Links renset for kendisser; adgang til bedre mad

Her gik man og troede at det blot var de laverstående klasser, der intet anede om god ernæring. Men nej, det står meget værre til; også de bemidlede, dem med jobsne, stillingerne, overskuddet og de gode meninger, har tilsyneladende valgt frisk fisk fra.

En Føtex vælger at lukke sin fiskeafdeling og en madelsker bliver deprimeret. I (havne)byen, der huser Danmarks største fødevaremarked, er  salg af frituremad til sejlerne i sommerhalvåret, det eneste der holder fiskehandleren oppe.

Mad er hvermands eje og nødvendighed, så hvorfor kan et supermarked i den dyre ende ikke holde gang i en fiskeafdeling?

Her gik man og troede at den del af befolkningen, som holder gang i livsstilmagasiner, pornofikserede kogebøger og den uendelige rejse igennem kendiskokke/madmennesker, i det mindste kunne holde måsen oppe på leverandørene af råvarer til det gode liv i køkkenet. Og særligt når det kommer til en fiskeafdeling, midt i et supermarked; nemmere bliver det vel ikke.

Verdensmestre i kok og restaurant. Danmark har fostret Klaus Meyer, Brdr.Price, Camilla Plum, Kille Enna, Erwind Lauterbach, Søren-drengen, Boserup; altså et hav af engagerede madmennesker og et højt fagligt niveau på en række restauranter.
Stadig mangler den folkelige opbakning til projektet og MUND-FULD stiller spørgsmålet om den nogensinde vil komme. Muligvis er det kun igennem en massiv indsats fra kendisser og glitterblade, at en basal interessse og læring, vil fremkomme. Som Hr. Meyer har sagt så mange gange; I Danmark må en madrevolution komme fra oven".

Muligvis, men her kommer en lille samling links til websites, der renset for den slags. Projekter og sites, der koncentrer sig om at lave god mad, forske i god mad; elske maden for madens skyld.

OPUS-projektet 

CivilEats

Madkultur.dk

Sustaniablog

grist

nuttyfig

nordic kitchen

Den Sydfynske Køkkenskole

MUND-FULDs indlæg på årsmødet i Økologisk Landsforening 2011

Indrømmet, "årsmøde" og "-landsforening" er ikke to skide ophidsende eller sexede ord, men dette er vigtigt.
Livsglæde igennem naturlige produkter, naturlig spisning og naturligvis, sund fornuft, er meget, meget vigtige sager for s alleog økologien er et skridt den rigtigte vej.

Derfor havde MUND-FULD sagt ja tak, til at bidrage med et indlæg på én af workshopsne på årsmødet. Dette er ordene, som de blev læst op.

"I den forgangne uge fik TV journalisten Clement Kjærsgaard til delt Publicist Prisen. Det kvitterede han for, ved at revse den samlede journalststand i Danmark. Og selvom jeg ikke har fået en pris i dag, vil jeg gerne benytte mig af samme fremgangsmåde.


Dansk økologi er på vej ud i farligt land; for ”ØKOLOGI” er blevet et brand i stedet for et naturligt valg.



Økologi er, skal, være en naturlig ting for vores familie. Det er som i ordets egentlig betydning, en del af vores husholdning. Med hjælp fra Økologisk Landsforening, kan det blive en større del af hele Danmarks.

I mit indlæg, vil jeg prøve at angive to problemfelter for økologien. Områder jeg ville ønske økologien ville tage stilling til, således at jeg igen kunne støtte op om tanken 100 %. For som alt andet, er økologi ikke en sort/hvid størrelse, og derfor heller ikke en fanatisk del af min families hverdag. Faktisk er den blevet en mindre del efter vi flyttede på landet.



Med de mange tiltag ØKL står for, kan hjertet jo kun blive varmt, der er brug for ØKL.





Vor familie bor ikke i en by.

