Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

Pengene, hvor din mund er; ikke omvendt.

Tror man helhjertet på udsagnet om at det er igennem deltagelse, man kan ændre noget; så er man allerede ved at misse hele pointen med forandring. 

Oversat til maddebatten i Danmark i disse dage; nu viser FOOD Festival "Pig Business" og så deltager man da som maddebatør og foodie.

Forkert, du deltager ikke. 
Du skaber dit eget rum, hvor du og dine kan udtrykke præcis hvad I vil, på jeres præmisser, med Jeres evner. Det bliver Jeres, ikke Deres.

Forandring, i anarkistisk udgave, er et totalt nedbrud af gængse normer. Normer er nemlig dikteret af den ene eller anden form for magthavere, der ønsker et særligt sæt regler gennemført. Køber man normens form for kommunikation og deltager i et forum, hvor den anvendes, er man derfor også en del af normen.

Normen for en begivenhed som FOOD Festival, er sat i et eller andet lysegrønt håb om at en masse madinteresserede gæster (og hvem er ikke interesseret i mad?), vil møde nye og spænende oplevelser, der vil trække dem i en retning af et bredere og mere sundt, fødevarevalg. Dette skal åbenbart ske igennem fødevareindustriens sædvanlige og løgnagtige formidling om dennes produkter. 

Den præmis køber MUND-FULD ikke.



Det kan ikke passe at man falder på røv og albuer, når storindustien, der tjener milliarder på sine egne produktionsformer og afsætningskanaler, nedlader sig til at dele ud af bacon, økologi og gode tips om fedtfattig stegning i et par dage i en større provinsby. Det bliver meget hurtigt mandag og ikke "Pig Business", men "Business As Usual", igen.

Det er fint, meget fint, at man har fået presset igennem, at der skal vise en kritisk film, med efterfølgende debat, på festivalen. Og hvad så? Filmen vil blive vist, de gode meninger luftet, måske vil inviterede repræsentanter fra storindustrien endda knibe en tårer, når de ser stressede arbejdere og svin, der lever et udyreligt liv. Måske.
Men så bliver det mandag og endnu vigtigere; lønningsdag. Storindustrien er i dette madspil for pengenes skyld, for en evigt forhøjet profit; ikke for at skabe den bedste føde til os; køberne. Og så længe de får lov til at holde tøjlerne, vil vi ikke finde en ny vej.

Deltager man i deres show på et sted som FOOD Festival, anderkender man deres ret til at eksistere.


Derfor deltager denne pen ikke i FOOD Festival, men i Danmarks Høstmarked i Svendborg, hvor økologi og Citta Slow tanken, er overskriften.



Et andet eksempel på at ville nå masserne med sit budskab, men blive fanget i storindustriens spin, er DØEs årlige festival for øl i TAP1 i København. 
Her deltager de største bryggerier og mange mindre danske bryghuse, i et klassisk præsentations-/salgskoncept, hvor musik, allehånde underholdning og øl blandes. Et set up, som er kendt fra salgsmesser og som kun bryggerier med et landsdækkende distributionsnet har egentlig glæde af. Og da disse firmaer jo allerede har landsdækkende salg, burde de vel rettelig afholde et gratis arrangement, som tak til deres kunder. I stedet koster det en håndfuld hundredekronesedler at være gæst og så stiller man op til noget, der mest af alt minder om en provinsbyfest.

Derfor deltager denne pen nu også arbejdsmæssigt i afviklingen af CBC 2013, hvor målet er at servere verdens bedste øl, intet mindre. Derfor er set uppet på CBC også helt anderledes. 
Hos CBC anderkendes gradsforskellen på øl og der handles på at ramme det ypperste. Sjovt nok tiltrækker det en helt anden målgruppe end den førstnævnte festival. Sjovt nok, har DØEgarden travlt med enten at undres over eller bagtale CBC; i det mindste kunne man vel glædes over at nogen magter at løfte en ølfestival, uden at skulle appellere til laveste fællesnævner eller ligge mås til et koncept, der ligner en drukfest mere end en fejring og kun kommer rigtigt store, profitorienterede bryggerier, til gode. 

