Øl er nok bare ikke fint nok til ramsløg

Mens man scanner ned over 56 sider vinkort, kan man gruble lidt over hvor nordisk et køkken Noma nu har. Og, ja, vi tillader os hermed at tage "verdens bedste restaurant" i de der hår lige foran ørene og kræve mere!!

Faktisk tager vi hele den danske restautionsbranche til ansvar for at spille sig øllet af hænde og vedblive at bruge vin til deres ellers så innovative menuer. Specielt i disse år, hvor danske lokale og nordiske produkter tordner frem, synes det som om at de gamle skandinaviske traditioner med øl til god mad, er glemt.

Efter en flytning ud af København og til det miderste Danmark, brugte denne blogs indehaver en god del tid og en lidt mindre hoben penge, på at arbejde på dette problem. Der blev taget kontakter, lavet aftaler og afholdt møder. Ved hvert møde madbragtes et udvalg af landets bedste bryg og med baggrund som Nørrebro Bryghus´ første ølambassadør, blev der så ellers berettet om de fantastiske dråber og deres værd til maden. Listen over besøgte steder blev valgt på baggrund af deres ambitioner, vi var ikke på det lokale pizzaria. Med næsten 25 besøg på toprestauranter, var resultatet nedslående.

Det var så grelt at vi på Falsled Kro blev tilbudt at stedet da kunne købe et par kasser af det øl jeg "bryggede, så personalet havde lidt godt til den kommende skovtur". Fransk humor, når den er mest ironisk velsagtens, men man havde altså ikke engang forstået at jeg kom med flere bryggeriers produkter, endsige at jeg var uafhængig promoter af disse. Jeg var bare endnu en sælger. Andre steder havde man da lavet sig en gang is med stout og så var den fisk vidst da også skællet.
Andre steder igen var man mere ærlige; der er simpelthen ikke det samme proveneu på øl som på vin.

Igen skal økonomien have sin ret. Man kan(atter) undre sig over hvad det koster at få mos fra Øvre Finland og røget kølle af moskus fløjet ind, siden det åbenbart er en overkommelig udgift. Vi ser bort fra økonomien her. Vi skal nemlig længere ind.

Da det ikke forløb godt med at rende restauranterne på dørenene, henvendte vi os istedet til Kold´s i Odense; restaurantskolen blandt meget andet. Vi ville gerne være med til at hæve kommende kokke og tjeneres viden på området. Dette år er det tredie vi sender et oplæg afsted til skolen, forud for skemaplanlægningen, og går det som de forrige to, er der ingen respons denne gang heller.
Rønnebærene ER bitre og det er surt at hedde Kurt og ikke blive hørt. men endnu vigtigere er måske nok denne kategorikse afvisning, i alle branchens led. Er der tale om konspiration eller mangel på mod?
Når man endelig møder et udvalg af "specialøl", så er det gennemgående at de alle kommer fra samme leverandør. En bedre sælger end undertegnede har været igang og har fået afsat sin pulje her. Dejligt, for med mit kendskab til øl, er det intet problem at vælge IPA frem for keller og Mikkeller fremfor Klosterbryggeriet. men hvad gør Peter Madsen-jeg-tror-da-jeg-snupper-mig-en-øl-istedet? Han spørger betjeningen og her kommer vi til et kardinalpunkt; niveauet af viden om øl i retsaurationsbranchen.

Udover at de smitter dejligt med deres friske ungdom, er unge piger og drenge i tyverne ikke meget bevendte i dansk restaurationsliv. De ved ganske enkelt ikke nok, særligt når vi kommer til andet end det der ligger på tallerkenen. "Den er vidst meget stærk" kan være en udmelding om en given øl; stærk kan forresten strække sig over en betegntelsen af farven, til alkoholstyrken eller graden af humle tilsat. Resultatet er endnu en solgt carls fra fad og en restauratør der ikke tager chancen med øl igen; han sælger jo ikke noget af det skidt.

Mangel på viden er nøgleordet her. Viden hos uddannelsestderne, hos restauratørene og hos de stakkels ansatte. Så mens en ukrudtsplante som ramsløg er blevet hverdag, kan vi stadigt kigge meget langt efter en øl der passer til.