Det betyder, kort fortalt, at økologi ikke er på børneinstitutionernes agenda, det er ikke på naboernes agenda, det er ikke på spisestedernes agenda. I alle tilfælde ikke som i større byer, hvor det flertallet af det kommunikerende lag af økologiske forkæmpere ser ud til at bevæge sig rundt. Økologi bliver ikke brugt som et salgsargument andre steder end i gårdbutikkerne og i supermarkederne. Underligt, når nu Sydfyn ER Danmarks have. Men hernede i Svendborg er det mere low key; i køer bare ind i Økomor, den lokale butik, og så er det det.

Derimod er der boder ved vejsiden, fiskere på havnene, æbler i haverne, hvor vi bor.

Det er en stor forskel.

På landet er selvforsyningen en mulighed og oftest er det ”økologisk”, eller rettere, det er artsdifferentieret, det er årstidsbstemt og måske har det fået hjælp af et skud ”vitaminer”. På landet er der masser af vilde bær og nødder, vi har en lokal kødkvægavler(ikke økolog), vores lam kommer fra venner i den lille by vi bor. Vi får høns til foråret, vi dyrker lidt i have med grønt, der er nogle gange en fasan i vejkanten.

Bylivet er ikke selvforsynende, men det er økonomisk set, rigere. Kan man derfor bringe en følelse af sundhed, nærhed, naturlighed og velfærd til forbrugeren, har man vundet sig kunder. Kunder der kan betale for at få bragt æbler ind fra Chile og gulerødder fra Polen, selvom DK burde være selvforsynende i netop disse råvarer.

Der er flest mennesker i byerne, så selvfølgelig er det her pengene skal hentes. Men vi taler ikke naturlighed, vi taler brand; et blandt mange.





Økologi koster mere, udvalget er begrænset, kvaliteten varieret og jeg skal stadig lede mere efter det. Ligesom alle andre luxusmærker, køber jeg en drøm og håber på det bedste.

Men graver jeg lidt, giver reklamerne med grønne marker, smilende køer og blomster på kartonen, ikke altid mening. Og hvor er min drøm så henne?

Dette er ikke det billede jeg håbede at ville stå med som familiefar og travl forbruger. Jeg havde håbet at man have undgået at netop ende som endnu et mærke. Jeg havde håbet på et politisk projekt, med en god smag oven i købet. Det, går jeg ud fra, er ØKL mål; at bringe økologi ud til hele Danmarks befolkning.

På min arbejdsplads, Husholdningsskolen ”Skårupskolen” har vi ½ års tid gået og brygget på at danne en række eksterne kurser. Kursernes formål skal være at danne bro imellem lokale producenter og forbrugere igennem madlavning, debatoplæg, besøg hos og af producenterne samt personligt nærvær. Vi har diskuteret hvor økologien skulle passe ind i disse kurser. Da jeg for tiden, er ret skeptisk overfor en økologisk fanatisme, holdt jeg mig lidt fri af den snak. Det viste sig hurtigt at økologi allerede nu har lidt skrammer hos den ”almindelige lærer” og dermed en almindelig lærer. Er blevet snakket om ihjelhakkede høns og den lokale storøkolog, Skiftekjær, der pakker udenlandske varer på sit pakkeri. I stedet for de sundhedsfremmende egenskaber, var det dette i stedet emnerne blandt arbejdsgruppen. Det synes jeg er rigtigt ærgerligt, for jeg vil mægtigt gerne meget mere økologi på kurserne og på vores skole.

Bemærkelsesværdigt nok, så er vi på vores skole meget interesserede i at få et økologisk spisemærke; som et hvert andet brand, vil det jo se godt ud på døren ind til spisesalen. Igen, signalpolitik, mens der bagved måske mere ligger et ønske om mere lokal forankring i arbejdet med ”mad” i undervisningen, i køkkenet.



Nu til det der kunne gøre økologien mere vedkommende for min familie.

Der er stor brug for fødevarer og det siges at vi har krise.

