. Desværre for regeringen, blev Sundhedsstyrelsens fejlagtige undersøgelser, med en overvægt af højtuddannede svarpersoner, opdaget af regeringens egen Forebyggelseskommision. Samme kommission foreslår samtidigt at man bruger alle forhåndenværende værktøjer i arbejdet for at øge den samlede befolknings sundhed, særligt de svageste grupper iblandt os.

Enter Husholdningsskolerne.

Både kommissionen og Inter99 er enige om at for socialt- og økonomisk udsatte er redskaber som priser, tilgængelighed, reklamer OG motivation meget vigtige. Inter99 foreslår yderligere, da mænd udgør en stor del af de mest udsatte, at der skal helt nye værktøjer i brug. (yngre)Mænd lader sig ikke motiverer af fesne grøntsager eller trusler om et kort liv. I stedet kunne man forestille sig at parametre som konkurrencemomentet, samarbejdet, præstation vil være motiverende.

Enter husholdningsskolerne.

Der er allerede i dag, engagerede og vidende lærerkollegier på Husholdningsskolerne. De gamle dyder som værelsesorden og en god frikadellefars, går hånd i hånd med uddannelsesvejledning og positiv voksenkontakt. Med få greb kan skolerne skærpes yderligere ved at fokuserer på udannelsesområder som plejerfag, produktionsfag og servicefag, alle områder, hvor vi i fremtiden vil få brug for alle hænder.

For MUND-FULDs egen del, så vi gerne et arbejde imod introduktive kurser i bæredygtige produktionsfag, havebrug og madlavning for større grupper. At introducere omtanke for miljø og nærhed i form af besøg til lokale procenter, giver disse elver et første indtryk af helhed og bevidsthed om sammenhæng. For nogle elever vil det være første gang.

At gøre socialt udsatte unge til gode samfundsborgere er ikke gjort med et ophold på skolerne, men det kan være forskellen for mange.

Så vendte vi også på en tallerken…

…ligesom vores kære regering, der gik i panik over madordningens første reaktioner. Men af helt andre årsager. Og når skræmmeeksemplet bliver mad, bragt i vacuumposer fra Hamborg, er det klart at man hellere må pakke hele cirkusset ned igen, klart som blæk, vel at mærke. Oven i købet fik regeringen også af vide at de dyrkede ”socialisme”. Alle løb fra regningen og stillede op i køen ved håndvasken.

Her på MUND-FULD er vi også vendt på en tallerken. Nu er vi faktisk 100 % for en obligatorisk madordning i institutioner og endog i skolerne med.

Som blev nævnt i sidste indlæg, vil madordningen nemlig kunne gå hen og blive en fødevarerevulotion af de store. Måske en folkebevægelse, hvis succes kan bruges som foregangsbillede i udlandet. Men dengang var vi imod, da det da må være enhver forældres ansvar og lyst at give sit barn god mad.

Lad os dvæle ved det; lyst, mad, forældre.

Og starte med det sidste; forældre og deres børn. Sidst harcelerede vi en smule over overdrevet madsnobberi omkring mærkevarer, luxuskøkkener og specialvarer. Disse forældre burde bare tage sig sammen og bruge mere tid i køkkenet med børnene og lære dem at spise knoldselleri og syltet makrel.
Ved at følge debatten, er det blevet klart at disse luxus familier, deler skæbne med socialt udsatte familier; ingen af dem evner at sætte børnene ind i måltidskultur, madlavning, sansning, køkkenrutiner o.l. for ingen af dem har lært det.
Den nærværende forældregeneration af 25-45 årige har ikke lært de mest basale kunstner i et køkken og hvorledes skulle de så kunne sætte noget så almindeligt sammen som en madpakke? Vi har for travlt med jobbet, sporten, vennerne; vi er en projektgeneration, der ikke har tid nok.

Vi må have hjælp før vi fejlernærer vore børn. Nogle skal have den hjælp af økonomiske årsager, andre af ernæringsmæssige; alle skal vi motiveres. Løsningen hedder obligatorisk madordning i skoler og institutioner.