Forresten så ville mesteren her selv sætte enten en tør pilsener, en geuze eller måske en af Herslevs aspargesøl til en ristet aborre med ramløgspesto og en gang grillede asparges.


Dette er det tredie indlæg af tre, om øl og gourmetmad. Læs det andet  og det tredie.

Citta Slow Svendborg er Frankensteins monster

Atter har de gode kræfter bag Kulinarisk Sydfyn(KS) gjort det. Løftet fanen for regionale fødevarer, dejligt at se engagementet, ærgerligt at det kun var de gamle der mødte op, for slet ikke at tale om Citta Slow Svendborgs totale fravær.

Dette indlæg er en hyldest til idealismen og et opråb om indsats fra rette sted; nemlig Citta Slow Svendborg.
Forårsmarkedet for Sydfyn; en lille opvarmning til Danmarks største og bedste fødevare marked; ”Kulinarisk Sydfyn”, blev afholdt denne pinse. Midt i Svendborg havde KS arrangeret 4 timers summen omkring boderne. Senere ville der være korsang og et særdeles flot menuoplæg med områdets og årstidens bedste råvarer. Der var ost og engelsk cider fra det mest innovative mejeri/bryggeri i kommunen, vinbønder fra Skårupøre, Øl fra Ærø, Grand Cru æblemost fra Strynø, Gårdbutikker fra Høkilde og Hellevgård, brændevin fra Skårup, der var sikkert nogle vi glemte, men opremsningen her giver et godt billede af hvem der trodsede et par regndråber og mødte op med deres bedste.

Vi kiggede dog længe efter børnefamilierne og de unge, hvor var de henne? De havde sikkert travlt med andet, sådan en lørdag formiddag. Men så er de vel der som kunder på hverdagene?
Heller ikke. Det er sølvrævene fra ´68 der støtter op om KS og det har de det sikkert helt fint med. Dette rødvinssegment med deres tid og økonomi på det tørre, har nok brug for at støtte livet af med lidt luksus. For luksus er hvad regionale fødevarer er i dag.
Vi har brug for børnene, børnefamilierne og ungdommen, de handicappede og de mærkelige. Vi skal trække alle aldersgrupper og socialklasser ind i dette. Hvis regionale fødevarer skal fange an, som hos forbillederne Frankrig og Italien, skal der helt andre takter til. Lige nu er de nævnte producenter glade idealister og holder nok forretningen kørende med at være gavekurvsindpakkere for pensionisterne.

Men vi skal længere ind.
Vi må gøre det til et mål at folket, høj som lav, søger imod vejboderne og de små forretninger frem for supermarkederne. Supermarkederne, disse haller af konsum og ingen sjæl, dem er MUND-FULD bestemt ikke glad for; vi kommer der, men ikke gerne. Et af problemerne for os og mange, rigtigt mange, er økonomien. Vi har ikke råd til at købe koldpresset solsikkeolie til hverdag.
Vi spiser alle og derfor er folk som regel også interesserede i hvad de spiser. Dette ”folk” skal ville det lokale, de skal vide hvilken årstid vi har og råvarerne skal være til at betale. Og når de så ikke er til at betale, skal vi måske begynde at overveje hvad regional autencitet også kan være. Er det muligt at vi er på sporet end andet end en tilfældig æblemost? Kan det være at et lokalt dyrket jordbær blot er ét af mange udtryk for glæden ved at bo et sted?


Så altså, vi har KS, der yder alt hvad de kan for lokalt producerede fødevarer. Som danner spydspids for Citta Slow tanken i Svendborg. Vi har en stor del af kommunens befolkning der ikke magter at svinge sig op til bedre kvalitet, på mange planer. Og midt i det hele sidder Citta Slow Svendborg. Her er redskabet til at spænde over hele feltet, at gøre alle i kommunen til del af projektet. For Citta Slow er jo andet end mad. Det er arkitektur, poesi, ro, plads m. m.