Snart vil økologien udsættes for pres af konkurrenterne. Når det går op for det konventionelle landbrug at man ikke kan vinde den jævne dansker med Jørgen Leth voice overs og pyntede tal i regnskaberne, vil man bruge det tunge, det ubehagelige, det undergravende skyts.

Som repræsentant for en nu fast etableret band i valget af fødevarer, ser det for mig ud til at man skal til at bruge bokstermer og ramme debatten dybt og højt. Med det mener jeg at der brug for et langsigtet og for økologien, styrkende imagearbejde, samtidigt med at man skal tage de store chancer og debatter, når de byder sig.

Ser jeg som privatmenneske en strålende fremtid for økologien som blot endnu et brand? NEJ

I stedet ville det ære rar med klare udmeldinger, der udviser det eneste vi i fremtiden kan stole på i den store mediestrøm; troværdighed





Jeg lovede to områder i starten af mit indlæg. To områder, der kunne gøre området lidt tilgængeligt for forbrugerne at købe mere økologi.

Det kunne også hedde ”Nem adgang for forbrugeren” og ”Klarhed om økologi”



Det må blive meget nemmere at få fat i økologi, det arbejdes der tydeligvis på, men der hænger en em af luksus over Ø-mærket, der skræmmer mange af de der ikke bor på Østerbro i København, væk.

Gør det naturligt igen. Lad være med at fortælle om ”den gode smag”, når det gang på gang påvises at der ikke er smagsforskel og særligt når stort set alle økologiske gulerødder, med alle mener jeg de store 2kg poser, uden sortsangivelse, dyrkningsangivelse og produktionsland, smager af sæbe.

Lad det være op til forbrugeren at finde gode råvarer, vær oppe på beatet med de kolde fakta om produktet og drop den smilende landmand, med navne som ”Henrik Pedersen, 4. generation på ævlebavlegaard”. I stedet skal der bruges kræfter på at vise at økologi er viden, om sorter, holdbarhed, oprindelse. Hvad er lige de her jordskokker gode til, hvilke æbler er bedst om vinteren? Og hav dem tilgængelige.



Mere klarhed
Svar på følgende spørgsmål:

Hvorfor må økologer tilsætte 25 % gødning fra konventionelle landbrug til markgødningen?

Hvordan forklarer man det faktum at, grundet et mindre udbytte, må man bruge mere landbrugsareal. Og dermed at gøre et større indhug i naturområder?

Hvor står man henne i den kommende mangel på fossile brændstoffer?

Tag de store emner op, når de rammer debatten, vær selv med til at skabe debatten.

Clement Kjersgaard vil have det bedste frem i sit fag. Han hævder at danske journalister af i dag benytter sig de dårligste træk fra journalisme og den akademiske verden. Utålmodighed og arrogance.

I fremtiden så han gerne at de bedste træk blev fremelsket; uafhængighed og grundighed.

Og er det svært at komme med i Debatten på DR 2, så arbejd på gadeplan, på institutionsplan, benyt jer af tilstedeværelse, ikke på nettet; personlig tilstedeværelse.

Jeg ved at dette har kunnet høres som en fraskrivelse af økologi, intet er mere fjernt. Vi handlede gerne mere økologisk, men jeg tror at fremtiden, på et bredt forbrugerplan, kommer til at hedde lokal oprindelse og mere viden om produkterne.



Jeg glæder mig til at følge ØKL i fremtiden

Nationalpark DK

Der er nu offentilg høringsrunde om Nationalpark Sydfyn og herfra skal du også opfordres til at give dit besyv med. Det kan man her .

MUND-FULD er helt og holdent for en nationalpark; faktisk  er det sådan at vi mener at man lige så godt kan omdanne hele landet til en økologisk nationalpark og gøre klar til at være et oplevelseland og ikke et produktionsland. At være first mover som hel nation vil skabe fordele, fremfor andre (lande) der bagsræberisk vil holde fast i et subsidieret og forurenende produktionsapperat, a la det nuvæende danske.