På MUND-FULD var vi af den mening at dette kunne man da godt selv finde ud af og det ville man da være interesseret i. Vi må nu konstatere at forældre af i dag, er så langt fra madviden, at kun hjælp udefra kan hjælpe os. Inspirationsnetværk, madklubber, nyhedsbreve og besøg af taskforces; alt dette vil kunne vokse frem af madordningen. Børnene vil vende sig til maden, de vil komme hjem og fortælle om 6-kornsblandinger og skozonérrødder og de vil fortælle hvordan det så ud og smagte og vi vil kunne få information om hvordan det blev tilberedt. Ikke længere vil man stå dernede i supermarkedet og tænke over hvordan man bruger alle de sunde og eksotiske produkter; poderne ved det allerede. Børnene vil redde deres forældre fra fejlernæring!

Og så er fordelene ved sunde og rigelige måltider jo slet ikke blevet nævnt, bedre humør, indlæring, fysik, hukommelse; også midt på dagen er det store måltid vigtigt. Der vil være jobs at hente og på den måde endnu mere uddannelse af befolkningen.

Vi tog munden for fuld, men er ikke klar til at spytte ud; vi tager bare en endnu større bid!

madsnobberi og ditto -ordninger

Vi er nu en uge inde i den regeringsbestemte, landsdækkende madordning for børneinstitutioner. Vi er også i gang med den årlige renselse efter madorgierne i julen; nu skal der trænes og spises sundt. Det giver anledning til at kommenterer lidt på et par modsætninger iblandt de spisende danskere.
Madordningen først og lad det være sagt fra starten af; heromkring er vi ikke glade for den. Den modarbejder faktisk alt hvad der giver fornuft for MUND-FULD, det umyndiggører slet og ret den enkelte borger fra hendes ansvar.Mange forældre har også reageret stærkt imod ordningen og efter en uge, er der harmdirrende rapporter om sultne børn og alt for kompliceret mad. I København bliver der jongleret med honningglaserede kyllingelår, rygeostdip og laksepastasalat, men poderne går sultne fra bordet. Pædagogerne udtaler at børnene ikke kan lide maden og at det ikke svarer til hvad de er vant til at have med i madpakken.

Èt er tilvænning, bliver man ved længe nok, skal de små sgu´nok overgive sig, det er er værre med de voksne. Pædagoger der står fast og ikke fortsætter i det uendelige med at smørre klemmer til de sultne og forældre der her har chancen for også at ændre madvanerne derhjemme. Noget jeg fornemmer Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus også indikerer i sin udtalelse om "....vi voksne må væbne os med tålmodighed og spise brød til...".
Og lader vi det andet nøglepunkt træder ind; madsnobberi.
I teorien er det de selvsamme forældre der harselerer imod madordningen, der gerne vil være åh-så økologiske og sunde, på egne og i særdeleshed, deres børns vegne. Der er nemlig mode og signaleffekt i at købe "de rigtige" mærker indenfor fairtrade og bæredygtighed. De samme forældre der gerne vil give deres børn tøj, som ikke er produceret under slavelignende forhold og som har gået til graviditetsyoga, er utilfredse med madordningen. Madordningen, der altså serverer deres børn særdeles varieret kost. Der er ikke tale om vakuummad her, det produceres dagligt, bringes ud dagligt, er så økologisk som muligt (det må kræve rescouser til vanvidshøjder).

Dette må kaldes et paradoks, der burde jo være jubeldans i de små østerbrolejligheder; nu kan vi spare tiden, ungerne får den samme mad som herhjemme. Men ungerne afslører jo deres gamle, det er ikke den mad de er vant til derhjemme. Dyre køkkener, pornolignende kogebøger og en tur i de små dyre specialforretninger smitter ikke af på poderne. Det hele lugter lidt af snobberi, man kan godt give dan gas med de dyre fornemmelser, men at lære sine børn at spise kikærter og savoykål , er en kamp man ikke har taget og derfor stejler børnene henne i børnehaven.
Madordningen kan godt gå hen og blive en seriøs håndsrækning til forældrene, men endnu engang lader vi forældre lærere og pædagoger tage det hårde og sure slid med selve arbejdet.
Det er bare for sløvt af den danske forældre per se.

