torsdag den 8. december 2011

"Once more into the breach...

...Or close the wall up with our English dead."
Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche der hedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til at tage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer i kølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendes gastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte i affaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, der normalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del af den risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.
Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter


Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versus lærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag. En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til at ville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat foran dem. 


Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, er jeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag og niveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse at sige.


Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød på knogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid. 
Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikke få ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") og risengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når det så er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fra deres egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smide madprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker de fødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker, bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedste børn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på en husholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det. 
Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et af livets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtter en uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med i hverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gang til eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude; jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto med porrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere; "smagen af rådenskab og/eller slim"). 

Det bliver dejligt klamt, unger.

fredag den 2. december 2011

En dag i en drømmeboble og så hjem igen


At sidde dér, se alle karaktererne folde sig ud; det var et kongeligt skuespil værdigt. Og dog var det overfor det kongelige teaters kulisseværksted, at Madkulturens første konference fandt sted. Læs mere om forventningerne her.

Måltidet; det fælles og det individuelle var emnet og hele affæren startede fint, Anne Murcott, ved at aflive myten om det fælles måltids hellige plads i vor midte. Dets mytiske evne til nærmest heale alt fra ungdomskriminalitet til Parkinsons, er vidst overdrevet. Faktisk havde den gode professor ikke fundet noget historisk bevis for at denne fantasi om familiens styrke var at hente ved middagsbordet. Hovedpointen hos Murcott var at et samfunds sociale problemer aldrig må hvile på individuelle løsninger; så som et måltid. 

Stærk pointe; den skulle fødevareminister Mette Gjerskov, strategisk forskningsrådsformand Peter Olesen, Mette Toftegård fra fødevarestyrelsen, samt de to reklamemænd Weidemann & Byager gå hjem og gruble over. 
I stedet havde de ovennævnte valgt at, på hver deres måde, fortsætte med at udlicitere holdninger om mad på samfundsplan, til private virksomheders initiativ. Kun hos dagens virkelige helte, en virkelighedens treenighed; Helle Brønnum(underviser/skribent), Anne Birgitte Agger(Kbhs Madhus) og dark horse, Boris Andersen(Ålborg Uni.), var der lys at se. Alle tre kunne berette om små lommer ærlighed, menneskelighed og enkelthed i maden omkring os. Hver især er borgerne i dette land, måske, begyndt at lure hvor meget der gøres for at holde os væk fra at kende, dyrke, høste, tilberede og spise vores egen mad. 

Ministeren talte om den travle hverdag og fokus på de fælles offentlige måltider, som der kun bliver flere af. Ergo, iflg. Gjerskov, en endnu større privat/offentlig sektor udi madleverancer til en stresset befolkning. Intet steds i ministerens ord var der at finde vinkler som "uddannelse", "bæredygtighed", "visioner for et mere menneskeligt samfund". Økologien blev nævnt, bevares, men økologer bruger også benzinslugende traktorer og sætter også deres høns for tæt. Nu har denne blog et temmelig stort horn i siden på socialdemokrater, disse socialismens svar på liberal alliance, så hurtigt videre til de andre oplægsholdere.

Peter Olesen kedede os med ulæselige slides i et endeløst indlæg, der næsten fik os til at æde det hele råt. Næsten. Man spidser ører når postulater som " alle fødevarer har en funktion, hos alle er der en negativ og en positiv side af denne funktion". 
Eller dette; "Klinisk dokumentation for såkaldt sund mad, er svær at finde".  
Eller kongen af sludder fra Olesen dén dag; "At se på borgerens hele livssyn er vigtigt for at kunne fremme innovation og konkurrenceevne". MUND-FULD så sig omkring, ingen reaktioner fra publikum, men tonen var klar. Vi, som samfund, er aftagere af fødevareindustriens påfund og vores statslige organer, garanterne for vores sikkerhed og sundhed, har bare at rette ind. Olesen var endda så smart at efterlyse mere interesse fra de godkendende myndigheder til forskningen i nye fødevareområder. På spørgsmålet om hvor denne indflydelse skulle ligge, kom svaret prompte; i godkendelsesfasen. Altså mere gummistempel; til gavn for atter mere økonomisk vækst. Man burde slå efter om der ikke under "dinosaur" i ordbogen, vil være et foto af netop Peter Olesen. Eller måske i bogen for ordsprog, under "købt og betalt"?

Madkulturen var repræsenteret ved direktør og bestyrelsesformand, der kørte en masse undersøgelser af om diverse vaner hos dansken. Men da undersøgelser ofte handler mere om svarerens ønsker, end svarerens reelle situation, springer vi dem over her. Desuden ville det være unfair endnu engang at skulle slå på den mangel på stillingtagen hele projektet lugter af. I stedet en tak for en underholdende og lærerig dag, der bød på sækkestolle til deltagerne og en meget underholdende gør-det-selv-frokost. Desværre havde vi misset morgengrøden og savnet en formiddagssnack så meget, at lysten til selv at koge sine fiskeboller og snitte sin salat, var.........den var der ikke.