Det har da heller ikke skortet på initiativer fra Citta Slow Svendborg. Her er et udpluk:

• Plan09-eksempelprojektet er nu afsluttet. Projektet er evalueret og de væsentligste erfaringer er opsamlet. "Planafdelingens refleksioner"
• 12 forskere inden for kultur og byplanlægning og en Cittaslow-kok har i forlængelse af projektets  forskersymposium bidraget til antologien "Cittaslow – byudvikling med udsyn og omtanke?"
• Cittaslow-hjulet
• Planmesse09
• Cittaslow-Stafetten nu er blevet til en handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune
• Symposium om bykvalitet og livskvalitet
• Rejser til norske og svenske Citta Slow byer

Der er virkeligt blevet arbejdet:
Bag lukkede døre, i lukkede miljøer. Hvor er den folkelige forankring i noget af det ovenstående? Hvor tages der ægte og åbne initiativer til noget som helst? Snak, møder, ekstern forskning, udlandsrejser, messedeltagelser. Intet andet end varm luft for den almindelige borger. Den borger som bør støttes og engageres til et liv i en Citta Slow. Alene dette citat fra udgivelsen af ovennævnte antologi giver jo krampelatter;
” Kulturforsker Johannes Nørregaard Frandsen giver den nye Cittaslow-bog et par hurtige ord med på vejen”

Et par ”hurtige ord”? Hold nu op, det grænser da til blasfemi og viser med al tydelighed hvor fjernt Citta Slow Svendborg er fra at vide hvad de laver. Skal vi virkelig, efter alt det arbejde der er foretaget, til at råbe som den lille dreng; ”I har jo ikke noget tøj på”? Skal vi virkelig fortælle jer om det italienske udtryk ”Il bel far niente”(skønheden ved at gøre ingenting), som er én af de helt basale tanker bag Citta Slow?
Slow Food tager sit udgangspunkt i Italien, Citta Slow Svendborg blev startet af engagerede madmennesker, der, på eget initiativ, rejste af sted og så dette under af en livsanskuelse. Nu er denne drøm og dette stykke visionsarbejde, blevet gjort til bureaukrati og rygklapperi i en meget snæver kreds af mennesker.


I det værste scenarie har alt dette ”forarbejde” og planlæggeri ødelagt ikke alene ånden om en Citta Slow, men også udnævnt en masse skrankepaver og konsulenter til Kloge Åger på borgernes vegne. De borgere der må være start- og slutmålet for hele projektet, er blevet koblet af.
Vi nærmer os skandaleniveauet, når man bruger mange, mange penge på ordflom og så ikke engang magter at sende et par mand til at hjælpe med opsætning af pavilloner til KS´ Forårsmarked. Det vil vi gerne sætte en fed streg under med endnu et citat fra Citta Slow Svendborgs handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune:
”.. Udfordringen er her dels at rette fokus på livet og omgivelserne frem for planjura og regulerende bestemmelse.”


Tillykke; det er lykkedes at gøre præcis det modsatte.

Også mig ha´ madprogram

Det synes som om amatørerne har overtaget madprogrammerne i disse tider og derfor vil MUND-FULD gerne hér give vort bud på godt TV med mad.

·         vi skal ikke stå i et studie

·         vi skal ikke have faste sendetider

·         værten er ikke nødvendigvis den der laver maden

Men hvad kræver det mon at have sit eget show om mad på TV? Hvilke talenter er der brug for i dagens Danmark for at formidle sundhed, glæde, viden og drømme om mad? Tilsyneladende ikke særligt mange og det er MUND-FULD naturligvis helt med på, for så ER der jo også plads til os.

Lad os se på udbuddet anno maj 2010.

”Spise med Price” f. eks er populært.  2 middelsvært til svært overvægtige brødre bryder konventionerne og laver en række temaprogrammer, med ”rigeligt smør”. Underholdene og med tilpas stor udenomssnak til at vi får det hele med. Tilsyneladende er det røget hen over de to brødres hoveder at andre mennesker ikke har økonomi eller tid til at eftergøre løjerne, hvilket vidst heller ikke er meningen. Mandemad med gadets og indforstået humor.

”Helvedes Køkken” sendes for tiden umiddelbart lige efter brødrene Price og giver et godt billede af det præcist modsatte. Godt nok er deltagere i dette ”X-factor for kitchenhands” ikke amatører, men de opfører sig sådan. MUND-FULD hører at værten på programmet skulle være en helt fin fyr, det passer nok, da han udfylder rollen som Danmarks Gordon Ramsey meget dårligt.  Maden ser vi ikke meget til, den er for det meste vidst også både kold og rå.