Kampagnevideo FOR nationalparken(med en noget tilknappet herre) her
Det eneste, sjove, men noget tyndt argumenterede, modstykke her

Det var forresten spænende at se programmet "De Grønne Pionerer" i fredags, hvor fødevarer var i fokus. Her blev en begisk kantinekok, en fransk grøntsagsavler og en polsk udviklingskonsulent præsenteret, med hver deresløsninger på et fremtidigt fødevareforbrug.
Belgieren havde omlagt sin kantine til økologi og lokal produktion, til etøkonomisk ansvarligt niveau
Franskmanden havde et socialt projekt med grøntsagsproduktion kørende; to succéer ud af to.
Polakken arbejde med at bevarer lokale traditioner i landsbyer, ved at skabe bevidsthed om det, for de lokale selv.

Meget interessant, for det burde jo også være vejen for et lille, vævert land som Danmark. Den nærmeste fremtid vil vise os om vi kan efterligne vore forfædre og skabe innovation i national skala; til forbillede for resten af verden.

Et fakta,der tegner for, er de 15% fødevare er steget i pris det seneste år. It´s wake up time, folks!

Fødevarekrise?? Hvarffor´ en krise; jeg har da lige købt kurven fuld i Netto??

Bliver det en skrækfortælling om dårlige spisevaner eller udbytning af tredjeverdens lande og deres befolkning?? Nej, det bliver meget værre; det handler om at der faktisk ikke er hverken mad, olie eller forståelse nok til at fortsætte den livsstil vi i den vestlige verden, har sat som mål for hele jordens befolkning

Spiser du hver dag, er du lige i målgruppen for dette indlæg; der er en samling eksempler på at du, landbruget og fremtiden har meget med hinanden at gøre. Og det gælder faktisk særligt dig der ikke har det fjerneste begreb om hvor din mad stammer fra.

 Vi starter med dagens chok i den dankse andegård.

Venstrelandbruget har tvunget sig igennem igen og fået udsat en række miljøkrav med endnu 15 år. Fra den nærværene regerings side er 19000 tons blevet til 9000tons, der igen er blevet til 0. Og det bare på 1½ år efter at ”Grøn vækst” udspillet skulle reducere udledningen af kvælstof med de førstnævnte 19000tons om året. Det påståede grundlag? Der vil forsvinde danske jobs i landbrugssektoren.
Vi synker lige spytet og påpeger, atter og endnu en gang, at fremtiden for dansk landbrug IKKE ligger i maksimering, men i kvalificering og specialicering.

Dansk landbrug er insolvent; på godt (bonde)dansk, ejer ikke det salt, de ikke har til et æg.
Læs denne interessante redegørelse for hvad landbruget i og omkring den påtænkte nationalpark på Sydfyn får, samtidigt mad at samme landmænd langer ud efter "et initiativ, hængt op på støttekroner". Kort fortalt; de får kassen for at bevare et uddødt erhverv.

Ja, der blev skrevet "udødt".
MUND-FULD følger jo debaten om landbruget løbende og det bliver mere og mere klart; dette stolte land, med fødderne begravet i vikingemuld, kan ikke opretholde et selvstændigt landbrug. Vi er, som indbyggere, blevet for rige og for fjerne fra danskproduceret mad. Ergo; luk butikken.

Nationaliser den jord, landmændene påstår de ejer og for at gøre det spiseligt for de kære bønder; sæt en fed streg over gælden.
Vupti, 350 milliarder, væk, samfundet betaler regningen. Og nu ejer samfundet den jord samfundet selv betræder. Et noget drastisk træk og noget underligt, sådan at skulle betale for noget man i forvejen ejer, men det må være løsningen.
Og hvad så? Ja, så er der rum til at tænke i helt nye baner.

Således frigjort fra de langmodige bønder og deres megarexia, kan vi begynde at leje jorden tilbage til de der vil fortsætte i erhveret. På den mådeskal en ny landbruger ikke gældsætte sig for 10-20 millioner fra dag 1 og vi vil stå tilbage med en samling bønder der virkelig vil erhvervet. Væk med spekulanterne.