Endelig, endelig var det blevet tid til at noget virkelighed kunne træde op på podiet. Første bud kom fra Helle Brønnum-Carlsen, der kunne følge smukt op på Marcotts indledning til dagen; måltidet er ikke givet på forhånd, det er en konstruktion, noget vi må kæmpe for. I hendes seneste, "Mad og æstetik", trawler hun igennem de forskellige aspekter, der skaber et måltid. Som mangeårig underviser, ved Brønnum-Carlsen et og andet om formidling og flytning af mennesker, når det kommer til mad. Hun fanger, ganske rigtigt, pointen i dels at have erindringen med, dels overraskelsen, ved introduktion af mad for unge, gamle; ja, alle os vanedyr. Måtte den bog, blive pensum for alle lærere, der nogensinde tager en grydeske i hånden foran en flok skolebørn.

MUND-FULD havde høje forventninger til Anne Birgitte Agger (hvorfor skal alle altid introducere hende ved hendes kælenavn, som om vi var slyngveninder?) Og da hendes powerpoint ikke virkede(gudsketakoglov), var banen kridtet op for et anderledes indlæg, der viste sig også at blive dagens bedste. Sagde hun noget nyt, så? Næh, endnu engang var mennesket fuldstændigt i fokus hos Københavns Madhus´ direktør. Mad leveret med følelse for omgivelser, leg og glæde, er en succes, hos alle parter. Og hvad er opskriften? Omtanke for hvad der passer bedst for den enkelte, er nøglen.

Men hov, var det ikke også Peter Olesens pointe; den enkelte, behovet?

Jo tak, men hvor er der langt fra at tænke den enkelte som aftager af produktion og så den enkelte som en del af et læringsmiljø eller et fælles bosted. At tænke den enkelte som en historie, en helhed, samtidigt med at trække denne historie ud i virkeligheden. Så hvordan giver vi bedst vores børn kærlighed igennem maden, når nu de spiser ude mange dage i ugen? Ved at give dem kinder snitter og ostehaps med i en varm madpakke? Eller ved at se til de får veltillavet, enkel mad dér hvor de nu er? Ja, det sidste og så endnu en håndmad til de mødre, der tror at madpakker fra forstaden forhindrer deres poder i at tage stoffer.

Slutteligt kunne Boris Andersen, Ålborg uni., være rosinen i pølseenden med sit oplæg om unge og deres syn på måltidet. Han kom med endnu flere tal; opløftende tal. Der købes ikke flere færdigretter i 2011 end i 1995, der bruges stadig lige så meget tid på madlavning som i 1995 og spurgt ad, prioriterer dansken stadig fællesmåltidet højt. 
Dejligt. Knapt så dejligt var det at 1 % nu laver mad sammen med deres børn, på regulær basis. Man kunne ane et missing link her, da børn/unge jo faktisk HAR undervisning i skolen om mad, at de faktisk bliver motiveret til at lave mad, hvis der er nogen at lave mad til og godt kan lide sanseligheden ved madlavningen. Må vi ikke bede de forældre, som ser nogle af de 35 timers madfjernsyn der sendes om ugen, tage den interesse med ungerne ud i køkkenet; like now, please??

Hvilken luksus, at kunne bruge en hel dag på at diskutere noget så enkelt som et måltid mad. Det kan kun være i et rigt land, at man tager sin den slags friheder. Et rigt land, med rigdom baseret på at vi konstant køber noget af hinanden. Hvilket konferencen bekræftede til fulde; vi skal købe, producere, aftage, vide og så aftage noget nyt. Fra minister, over fødevarestyrelse, forskningsråd og reklameverden; de danner ring om os; giver os muligheder. Men det er muligheder der er af den gamle verden; den uhæmmede økonomiske væksts verden. En verden af i går. Glæder mig til næste gang, måske er emner som selvforsyning og uafhæninghed af aktieprofittænkende selskaber på tapetet. Emner der for alvor kan befri befolkningen fra vanetænkning og ikke bare gøre et stresset liv endnu mere "bekvemt".

Besæt din tallerken!





søndag den 27. november 2011

Follow the money

Madkulturen byder til sin første konference og MUND-FULD deltager. Vi deltager gerne for det bliver interessant at se hvorledes man vil håndtere den tøjlelsløse madindustri/fødevaresektor. Hvordan kan man tro at samtale og videnskabeligt baseret viden, kan flytte noget så primitivt, som øget indtjening via mindre indsats?


Well, det tror man på Madkulturen og MUND-FULD kommer til at følge det projekt nært. Hovedanken herfra, er at Madkulturen ikke lader til at ville være en forbrugergarant, men en mikrofonholder, for fødevareindustrien. Please, vis det modsatte.


Tilbage til den aktuelle konference.
"Konferencen vil belyse markedsmæssige og madkulturelle udfordringer og muligheder i tendensen mod det individualiserede måltid – produkter og mad, som er målrettet individuelle sundhedsbehov og/eller indtages alene....Hvordan kan madkulturen og industrien favne begge?"