”4-stjerners middag” har vi aldrig set, men er det ikke 5 stjerner der er det bedste? Kendte laver mad til andre kendte, det er sikkert hyggeren for dem.

”AnneMad i Spanien” det kan vi ikke lide. Indrømmet, vi er misundelige. Misundelige og sure. For tilsyneladende er det kvalitetsfjernsyn at sende en kvinde, hvis højeste superlativ er ”mums”, af sted for at lave tomatbrød og dybtstegt aubergine.  For sulan, det kan jeg sgu´ også og jeg ville endda bestræbe mig på at lave spansk mad…

”Camillas Sorte Gryde” eller sådan noget. Hun er en kapacitet, men skal vidst ikke undervise i hverken hygiejne eller mængdeudmåling. Hun er med til at trække danskerne ud i verden og vi takker hende for det. Med årene er hun blevet lidt indforstået med sig selv, det er helt i orden, bare du ikke laver saltsyltede citroner nogensinde igen.

Tilbage til vores egen drøm og et tv-program.

Som nævnt ville der ikke være faste sendetider, for det hele ville foregå på vores eget spisested, fastmonterede kameraer overalt i biksen, kamerafolk på til udvalgte situationer som udskæring af fisk, vigtigheden af et rent køkken, pausesnak ude bagved, action ved klappen midt i fredagsservice, diskussioner med leverandører kl. 4 om morgenen. Den slags.

Til dette ville det jo kræve mere end bare én vært, men en restauration har jo også snildt 10-15 mennesker ansat. Alle med deres stilling, deres tid på stedet og helt sikkert med noget at bidrage med; for giver vi det tid, har alle noget fornuftigt at sige, noget vi andre kan blive klogere af.

Seere/gæster ville kunne komme på, give deres besyv, deres spørgsmål og frustrationer over madens tilstand i kongeriget. Vi ville invitere madproducenter, importører af øl, den lokale shawarma-kurder; høre deres tanker. Gå på indkøb med Fru Olsen, køre i kødbyen og hurtigt hjem igen, køre til basar vest og bliver der længe. Tage tiden til snakken og medfølgende udenomssnak.

Dette dagligliv på et spisested ville indeholde alle de nødvendige facetter til godt fjernsyn om mad.

Det ville være ægte og uden unødvendigt fyld som voice overs, medvirkende kameramænd og –stemmer, der lige skal have stoppet noget mad i munden, sådan ”bag om kameraet”.

Vi slipper også for opskrifter og bogen, der normalt følger madprogrammer. Dette er den rigtige verden; vi kopierer alt det vi kan og vil du i øvrigt se hvordan mad rent faktisk laves, må du se hen over skulderen; ikke have metoderne ligge og ligne et pornoblad, sådan ”tilfældigt” på køkkenbordet i hardcover.

En dag er ikke engang dette program spænende mere, men det er helt ok. Vi piller bare kameraerne ned og fortsætter vores job; det var hyggeligt at have jer på besøg.

Øl i Kjøvenhavnstrup

Den bærer præg af det notesbogen, den er blevet fyldt med små ord om store øl og er næsten ved at briste. I sidste uge var der ikke alene én af de bedste festivaler udi øl nogensinde. Der var gudødemig også åbning af en bar der vil trække København op i verdensligaen om øl på barer. Og MUND-FULD var med til begge begivenheder, så længe vi kunne holde til det.


Først åbning af Mikkeller Bar, for hvordan kan en ølbar komme i verdensklasse? Muligvis når manden bag er brygger af noget af det mest eksperimenterende øl i verden. Muligvis når han har kontakter til nærmest samtlige af de ledende andre bryggerier rundt om i verden. Og muligvis, når der til åbningen alene, er brygget i omegnen af 28 nye humleperler.

Ved at tilbyde sig som toiletafvasker og flaskedreng, var Vi med et par timer før åbningen og det er en ren fornøjelse at skulle have problemer som hvilken hane DarkLord´en nu kom ud af og hvor man dog skulle stille fadene med Cantillon Rosé De Gambrinus samt kasserne fra De Dolle, Brewdog, Jolly Pumkin, Dubuisson og De Molen. Lysene blev tændt i vinduet og ind væltede menigheden, der følgende brugte timer på at gå ind ad den ene dør, få en øl og så gå ud på gaden igen. Så mange var vi. Det var koldt, men holdt man ud, blev det ene vidunderlige fluidum, efter det andet sat på hanerne. At beskrive Mikkels brygarbejde, ville være som at beskrive et bøgeblad; enkel idé, genial udførelse. Vel at mærke i hvert eneste lancerede bryg. Vi ønsker stedet alt muligt godt fremover.