Måske burde vi alle overveje lidt mindre tid brugt på shopping og lidt mere ved gryderne med de små. Og så behøver sundhed og bæredygtighed ikke at være hverken fint og dyrt; der er økologisk mælk i Lidl, de har også øko-kartofler og i denne uge var der danske Lucas-pærer til 12 per 2 kilo.

20 finter til dig som madvareforbruger...

En håndfuld metoder vi alle kan benytte os af for sammen at ændre en forskruet fødevareindustri. Stem med tungen. Listen er taget fra ”Country Living og så kommenteret, udvidet og tilpasset danske vilkår.

1. Reducér dine madkilometre. Friske fødevarer har det ikke godt med at rejse langt, så skal der tropiske frugter i frugtskålen, er det en fordel at kende deres bedte sæson. F. eks er appelsiner bedste i januar og ebruar, meloner sidst på sommeren. Faktisk kan det være en fordel at købe ananas, fersken o.l. på dåse. De er nemlig plukket modne og ikke halvmodne, som mange frugter i butikkerne kan risikere at være. Ofte er frugter som mango og sharon faktisk først modne, når de er særdeles bløde og rynkede. Er man ”heldig” at have en totalt uvidende person ansat idet lokale supermarkeds grøntafdeling, er der billig, moden frugt at hente.
2. Hold øje med forførende ettiketter med ord som ”traditionel”, "håndværk" og ”generationer af X´s familie”. Det er ren vildledning; læs indholdsbeskrivelsen i stedet.
3. 6 om dagen kan godt være 10. Klem frugt og grønt ind hvor du kan, det er nærmest umuligt at få for meget. På morgenmaden, færdigskrællet i en skål på bordet, i tasken; hold dem i nærheden. Til de mere tunge måltider, kan det være en fordel at læse op på sine salatbøger.
4. Lokale råvarer er også årstidens. Jordbær i januar er perverst og desuden smagsløse. Brug tiden om sommeren på at sylte, henkoge, kort sagt; gem et par glas syltetøj til lagkagen i februar, smagen er bare bedre og så er der jo hele glæden ved at have produceret hele svineriet selv.
5. Lækkersulten? Gør det dog selv. Eller rettere, lad ungerne om det. Vær hurtigt uden og lær dem allerede som små at kager ikke bager sig selv. Der er masser af sjov og lige så megen rengøring ved at bage selv.
6. Find grupper der er værd at arrangere sig i. Og vi taler ikke FaceBook-grupper her, brug noget fritid på at opsøge lokale og nationale netværk og foreninger, der kæmper for bedre fødevarer til dig og mig. Kunne være der lå nogle gode middagsoplevelser i sådant et engagement.
7. Fairtrade. Det virker og det gør din kaffekop gladere. Men husk at fairtrade også gælder andet end moccaen og at fairtrade også betyder at du betaler danske varer den pris de fortjener….hvis der er nogle danske varer tilbage at stole på.
8. Der er begyndt at dukke Farmers Markets op i Danmark, brug dem. Vort lokale i Svendborg hænger lidt med en vis legemsdel i vandskorpen pga. manglende opbakning. Det er lokalt dyrkede råvarer, de er i sæson, når du køber dem, hvilket betyder optimalt indhold af det sunde, det har været kort undervejs, det er økologisk; kort sagt det er fremtiden.