Vi kan begynde at bruge vor natur rekreativt, der kommer i fremtiden til at være et veritabelt hav af af indere og kinesere, der søger at opdage verden. Når nu vesterlændingene har brugt de sidste 100 år på at lege globetrottere, kunne vi vel snildt omdanne, say, Langeland, til det nye Goa? Et indendørs og nordisk et, men stadig, tanken kunne der leges videre med. Husk på at vi, endnu, har en kyststrækning, der er meget lidt plaget f privt spekulation, det er unikt. Er det virkeligt såadan at vi skal tillade private at opføre egne villaer lige i havstokken og sætte hegn op hele vejen om? Det er jo ikke personlig frihed, det er grådighed.


Der er fødvarer som er unikke for vores verdensdel. Hvorfor ikke bliver verdensførende i æbler, rodfrugter og lammekød? Man fik i 1970erne massive tilskud til at nedlægge frugtplantagerne, nu må vi bide i et surt belgisk æble og plante igen. Et sundt samfund, er et samfund, hvor gamle mænd planter træer, de ved de aldrig kommer til at sidde i skyggen af. Og det behøver ikke at stoppe her, som denne artikel fortæller.

Der er også perspektiver i at dyrke energiafgødre, algeproduktion og vindkraft. Man kan jo undre sig over hvor meget ekstra energiregningen skal stige for den enkelte dansker, før nogen begynder at slår bremsen i. Helt koldt kan det jo bemærkes at der faktisk er lidt ærgeligt at de store efterkrigsårgange skal hænge ved livet endnu et par årtier. Al deres rejsen verden rundt og byggen ud af parcelhusene, vil blive dyrt og når nu deres børn ikke har fået muligheden for at blive ligeså rige, hvem skal så overtage sådanne monstrøse byggerier og livsholdninger?? Måske skulle vi bare indføre en stemmeret for voksne immellem 18 og 59? Dt ville i alle tilfælde gøre noget ved prioriteringerne i fremtiden. men, tilbage til sporet, vores fremtid.....nå, ja, så fremtiden for os alle som spisende eksistenser.

For her kommer den vigtigste pointe i denne utopi; vi skal ikke skælde ud på de gældsatte landmænd eller de generationer, der kom på vildspor. Vi skal have rygrad nok til at tage fremtiden i vore egne hænder.

Vi kunne begynde med at sørge for at vi faktisk, som land, var selvforsynende med fødevarer. Begynde ved at se vanviddet i at man sælge lammekøller fra Uruguay i danske forretninger og ved at vælge det fra. Fravlaget, dette fyord, denne påståede asketiske ytring, vil bane vej for vore børns fremtid. Som generation Xér ville jeg være stolt af at kunne stå ved at jeg efterlod en bedre verden end den jeg overtog.

Seminar om rodfrugter giver håb om sammenhold

MUND-FULD var for nyligt til "Seminar om rodfrugter - fra mark til måltid". Anledningen var en anden bloggers opfordring og netop netværket og sammensætningen af mennesker fra alle lag,  på seminariet, giver denne pen fornyet energi i kampen for måltidet som samfundsomvælter.

Spænende oplæg om rodfrugens fortid i DK og Trine Hahmans eskapader på amerikanske ambassader med rødbedefrikadeller, overskyggede heldigvis IKKE seminariets daglange debat om hvordan vi får rodfrugterne(og sundheden) HELT ud til den jævne dansker.

På seminariet var der tre workshops; gulerødder, jordskokker og rødbeder. Her drejede det sig dels om tilberedningsmetoder, dels om sorter. Og faktisk er gulerødder jo ikke gule, men hvide, gule, orange, lla og blå, mens rødebeder er alt fra gule, over stribet, til nærmest dyb mørk violet. Jordskokkerne var repræsenteret med 17(!) forskellige sorter.