Ølfestival 2010, hvordan manøvrerer man imellem mange tusinde øl, til en festival?

Man laver, for første gang, sig en liste. Hvorefter man slet ikke holder sig til den og bruger mere tid på at møde nye og gamle ølbekendte, end at smage sig rundt på standene. Så´n var den festival og det var fantastisk. Af guddommelige veje, var der også et udstillerarmbånd til Os og vi kunne derfor være i Tap 1, når der ikke var totalt overrendt.

Vi missede alt for meget; Raasted, et par spændende fra Det Belgiske Hus og alle specials omlørdagen. Der var også en bock fra Thisted, vi ville have haft med, samt en 17-18 stykker fra Mikkeller. Men det gør ingenting, når det der så blev smagt, var enormt.

Hvordan man hos Revelation Cat får den vanvittige idé at tørhumle lambik, ligger over Vor forstand, men når resultatet bliver det bedste læskende, friskfyragtige sure øl ever, er det bare helt i orden. Brewdog er, som Mikkeller(Texas Ranger, jo tak), et bryghus, der gerne skyder gråspurve med kanoner og de skuffede heller ikke.
De danske bryghuse var tilstede i stor stil. Carlsberg eksilerede i at servere verdens dyreste øl, der mest af alt mindede af en klar sukkerlage. Horn Beer havde også været eksperimenterende og produceret en vildgæret væske der smagte af rådden, røget bacon, jo, øl er ikke bare øl mere. Heller ikke hos Aarhus Bryghus, der lagde op til lækkerier med en eisbock, der viste sig at smage af brun, flad cola; æv.

Blandt de mere behagelige oplevelser, skal helt sikkert nævnes Croocket Moon, der havde en røget porter, der må have været blevet til ved salg af bryggerens sjæl til djævelen. Hos Nørrebro Bryghus fik vi nasset Os til så meget godt fra de 20 haner, at det ikke var til at forlade standen før længe efter lukketid. Viking Oud Bruin, Blonden fra Ardennerne og Fanø´s Rav, samt Grassroots DIIPA var lige i skabet. Lund Teknik gav leverpostejsmadder og smagsprøver på en ESB og en Wit, der var 17 dage gamle og smagte af meget mere. Vidste Vi mere om brygning, kunne vi have fulgt mere med i den tekniske forklaring af dét lille mirakel. Herslev havde lave en aspargesøl, den var sgu´ også god; Vi så hvide fisk, nye kartofler, flere asparges, ramsløg og rabarber for det indre blik, mens øllet gled ned. På madsiden er Djævlebrygs Mareridt, med dens syrlige og røgede form, også spænende, Vi tænker sildebord og røget makrel.

Svaneke, der skal Vi dælmig på tur til en gang, snart. Når man er tørstig i tyskland, drikker man Kellerbier og Høtyven fra det bornholmske var ikke til at tage fejl af, for sulen den smagte af sommer. Navnene begyndte at blive svære at udtale, lyset til tider skarpt og der blev taget fotos med bananer under næsen; en ølfestival byder på andet end humle, vand, gær og malt. Der er mere, men det gemmer vi her i notesbogen; eller også er det bare for svært at læse...

Kend din pusher

Heromkring er vi glade for gode råvarer og helst når vi kan gå ud og købe dem direkte af producenten. Det er måske lidt romantisk, sådan at trykke landmanden og gartneren i hånden og måske endda selv plukke bærrene. Hilse på bryggerens kat; alt det dersens hygge. Skærer vi postkortidyllen bort, giver det immervæk et tilhørsforhold, en viden og en god måde at bruge sin indkøbstid på.

At denne trang til at kende producenten, ligefrem skal redde én fra at blive snydt så det driver, er (desværre) også en af fordelene. En fordel der senest er blevet bekræftet, på meget lokalt plan og på nationalt plan.