Mange mennesker vil synes at arrangementer som rene økologiske markeder, Citta Slowtanken og CBC, er SÅ anderledes at de ikke kan forstå hvad det skal til for. I Danmark kommer begreber som "elitært" og "snobberi" hurtigt op og de er ikke ment positivt. Det er vidst et typisk dansk træk, som vi ikke bør være stolte af. 

Det, ikke ville gå på kompromis, er heller ikke noget vi i dette land gør særligt godt. 
I stedet vælger vi alt for tit at søge den bløde mellemvej og mener at det er til alles bedste. Det er det ikke, oftere og oftere bliver kompromisset udnyttet markedsmæssigt. Særligt i madverdenen, hvor bla.vores hang til sukker udnyttes til fulde og ikke har andet godt med sig, end overskud til aktionære. Aktionære, der forhåbentlig (også) er for kloge til at indtage deres eget produkt; det være sig surt pisfarvet øl, ukrainsk produceret slavesvin eller citronmåner fra Polen.


"Never compromise. Not even in the face of Armageddon."

...og mens vi overvejer, skriger svinene

25000; det er tallet på svin der dør i Danmark hver dag; FØR de er klar til slagtning. Den del af det danske svineeventyr får vi ikke at se, hvis vis vi vælger at tage til FOOD Festival i Aarhus (link) til september.

Men vi kunne jo bare lade være. At lade være er det eneste rigtige valg, hvis du er interesseret i hvad dit næste måltid indholder.

Slow Food bevægelsen i Danmark har nemlig fået et nej tak til at fremvise filmen "Pig Business"(link) i FOOD festivalens biograf.  Dermed har man fra festivalen taget et politisk standpunkt, der ikke kan overses. FOOD Festival har valgt forbrugerens intelligens fra, til fordel for et glansbillede af kändisser, events og balfaldara. Det burde vi alle være kloge nok til at se og konsekvensen bør være en laden hånt om denne gigant på lerfødder.

Denne blog har tidligere i år kigget på tre fødevaremarkeder i Danmark (link) og lagde heller ikke den gang skjul på at festivalen i Aarhus lod til at være en gang varm luft. En masse penge over to år, fra både statslig og privat side, og derefter? Hvordan vil man på 2 år bygge en selvstændig festival op, der kan være en postuleret "Nordens Største", uden et net af frivillige? Som det Kulinarisk Sydfyn, nordens de facto største fødevaremarked, er baseret på og som gør at denne festival kan holde sig 100% fri af überkommercielle interesser. Interesser, der kunne give en uheldig lugt af profit frem for kvalitet.

For ved at bortcensurere "Pig Business" vælger FOOD jo, med sponsorernes billigelse eller ej, at tage hele diskutionen om hvordan vores mad kan fremstilles, væk. Man putter alle sine æg i fødevareindustriens kurv, mens man giver det hele et lag af jord-til-bord-farve på websitet. 

Det visuelle udtryk er en joke.Der indgår bla. en ged, en pære og en fisk; tre af de mest sværtanskaffelige råvarer i Danmark; hvis de skal være af en ordentlig og bæredygtig kvalitet, vel at mærke.

Sprogbruget og formuleringerne er en modsætning til festivalens beslutning om at fravælge tiltag som "Pig Business". Man skriver bla. "Food Festival er ikke et salgsarrangement - et marked. Formålet er ikke en omsætning af varer.....Food Festival er en kulturbegivendhed, hvor gæsten får ny viden, færdigheder i et køkken og kendskab til historierne omkring det ny nordiske køkken".

Skal dette tages for pålydende, er festivalen et antikapitalistisk tiltag, med en drøm om at give de besøgende helt ny viden om den mad de vil spise resten af deres liv. Ikke sandt?

Hvorfor vælger man et bidrag som "Pig Buisness" fra? Jeg har ikke spurgt, men dette blog indlæg vil blive sendt til festivalens arrangører og så kan vi jo se om der kommer svar og hvad det er.