9. Fisk er gååååååådt og det er det specielt hvis du spørger til MSC ordningen hos din lokale fiskepusher. MSC er; hensyntagen til lokale og internationale bestandsstørrelser, brug af redskaber der skåner havmiljø og fiskeyngel og standardiseret iforhold til internationale love og konventioner. Du kan også bare gribe stangen og fiske selv. Fisk er gååååååååådt!
10. Støt op om den lokale slagter(og bager og grønthandler og fiskemand og ostebutik og….) Ca. 80% af kød købes i detailbutikkerne og det er dem med det gamle hakkekød, bare så du husker det.
11. Gå ud og spis og gør din gastronomiske verden større. Støt op om lokale spisesteder, spørg til deres råvarer, giv dem noget at lave. Og tag cyklen derned.
12. Skolemad er hjernemad. Giv ungerne et ordentligt og dvs sukkerfattigt morgenmåltid. Gerne med et glas juice, og et æg og så masser af frugt og korn. Og så er der noget med at nærværende regering vil tvangsfodre dine børn med institutionsmad, ikke sandt. Gør din stemme gældende og vær en del af dine børns madvaner; hele dagen.
13. Lær nogle nye retter. Nævn de retter du laver til dagligt og jeg vil tro at du kan tælle 10, måske 15, alle måske variationer over de første 5. Gør dig selv og din familie en tjeneste og læs de dyre kogebøger du har fået, men som bare står og glor på hylden. Lær en ny ret hver uge og verden vil ændre sig.
14. Er du én af dem der presser fødevareproducenterne til at være billigere, hurtigere og dermed slække på kvaliteten? Laves der bunker af ringe råvarer på elendige vilkår til dit køleskab? Køb mindre ved at købe bedre, en økologisk selleriknold er måske halvt så stor som en konventionel, men den er ikke vandfyldt, hul og træet; derfor smager den bedre.
15. Få dig en have. Eller en altankasse. Eller en gård, gerne med andre ligesindede. Krydderurter og specialgrøntsager er billige og gode at dyrke selv. Og så slipper du for at skulle se genudsendelser i TV.
16. Der er gårde der har pluk-selv-frugt. Besøg dem og få en tur i det grønne oveni købet. Besøg den ældre mand nede af vejen, der har masser af frugttræer, men hverken kræfter eller mave til at spise alt fra dem. Gå i skoven i september og fyld kurven med brombær, svampe , gå derud i foråret og pluk syre og bøgeblade.
17. Bliv klogere på bæredygtigt livsstil. Nap en af disse nede fra bibliotekshylden og ryk videre med din/vores verden, nu også for de fremtidigere generationer.
18. Drop junkfooden. Og svin den gerne til overfor alle andre. Det er ikke engang godt for tømrermænd og slet ikke os andre.
19. En lille, men vigtig ting. Emballage, vi bruger hver 180 kg emballage om året i DK. Sagde jeg lille? Brug muleposen hver gang du handler og få så købt nogle komposterbare affaldsposer, pak mest muligt af dine varer op i supermarkedet og lad dem drukne i deres egne plastikwraps, sig gerne fra overfor uddeleren, det er dig som kunder, der har bukserne på.
20. GMO. For os ateister er der ingen Gud, men det giver os ikke ret til at fucke med naturen, så hele ballancen ryger. Selvom vi ikke siger ja tak, vil vor tavshed, være et stille ja til genmodificering af vore fødevarer og dermed os selv. Mutanter, de spiser GMO.