Ved alle workshopsne drejede sankken sig om hvorledes man i alle led kune arbejde sammen om at få frø, sortskendskab og tilberedning ud til den enkelte forbruger, hvilket kan være uoverskueligt for den enkelte underviser eller avler.

Men den afsluttende debat gav godt mod på opgaven. Fra alle sider i salen, var der idéer og løsnigsforslag til at komme igennem hele vejen ra marken til måltidet og her følger de udpluk som MUND-FULD fik med hjem

• Fra avlernes side, er det faktisk mulligt at få indkøberne til at følge nye tiltag i form af nye/gamle sorter, fordi at disse vil forlænge forhandlingssæsonen, nicheprodukter og egnssærkender.
• Der skal også spire en glæde ved produktet fra avlernes side, derved kan man jo også bedre stå ved sit produkt.
• Udvidet samarbejde imellem landbrug og skoler; børnene er uhørt vigtige. Der arbejdes allerede med en række undervisningsforløb, men endnu er leddet imellem de to ikke særligt udbygget.
• Danmark er et unikt område for dyrkning af rodfrugter, hvorfor ikke gøre dette faktum til et nyt bacon-eventyr?
• En erkendelse hos "smagsdommerne" i debatten om at det skal være nemt og økonomisk for den enkelte forbruger at bruge rodfrugter. F. eks skrællede jordskokker, opskrifter i pakningen, små portioner.
• Samarbejde imellem frøbanker og frøfirmaer, således at diversiteten også bevaree via privat havebrug.
• En tro på det nye nordiske køkken, det er faktisk allerede 30 år gammelt allerede og rummer mange gastronomiske værdier.

Der er væsentligmere at finde på Gourmetroots

Fremtidens landbrug er uden olie - anbefaling af dokumentarfilm

Dette kunne, skulle vel,  have været et velbegrundet stykke om hvordan fremtidens fødevaresituation skal reddes. men jeg ved det ikke. Alt jeg ved, er at vi snart løber tør for olie og hvad så??

Ja, mens andre har gået og frygtet en flok håndklædehoveders angreb på Nørre Port station i København, har frygten hos MUND-FULD været fremtidens mad. Hvordan skal vi dog føde alle de munde, munde der er sultne, hver dag, allesammen.

Nogle af problemerne og heldigvis, løsningerne, bliver skåret fint ud for os i dokumentarfilmen "A Farm For The Future" , som er til gratis beskuelse via linket.

Se den, den er forstemmende, men løsningerne er der; tættere end man skulle tro.

Særligt det lille klip med pløjning ramte mig.
Alle haveejere ved at jorden egentligt íkke har så godt af at blive forstyrret. Et højbed må slet ikke røres, mens jorddækning også er et stort område. Lnadmændene pløjer deres jord hvert år, nogle to gange i løbet af vækståret. Derved blotligges de øverste lags sårbare og livsvigtige mikrofauna. da jeg så det, gik det op for mig at det er præcis min egen observation herude på landet, når jeg ser en traktor pløjer. For 30 år siden, var der flokke af fugle, spisende af orme o.l. Nu er der ingen fugle, jorden er gold og kan kun gøres frugtbar med kunstgødning, helt skævt.

So long, Citta Slow

En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se.

Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af byg. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik indimellem afbrudt af den daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.

En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender.

Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre medborgere, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst paraboler og de mere etablerede beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå på det område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af tage, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der.


Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser -stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.

Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje, for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen en sen søndag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.

Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes gamle havneerhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende erhverv rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet.


Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.

Teknologien var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.


Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.

Svendborg har i stedet:

• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en kage, man end ikke kan  købe i byen.

• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.

• En nytiltrådt formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.

• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.

• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.

• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.


I stedet for at bruge de forhåndenværende søms princip, mener man i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget, på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det?


Fyns Amts Avis besøger den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der tydeligvis nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.

De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?


Som tilflytter, er jeg skuffet helt ind til benet over Svendborgs håndtering af denne ene unikke chance. Som mulig fraflytter, vil dette være historien om Svendborg jeg bringer med mig.