Man kunne jo frygte at man er blevet klappet på skulderen af festivalens sponsorer, hvoraf én netop har startet med at lancere sig selv med en ny rock ´n´roll attitude. Sejlture i grisekostumer til London og derefter uddeling af kød ved årets Skanderborg Festival/Smuk fest, midt i bøgeskoven. Samme firmas, og ja, det er Danish Crown, kommuniktionsdirektør, konstaterer for nyligt ( i et sært selvsmagende og arrogant interview med mad+medier, link) at de eneste madkommunikatører hun tager notits af, er hendes egne ansatte. Man kunne frygte at festivalen har valgt at ligge ryg til Danish Crown "værdisæt" af elendigt fremstillet, medicinpumpet, gylleforurenende, arbejdsmiljøskadelige og til-østeuropa-udflyttede svinekødssalgsfremstød og navlebeskuende tilgang til verden. Man kunne frygte at der var flere hovedsponsorer, der lagde tilsvarende pres på festivalens beslutninger. 

Hvad enten frygten er begrundet eller ej, så har FOOD festval spillet sig selv over i et hjørne, hvor tænkende madmennesker skal skræve endog meget langt, for at nå hen. For jeg er ganske sikker på at man kan tale sammen om vores allesammens fødevarefremstilling. Jeg kan også godt se en form for topmøde imellem sammenslutninger som Slow Food og virksomheder som Danish Crown, hvor man prøver at nå hinandens intentioner for en stadig bedre kvalitet af mad og produktionen af samme. Jeg kan da enddog godt se at ved at deltage, kan man snige sine budskaber ind ad bagdøren på en sådan festival. Det kunne ske.
Jeg ved at de der kommer med alternativerne til det nuværende stade i dansk fødevareproduktion, gerne vil. Men jeg ser ikke fødevareindustriens vilje nogen steder. De medvirker i en fødevarefestival, der boykotter en kritisk film, hvorved industrien også kommer til at stå i et dårligt lys. Igen.

Ingen af parterne i denne sag, er tjent med censur. Madkommunikatører af alle slags må tale sammen om dette. Vi skal blot være opmærksomme på at mens vi taler om at tale sammen, skriger svinene videre på svinefabrikkerne. Sunde svin skriger ikke, de grynter.

Restaurant Day - MUND-FULD åbner spisehus for én dag

Det er såre simpelt og nu verdensomspænende. På "Restaurant Day" (link) åbner man sit eget spisested, i privaten, i skoven, i vejkanten, på torvet og byder folk indenfor. Nu rammer dette initiativ også mit hjem. Jeg kalder det for "Gammel Skole, Nye Madtanker", det er kl. 13-15, den 19. august d.å. Prisen bliver 150,- per snude. Vil du deltage, kan du skrive på kivan@toitsu.dk og få af vide hvordan du betaler og hvor det foregår. Det kan du forresten også se ved at følge linket ovenfor.

Det frie menneskes frie initiativ til at give verden omkring sig sin kreativitet; intet kunne da være mere oplagt for denne blog at deltage i. Med tiltag som dette, samt fødevarefællesskaber, andelslandbrug og allehånde selvforsynende have-og dyrebrug, skal vi sammen lukke kæften på det store mørke; fødevareindustrien.
Javist, det vil tage tid fra andre aktiviteter, men ved at servere en menu, baseret på hvad den plet jord der er rundt om mit hus kan præstere, håber jeg at mine gæste vil kunne se hvor godt og enkelt det kan gøres. Forhåbentlig vil mine naboer finde det interessant, måske vil de selv starte op på at bruge haven til andet end slå græs i. Måske kan vi starte på noget samarbejde på større projekter. Måske.

I alle tilfælde vil menuen være komponeret over råvarer, alle frembragt ved egen hånd, blevet givet mig eller fundet i naturen omkring os, her i det bakkede Sy´fyn.

Menuen er vel en slags verdensmad; jeg følger mine egne små intuitioner og lige for tiden står den på halvt nordøst amerikansk, halvt mellemøstlig; det præger også denne dags menu. Det står forresten undertegnede frit til at justere, efter dagens humør og muligheder.