MUND-FULD er glad for godt øl, meget glad. Der ofres gerne både 200 og 300 kroner på en flaske, så vi er ikke karrige med finanserne i dén retning.
Carlsbergs ”husbryggeri” Jacobsen, har de seneste år begået en vintageserie, hvor det fremmeste mål åbenbart har været at gøre prisen lig med årstallet. Dette år rammer vi nr. 3 og altså en pris på 2010 kroner. 2010 kroner er dog, ja undskyld misbruget af ord; en ordentlig mundfuld. Så, hvad siger Jacobsen så om deres bryg? Jo, det betegnes som værende sødmefyldt, som en sauterne, med træ-, nødde -, og frugtnoter. Den har endda ligget på et træfad og suget smag til sig derfra i ½ år. Det lyder alt sammen meget hankcy smancky og det er det da også. Der er bare så mange andre der gør det 8-9000 gange bedre og til en tyvendedel af prisen.

For dem der ikke ved det, er fadlagring og tilsætning af div. frugter til øl, en meget gammel tradition, der er udviklet til perfektion i de belgiske geuze-stickereis. Igennem de sidste 15 år er arbejdet med lagret øl for alvor blevet genoplivet. især i USA, hvor man har smidt hvad som helst i alle mulige beholdere og derefter fået fine resultater. Altså, denne måde at tænke øl på, er gennemprøvet. Også hos mange danske mikrobryggerier. Man fristes efterhånden til at spørge hvem der IKKE har fadlagret øl?
Alligevel beskriver Jacobsen deres arbejde som ”for øl, hvad månelandingen er for USA”. I så fald har resten af ølverdenen befundet sig i Star Wars-universet i mange år. Jacobsens øl er varm luft, brygget med prisen for øje, ikke kvaliteten.

Det værste ved dette snydenummer, denne parasitering af gode håndværkeres hårde arbejde(tænker Nørrebro Bryghus, Mikkeller, Amager bryghus lige først), er at følgende bliver opdaget ved en smagning. Teksten er fra bloggen ”nordic kitchen” af Anders Holst Markussen, skrivende for Weekendavisen.

”… Har man planer om at investere i en flaske, skal man lige have en detalje med, som ikke kom frem under den tv-transmitterede presselancering for nylig. Efter første glas siger de fleste omkring bordet ja tak til en refill, som dog hældes op fra en anden flaske. Jeg kigger rundt på de andre tilstedeværende, men ingen synlige reaktioner. Der er ellers en forandring: færre aromaer og en mindre blid alkohol, der viser sig at karakterisere den halvdel af brygget, som kun har lagret tre måneder. Dette bryg havde tidligere gennemgået en krise, hvor det pludselig lugtede af acetone (og så kan man vel ikke længere kalde det vintage). Tippet er hermed givet videre.”


Man har solgt ødelagt øl til 2010 kroner flasken….WTF??!?

Seriøst Carlsberg/Jacobsen; fu¤#k jer for at tage røven på kunder, kollegaer og Jer selv.



Andet eksempel kommer helt nært fra, fra Svendborg.En søfartsby med kun én fiskehandler, Bendixen på havnen.
Til en generalforsamling på mit arbejde, ville vi gerne servere havkat(m. velouté, forårsløg, skovsyre og små kartofler, jo tak). Vi kunne få havkat til 300kroner kiloet + moms. For vores skole, er det mange penge til ca. 35 pax, så vi røg på noget hellefisk i stedet. Noget nager dog i baghovedet på mig, det var sgu´ mange penge, selv for havkat. Jeg slår det første omgang hen som københavnertanker, derinde kan man altid finde det billigere. Lige indtil vores køkkenchef kommer op med en pris 150 kroner, med moms, fra vor nye leverandør, Hørkram. Vi lader lige differencen stå et øjeblik:





300 ex moms vs 150 incl moms







Det kan godt være at vi skal handle lokalt, det kan godt være at vi skal støtte vore flagskibe på hjemmefronten, når det kommer til produktion af højkvalitets fødevarer.

Men at blive; må lige prøve at finde de pæne ord frem her. At blive SKULLFUCKEDsom kunde, vil skyde os, der kæmper for en større forståelse for kvalitet og dets merpris, år tilbage. Måske vil det ødelægge alt vort arbejde.