Madkulturen og konferencens program trækker sin eneste trumf, partnerskabet, og byder på oplæg fra fødevareminstre, direktører, marsters i sundhed og formænd for bestyrelser; der alle har den hellige ild med. De er alle dybt engagerede at gøre danskernes liv sundere og bedre bla. igennem mad. 


Mere interessante for denne blog, er oplægsholderne fra den forreste frontlinje, eller skal vi sige den eneste gfra frontlinjen; Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus. Hun vil være den eneste af deltagererne, der dagligt står med hænderne i maden og med ansigtet i øjenhøjde med modtagerne. Det bliver spænende at høre hende.


Det bliver endnu mere spænende at se hvem der sidder iblandt publikum. OG denne blog noterer sig også at de to repræsentanter fra reklameverdenen, har fået luxuspladserne i programmet; lige efter frokosten og til aller sidst. 


Med den placering kan ingen da klage over eksponeringen af pengenes magt over mennesket. Er det forresten ikke det vi skal lave om på??

torsdag den 24. november 2011

Er det kun Kyster-segmentet der må...og vil, bage selv??

Det er ikke fordi Carsten Kyster er en ond mand, han virker faktisk meget rar og har igennem en del år snart, arbejdet indenfor mange medier med mad som fokus. Men hvorfor er det en mand som Carsten, der skal på kursus hos én af DKs førende møllerier? Og hvorfor skal vi læse om det i Politiken en søndag i oktober?
Det kan jo være fordi at Carsten og de folk der læser Politiken Søndag udgør det segment af mennesker, der rent faktisk bager derhjemme. Måske.
Skal vi ikke have nogle flere til at bage hjemme? Og hvordan kan vi få det?

Vi kunne jo starte med at opfordre folk som Carsten og firmaer som Skærtoft Mølle til at engagere sig i socialt frivilligt arbejde, med de ressourcer de har. Det ville være befriende at se andre vinkler på det at kunne blande mel, gær og vand sammen i en god rækkefølge, end endnu en feature i et særligt udvalgt medie, der kun betjener et segment, der allerede burde bage meget mere selv.Eller i alle tilfælde, kan sætte igang med det selv. Vi ser gerne et rullende bageri, de turnerer til skoler og viser hvor nemt et brød kan lægges sammen. Gerne sammen med bagere af forskellige skoler og med produkter fra flere møller; det ville give de deltagende firmaer og bagere lidt at gå efter, rent fagligt og det ville lugte mindre af reklame, hvis det var et samarbejde imellem flere.

Denne blog synes ofte er der er nogle velhavende, velmenende og meget travle mennesker, der bliver forfordelt på madfronten i DK. Og at der er mere udsatte grupper, der ville have godt af at blive inddraget i, f.eks bagningens magiske verden. Men begrebet "spelt-mødre" kommer ikke ud af ingenting. 
Der ER nogle, der finder mad mere vigtigt end andre. Og det er ofte uddannede, velstillede borgere.

Men på det seneste er det også blevet klart for MUND-FULD, at også det forfordelte segment har brug for en hjælpende hånd. For selvom man er økonomisk ovenpå, bosiddende i behagelige bynære områder og med økohatten skruet godt ned over ørerne, er der også faremomenter, der kan bringe alle de gode intentioner i fare. 

Den fare hedder "arbejd-køb-dø" og er markedssamfundets treenighed. Særligt økonomisk velstillede mennesker lever bundet af dette kampråb og i deres bestræbelser på at være gode mennesker, giver de sig mange interesser og lyster, i vold. Det er en dårlig vane, men også en stor del afat være borger i et markedssamfund, der må og skal købes nyt hele tiden. Ting tager blot tid og dukker der en cupcake trend op, ja, så tager det tiden fra andre "likes" på FaceBook, hvis du forstår dén metafor. Der er mange muligheder og det kan være svært at være koncentreret om ét emne længere tid af gangen, når man nu "kan" så meget.

Det er dén fare, den kapitalistiske svøbe, MUND-FULD er til for at bekæmpe.

Fordele ved at bage eget brød:

Hippieargumentet: Den meditative tilstand ved at bage selv, er uovertruffen. Processen ved at finde råvarer frem, lægge dejen, følge hævningen, smage resultatet; unikt.

Det økonomiske argument: Brød i butikkerne er hysterisk dyrt. Hver jeg vender to rugbrød ud herhjemme, har jeg sparet (og jeg kører den hysteriske øko/biodynamiske stil) 55 kroner per kilo, sammenlignet med butikspriser på samme type brød.

Sundhedsargumentet: Senest er det selve indpakningen af bla. færdige melblandinger, der er blev mistænkt for at indeholde giftstoffer. For et par år siden var det selve blandingerne, der indeholdt modificerede hvedeproteiner, til stor skade for vores allesammens helbred. ved at vælge producenter, der er transperante i deres produktion, vælger du alt det fra.

Ælt løs. (Men helt ærligt, så tror jeg ikke på de lange æltetider, herhjemme kører vi Dan Lepard style og det styrer for vildt, dér. Og når vi bager cup cakes, foregår det via dette site: http://bakeanddestroy.net/ )

mandag den 14. november 2011

Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:




Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.

søndag den 2. oktober 2011

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....