Menuoplæg:

Forret: Suppe på bladbede og gedeost, yoghurtbrød

Hovedret: Syrisk kaninragout, rugkerner/peberrod/ribs, rødbedechips

Dessert: Hasselnøddekage med bær, hvidchokolade, drænet tykmælk

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke

Vi skal nu anmelde hinanden; hvem melder landbruget?

Angiveriets fordele er få. Alligevel tyer Mette Gjerskov, aka Magtesløs Fødevareminister anno 2012, til at opfordre alle danskere til at anmelde kødsnydere og uhygiejniske forhold.

Fy for satan, Mette Gjerskov, det mest ulækre her, er dit Card Blanche til stikkeri. Link her

For det første, det har altid været muligt at melde ulovlige forhold vedrørende fødevarer. Link her 

Og for år tilbage, ville det måske have hjulpet; for da havde kontrollørene faktisk både tid og viden til at reagere korrekt. Nu om dage, vil de stakkels mennesker komme stormende, lukke alt med forbindelse til mad i en radius af 3 kilometer, og få Ekstrabladet til at tage fotos af gerningsstedet. Job vel udført og nogle papirer udfyldt; alle vinder. For et øjeblik.

Slagtermesterne synes det er i orden med angiveriet; det er jo sådan et også deres "sorte" konkurrenter, der langes ud efter med opfordringen. Lederen af Fødevarestyrelsen siger det lige ud; det er de illegale, der er problemet.

Det er altså ikke slagerforretninger og supermarkedsslagtere, der sigtes til. Men hvor er det lige langt de fleste af os køber vort kød?
Det er i supermarkederne; så det er også der de fleste anmeldelser vil komme fra. Ingen der køber kød, billigt, ved en illegal, har vel tænkt sig at melde sin pusher.
Måske hvis han hævede prisen, men ellers tror jeg ikke der vil dukke flere, af fagpersoner nævnt, virkeligt grimme sager op. Og ingen der køber kød ved lokale håndværksslagtere vil undlade at nævne kvalitetsmangler overfor vedkommende. Og ingen lokale håndværksslagtere, vil sidde kundernes kommentarer overhørige; ikke hvis de vil fortsætte i den branche. Herude står der mere end penge på spil, personligt renomé fer eksempel.

Lad os vende os imod de anmeldelser, der vil komme om slagterforretninger og supermarkedsslagtere. Hvad er "ulækkert" for en almindelig forbruger? Er et røget grisehoved, er pølsestopning eller hvad med indmad i en spand? Fedtfilteret i en slagerforretning lugter ret klamt. Skal det anmeldes en varm sommerdag; skal røgeovnen?

Og så til det mest ulækre. Vi forbrugere er i dag så langt fra oprindelsen af vort kød, at en stor del af os ville blive veganere på stedet, kom vi forbi en dansk kødfabrik i morgen. Når endelig kødet ligger i butikken og er blevet for gammelt eller en sløv butiksslagter sløser med rengøringen, er det foregået så mange overgreb og brutalitet overfor dyrene, at dette sidste må betegnes som toppen af et ildelugtende kødbjerg. 

Men medicin som foder, aflivning af syge dyreunger med stumpe instrumenter, sygeligt fremavlede dyr, livsfarlige arbejdsforhold, dyretransporter over lange afstande, vold på slagterierne, depressioner for slagtere, snyd med saltvand i kødet, genbrugt kød i grillpakkerne; det hører vi ikke vores fødevareminister tale om. 

Næh, vi skal bare anmelde løs om småting, der hvor vi endelig får kødet at se. I en plastpakke, eller en køledisk. For crying out loud; vi kan jo ikke engang dufte til kødet der Og filmen på pakkerne, den camouflerer kedelige gråtoner, til vi kommer hjem og får åbnet. Og så skal vi til at melde det, midt i madlavningen?

Hvad helvede er det kommet til, når en minister ikke passer sit arbejde og i stedet for at sætte fødevareindustrien på plads, gør os alle til Judasser (dog uden belønningen; man skal jo spare).

Det er på tide at gøre som Joakim B. Olesen; brække sig. 

Ikke af madforgiftning, for mit kød er sgu tjekket eller hjemmegjort, men af hvor stort STASI-tankegangen har sejret i vort såkaldte frie demokrati.

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!