Der er nu kun tilbage at gå ned på havnen, over på bryggeriet, hen i mejeriet, slå et smut om æggedamen; se dem i øjnene og takke dem for deres arbejde og vilje til at stille op med det bedste de har, i ansigtshøjde og gøre det hver dag. Og til os kunder, at købe deres varer.

Ikke i formen; i indholdet.

Informations aldrende musikanmelder Klaus Lynggaard kan ikke lide højskolesangbogens musiske indhold. Hvis han kan sætte meningen bag det antikverede i bla. Grundtvigs sange, på moderne toner, skal jeg nok synge med.

Grundtvigs tekster er nemlig dannelsestekster, der er særdeles vedkommende i disse år. Tekster om livsoplysning, frem for vores pres for uddannelse hurtigst muligt. Og hvad med Grundtvigs idéer om sam-tale og vekselvirkning i debatten? I dag lader det til at en politisk debat i TV bare går ud på at overbevise modparten om at hun har uret.
Vi er så langt fra de højt besungne danske idealer for en skole der danner for livet og det hele livet igennem, som vi måske kan være.
Det fremadstræbende ligger ikke i formen hos højskolesangbogen mere, det ligger som sagt i teksterne og deres tolkning. Derfor er det svært at se hvad kunstnere fra de seneste 40 års populærmusik skulle lave i en lærebog om samfundssind og fællesskab. Grundtvig ville mere end at underholde og tale til vores sentimentale kærlighedsfølelser, han ville danne demokratiske tænkere i hver og én af de der læste hans tekster. At de måtte på vers og i sang, var måske endda en nødvendighed for at teksterne overhovedet kom frem til kirker og skoler.
I dag har vi igen brug for at vække fællesskabet. Væk med underholdningsprogrammer, hvis formål er at mobbe og tale ned. Vi har brug for skoler der lærer vore børn, unge og voksne at respektere hinanden, kort og godt.

Sådan en skoleform findes allerede, selvom bare navnet på den er en tørvetriller. Der er 15 tilbage af dem, de kaldes Husholdnings- og håndarbejdsskoler. Tænkte du lige frikadellefars og kniplinger dér? Tænk om igen.

Lidt baggrund først. Regeringens uddannelsesmål kalder på 95 % uddannelse til hver ungdomsårgang, den kalder på at 50 % går i gang med en videregående uddannelse; tal som oppositionen ikke sætter sig imod. Dette mål er godt, det kræver nemlig inklusion og ikke nutidens eksklusioner af alle der ikke lige falder passer ind. Alle skal med, også de skæve, de udsatte og dem med diagnoser; man skulle tro at regeringen var blevet socialistisk allerede.
Det er taberne vi taler om her, vort fællesproblem er bare at taber-begrebet er udvidet kraftigt de seneste år. Vi kan ikke teste os ud af præstationsangst og depressioner, vi kan ikke belønne os ud af drenge med krudt i måsen og piger med intet selvværd. For at løfte de mange ud af deres blindgyder og offertænkning, må vi motivere dem. Lader tabere sig motiverer? Ifølge Forskningscentret for forebyggelse og sundhed og regeringens egen Forebyggelseskommision, gør de. Ønsket er der, og får de hjælpen, er procentdelen af de der klarer skærene, lige så høje som hos højtuddannede. Se vores blog om det felt her

Denne hjælp, denne motivationskatalysator findes hos Husholdnings- og håndarbejdsskolerne. Disse skoler er i familie med høj- og landbrugsskolerne. Men imens højskolerne blev de langhåredes refugium fra et materialiseret samfund og landbrugsskolerne udklækningsanstalter for overforbrugets, EU-støttede fabrikker, er Husholdnings- og håndarbejdsskolerne stadig tro imod dannelsesidealet.
Elverne her er stadig en skøn blanding af unge, der vil tænke over deres valg fremover. Bogligt stærke, men usikre piger. Halvt-kriminaliserede drenge. Elever med diverse diagnoser på utilpassethed; de søger alle disse skoler, der kan give dem ro og omtanke, samt en stærk voksen kontrakt. Og skolerne gør det vel og mærke med et fagligt udgangspunkt. Servicefagene får brug for dem, produktionsfagene ligeså. På Husholdnings- og håndarbejdsskolerne bliver eleverne samlet efter de mange slag et ensformigt samfund giver og finder en styrke i at kunne styre eget bosted, egen madlavning, egen uddannelse. Alt under et tag, med lærere, der følger dem tæt og støttende.
Den motivation som stærkere unge selv rummer eller finder i fællesskaber med ligesindede, er ikke oplagt for mange. På Husholdnings- og håndarbejdsskolerne finder de såkaldt svage, plads til at finde eller genfinde selvværdet og glæden ved at udfordre sig selv. Igennem almen oplysning om fag og ånd, igennem samvær med mennesker de måske aldrig ville have fået kontakt med.