Jeg håber der var lidt inspiration at hente her, enjoy the trip.

Mad er nemt

Det hænder at man støder på folk, der trækkes med det tunge ansvar at lave mad til sig og sine dagligt. Det er ikke nemt, nej. Nej, puha, det er ikke nemt. Gu´er det så.
Problemerne? Indkøb, tager lang tid. Og hvad skal vi dog købe? For slet ikke at tale om hvad vi skal lave? Så er det bare nemmere at vinde i lotto og ansætte en billig thai og/eller knokle måsen af led, for så at have råd til take away. Næh, det er det så ikke, hurtigt til et par gode idéer om hvorledes I kan komme nemmere og behageligere til være glade for køkkenet.

Planlæg. Meget nemt og særdeles brugbart for alle; singlekvinder i kbh og børnefamilier i Ålborg alike. Sæt dig ned, bladr dine favorit kogebøger (mere om dem i et senere punkt) igennem lav en plan for en uge. Nemmest er det jo at starte med en mandag, beregn ihvertfald to dage med ”rester” og sæt menuen sammen, så du får brugt alle indkøbene op. Man kunne jo tage lammekøllen, der bliver til biksemad dagen efter. Eller koldskålen der kan bruges..........som natmad; OK, der bliver ingen rester af en koldskål lavet på æggesnaps, ymer, lidt brun farin og hyldesaft.

Indkøb. Faktisk allerede fikset i punktet om Planlægning. Køb ind 2 gange om ugen og lad vær´med at købe for meget på improvisationen. På den anden side, der er altid plads til ekstra tomatpuré, konserves, tørret pasta, havregryn og øl og chokolade, i skabet. Men lad ikke de dersens tilbud styrer dig, du ender med at være fedet op på hakket kød, Karen Wolf og andet salt-/sukker-/fedtpumpet crap.

Kogebøger. Perfekte til at få dig til at tænke ud af kassen. Uden kogebøger ville jeg spise de samme 4 retter året rundt. Plag forældrene om deres gamle, gå i antikvariat, få en fetish i madverdenen og dan et netværk, stjæl nogle eller køb coffeetablepornobøger til du må gå fra husoghjem. Det vigtigste er at du har en blød tol, et stash af bøger og masser af...........

...Nysgerrighed. Chillensk flæskesteg. Hvilken menu laver de i amerikanske zenklostre? Er det Libanesiske køkken virkeligt verdens bedste? Egnsretter fra Langeland. Knödel! Linser med ananas. Saltkød med chow chow; go forth and discover the world.

Tid. Vær generøs, med din tid og din mad. Få ungerne med så tidligt som muligt, giv dem en kniv og noget at skære. OBS, med børn i køkkenet skal du beregne 6x så lang tid og at lave den enkleste mad du kender, så bliver der tid til det hele. Andre dage besætter du køkkenet, jager alle ud og simrer i timevis. Lav det mest crazy du kan finde på og virker det, inviterer du naboen(hav dig mindst en nabo eller vennepar, der er istand til at dukke op med times varsel) og praler resten af aftenen.

Klichéer som ”årstidens grønt”, "slankemad på 5 minutter”, nordisk køkken og Dr. Ötker, er med vilje udeladt.

OPUS; sundere mad, bedre liv, nyt nordisk køkken

Der blev i juni d.å. holdt konference om OPUS, det nye 100 millionerkroners-projekt, der skal give os bedre liv, bedre mad og mere nordisk i køkkenet. Et noget regionalistisk projekt kunne man tro; noget der lugter af udelukkelse og mistro til andre regioner. Det var i alle tilfælde det jeg havde med, da jeg satte mig på forreste række.
Istedet blev jeg positivt overrasket. Æggehovederne fra KU, med Arne Astrup i front, ville dele med os madundervisere og -formidlere. Dele deres idéer om at lægge danernes underlige madkultur om til at være bæredygtig, glædelig og sund. Skam over fordommene!

Så hvad kan en husholdningslærer bruge fedme-tal og beviser på at nordiske produkter snildt kan erstatte importerede i sundhed; hvad kan han stille op med Aarstidernes idéer om fremtidens landbrug og Tor Nørretranders fabuleringer om hvor vi som stenaldermaskiner, kommer til at overleve? Ganke oplagt bruges det i undervisningen med eleverne, hvor man nok skal møde fordomme og anderledes holdninger.
man kan undres over 16-17årige, der hårdnakket nægter at spise fisk eller grøntsager, men gladeligt vælter sukker/saltholdige "fødevarer" i svælget; ja, man kan nærmest irriteres. Indtil man møder forældrene til selvsamme elev. Så tilgiver man eleven alt. Der er i disse dage ikke megen sund fornuft i forældres madkultur, den de giver videre til poderne. Enten er de fuldstændigt ligeglade eller også nærmer deres attitude sig ortoreksi. Forældrene, det er os med børn, os der har for travlt til at helt tænke over måltidet og dets værdi.

Det skal glæde mig at se om OPUS kommer frem til måltidet i al deres videnskab.