Ganske i tråd med Grundtvig og ligesindedes drømme i poesi og sangskrivning. Så hvis ikke rytmen fænger os mere, bør teksten stadig give os omtanke.

FerieJunk

Netop er påsken overstået og dermed er den helt store feriesæson begyndt. I disse krisetider vil en del flere af feriens måltider nok blive tilberedt i sommerhuset og i campingvognen og hurra for det. Eller hvad? Her kommer forskellen du kan gøre i ferielandet Danmark dette år.

Denne påske blev tilbragt i Karrebæksminde og det følgende er ikke en lussing til lige dén smukke plets spisesteder, men til spisestederne som sådan i det jævne turist-land.

For i ferien er det tid til at slappe af og dermed også overlade madlavningen til andre. Så vi parkerer vores biler, går langs strandene og i bakkerne. Det er dejligt. Vi bliver sultne, vi har set i brochuren for området og finder frem til enten et specielt sted, men måske nærmere, et af de mange tilbud der nu er.

Fingrene løber over menukortet udenfor vort valg. Plankebøffer og rejecocktail. Pommes frites og tigerrejer. Hvad sker der? Næste sted, men samme liste over retter og råvarer, der enten er uden for sæson eller helt ude fra fjernøstens fækaliefyldte og overfodrede rejefabrikker. Og hvad gør dansken? Lapper det i sig. Det er nu også billigt at se til og det er tilsyneladende at der er godt bænket op derinde.  Billige råvarer, billige udskæringer(men fra Polen) og billig vin.

Nej, vi gik ikke derind og dermed har vi vores på det tørre og kan følge tidens trend og være ligeglad. Ja, faktisk burde vi jo blande os helt udenom; i vore dage er det jo blevet helt i orden at blive seriøst fornærmet hvis man bliver mødt af modstand eller andre(s) holdninger.

Alligevel. Tog jeg et par kilometer ind imod Næstved fra Karrebæk, var der gårdsalg af både æg, æbler, æblemost, der var endda en gårdbutik med ukendt antal lokalt producerede produkter.  I selve havnen lå der endnu et par kystfiskere.

Hvorfor i hede hule hellefisk er der ikke en restaurant der prøver at skille sig ud og tage lokale varer på menuen? Ja tak, ud over den tilfældige kartoffel der kan snige sig ind.  Ikke ét sted kunne man sige at der var en distance til salater med tomat(i april) eller 300gramsbøffen af malkeko. Ikke ét sted med lokale tilsnit.

Det helt bizarre opstår jo, når vi tænker på at det ikke engang er så billig mad, som de kære gæster tror.  Et provenu på 3-400% er godt for fiskehandleren og tilsyneladende er det helt i orden at oppe fiskefarsen med alt hvad den kan trække af mel, således at man ender med at spise et rundstykke med fiskesmag.

-”Skal du have remoulade med?”

Nej, det tror jeg ikke, for du har lige stået og hældt den op fra en 5-liters spand fra B C Catering og nu sælger du det i små bægre med dit logo på. Fnys.

Problemet er mangesidigt, men det starter med manden i spejlet(RIP MJ). Du som forbruger, skal vælge braset fra og lave din egen mad. Hvis det ikke er lykken, skal du holde din restauratør op på hans produkt. Han tjener mange penge på dig og din ferie, faktisk så meget at han kan holde åbent bare 2-3 måneder om året. Og hvis han kan, gør han det med størst muligt overskud. Hvilket er helt ok, hvis bare I er enige om hvad der bliver betalt for.